y, i-omlyd af u (v-omlyd af i), findes så godt som uforandret hele tiden igennem ; först i middelisl. (omkring 1500) bliver udtalen i ; dog findes et enkelt eks. på denne udtale i beg. af det 13. årh., i þikkja (: mik[it], hvis ikke bör læses mykit), Kolbeinn. Da samme udtale også i det 13. årh. findes i fyrir (og yfir, myndi og skyldi), både i norske og isl. håndskrifter, er det klart, at denne delabialisering först er begyndt i ubetonede ord. Former som mykl- kender skjaldepoesien ikke, derimod former som forvistu (forystu).

yðvarr, yngre yðarr (se Skjspr 76. 77), eders, yðarr floti HHj 26, yðrir leiðstafir Lok 29, jóa yðra Hhund II 40, ætt yður Niflunga Brot 16, liðs vas sá yðars Am 43, höfuð yðvarrar áttar ESk 6, 8, alls engi sák yðvarn Ragn X 4 ; ofte i tiltale = 'din', yðrir dolgar Arn 2, 6, ráðgjafar yðrir Sigv 11, 8, yðvart veldi, vald Sturl 3, 2. 21, jfr 6, fyr yðarn sóma Lil 80, jfr 82 ; Jóms 43 betegner det derimod flere, uagtet der i forvejen er tiltale viltu.

ydda, (-a, -r), lade odden stikke ud, upers., svát á kafi yddi, så at odden stod langt ind i det dybe, Gautr II 15.

yfir, 1) præp, hvis ældre form var of ; yfir findes postpositivt, over, igennem, med acc., fljúga völl yfir Vsp 66, svát ferr menn yfir Vafþr 22, þursa þjóð yfir Skí 10, far sund yfir Oddrgr 31 ; med dativ, ljós brann líki vísa yfir ESk 6, 20 ; först sent bliver yfir præpositivt, upp yfir himna hæðir Lil 67, langt yfir sféras Lil 72 ; med of, yfir of skóg at spróga ÞjóðA 1, 17. 2) som adv., hyppigt, flýgr örn yfir Vsp 59, ís es yfir kømr Hávm 81 ; yfir ok undir stóðumk jötna vegir, men her må stóðumk oplöses i stóðu, mér, hvor mér styres af yfir og undir, Hávm 106 ; yfir at ríða, ride igennem, Brot 1 (FJs udgave), jfr 3, binda yfir, forbinde (sår), Sigsk 32, yfir róðumk ganga, jeg bestemmer mig til, agter at gå derover (:: til Atle, der forudsættes at befinde sig i et andet rum), Am 80.

yfirbátr, m, 'over-båd', egl. et ukorrekt udtryk, og dannet i lighed med eptirbátr, der tidlig fik en overfört betydning 'en, der står tilbage for en' ; i lighed hermed er yfirbátr dannet 'en der står over en' (i dygtighed), vesa yfirbátr annars Ragn IV 1.

yfirbjóðandi, m, 'over-befalende' (efter-klassisk ord), hersker, yfirbjóðandi engla ok þjóða, gud, Lil 1, yfirbjóðandi himins ok landa Lil 52 (v. l. -valdandi).

yfirbót, f, soning, yfirbót synða, som udvirker synders forladelse, om jomfru Maria, Mv II 23.

yfirdómari, m, over-dommer, hersker, yfirdómari himna ljóma, solens hersker, gud, Gdβ 22.

yfirdrótning, f, overdronning, yfirdrótning gotna, jomfru Maria, EGils 1, 9, yfirdrótning heims ok gotna, d. s., Gdβ 4.

yfirgrœðari, m, over-helbreder, den höjeste helbreder, Mey 41.

yfirhildingr, m, over-konge, yfirhildingr hverrar aldar ættar, gud, Ód 1.

yfirhöfn, f, overkappe, Rv 9.

yfirkóróna, f, 'over-krone', yfirkóróna vífa, jomfru Maria, Mey 29.

yfirlit, n. pl., udseende, at yfirlitum Loð I 1.

yfirmaðr, m, 'over-mand', hövding, öll þótti ætt með yfirmönnum Hyndl 13, hann telk yfirmann Ótt 1, 3, yfirmaðr alls herjar Þstf 1, 3, yfirmaðr þjóðar Leið 19, yfirmaðr alþýðu lærðra ESk 6, 9, yfirmaðr kristni (gen.) Gdβ 5, yfirmanns bani Svert, ranglátr við yfirmenn, mod sine overordnede, Mv III 4.

yfirmeistari, m, overmester, hovedmester, hovedlærer, yfirmeistarinn allra lista Lil 51, yfirmeistarar Eddu listar Gd 78.

yfirmildingr, m, over-konge, yfirmildingr engla veldis Mlag 1.

yfirmorðingi, m, over-morder, hoved-morder, om djævlen, Lil 48.

yfirmusteri, n, hvedtempel, om templet i Jerusalem, Mey 15.

yfirpostuli, m, over-apostel, hovedapostel, om Andreas, Mey 1, yfirpostuli ástar, d. s., Andr 2.

yfirprísandi, part, lovprisende i höje toner, Mey 32.

yfirskínandi, part, lysende over, Vitn 2.

yfirskjöldungr, m, over-konge, yfirskjöldungr jöfra ESk 6, 50, yfirskjöldungr aldar ESk 6, 65.

yfirspennandi, m, omspænder, yfirspennandi heima þrennra, gud, Lil 23.

yfirstillir, m, overkonge, yfirstillir himins rítar túns, gud, Leið 42.

yfirvaldandi, m, over-hersker, hersker, yfirvaldandi himins ok landa Lil 58.

yfirvoldugr, adj, overmægtig, Mey 4 (her danner vold, der er den senisl. form, rim på hold).

yfirþengill, m, overkonge, einn yfirþengill, om gud, Leið 14.

yfirþjóðkonungr, m, over-folkekonge, om Kristus, móðir yfirþjóðkonungs Mdr 9, yfirþjóðkonungr jöfra Mgr 28.

yfrinn, adj, (kun i de usammentrukne former), overmåde rigelig, við ofrhuga yfrinn Eg Lv 24, hinns gat yfrinn (hug) Sindr 8, fagnaðr var þá yfrinn Gd 27 ; yfrit, adv, i höj grad, Gdβ 17, Lil 8.

Yggdrasill, m, 'Odins hest, :: galge', 'det træ, hvori Odin hængte sig' (jfr Hávm 138 ff), ask . . heitir Yggdrasill Vsp 19, Yggdrasils askr Vsp 47, Grí 29. 30. 34. 35. 44. Jfr Nordenstreng Studier AK 194 f, hvis opfattelse ikke kan godtages.

yggjungr, m, 'den frygtelige eller den grublende', yggjungr ása, y. blandt aserne, Odin, Vsp 28.

ygglauss, adj, uden frygt, uden ængstende tvivl, ygglaust es þat (y rimbestemt), Sigv 3, 16, þiggja ygglaust alla sælu, uden angst, Rst 33.

yggr, adj, 1) frygtelig, mistænkelig, yggt vas þeim síðan, siden måtte de nære frygt, mistanke, hvis dette og ikke uggr er den rigtige læsemåde, Am 1. 2) Odins-navn (-s, -jar), 'den frygtelige', Þul IV jj 8, Vafþr 5, Yggs barn, Tor, Hym 2, Yggr stakk (Sigrdríf) þorni Fáfn 43 ; Yggs ærir, aserne, Þdís 1, 1, Yggs niðr Vell 20, seið Yggr til Rindar Korm 1, 3. I kenninger, for kamp : Yggs at Sigv 1, 6, él Yggs Gizsv 1, Árm 1 (jfr élstœrir), Ótt 2, 7, Hfr Lv 14, Jóms 29. 43, Hl 36 a, Yggjar veðr Arn 2, 15, Yggjar leikr Pl 34, for sværd : Yggjar bál Ísldr 13, Skáldh 4, Katr 46, Yggjar eldr Jóms 26, jfr 37, for skjold : Yggjar tjald Ingj 1, 1, for rustning : Yggjar götvar Korm Lv 22 ; for ravn : Yggjar mór Háv 3, Arn 2, 6, Yggs gjóðr Sigv 2, 9, Yggs svanr (jfr svangœlir) Þstf 1, 6, for jorden : Yggjar brúðr Edáð 3, Yggs man Tindr 1, 8, for skjaldedrik, digt : Yggs fengr Jóms 2, Ht 31, Yggs full Arbj 6, Yggs mjöðr Vell 33, Yggjar bjórr Jóms 1, Mhkv 29, Yggs líð Korm Lv 14, Hharð 5, EilSn 1, Yggs öl (jfr ölberi) Bragi Lv 2, for kriger, mand : rimmu Yggr Arn 2, 5, sóknar Yggr ÞSkall 1, Yggr Endils bjalfa Þveil, valbríkar Yggr Hildr (ved rettelse) ; Yggr góins vallar HolmgB 8, for jætte : áleggjar (stenens) Yggr Arn 3, 11. Der er endnu to kenninger af lidt tvivlsom betydning : Yggjar valbygg og Yggjar fagrbygg ; den sidste, Anon (XIII) B 60, synes kun at kunne betyde 'pile', medens den förste, ÞjóðA 3, 32, snarest må forstås som 'de faldnes dynger' ; men man væntede, at bægge skulde betyde det samme.

yglask, (-ðisk), blive vred, barsk (af udseende), yglisk umbgerð Huglar, havet får et vredt udseende, ESk 13, 11 ; v. l. til ylfask, Hildr.

ykkarr, pron. poss, eders (af to), ykkarr sonr Skí 2, systir ykkur Sigsk 61, Hamð 3, segja frá ørlögum ykrum Lok 25, drótna ykrum þjóni Lil 87, ykru hvóru (her mangler vist tveggja) Hamð 9 ; ofte tilföjes beggja, ykkarr beggja bani Reg 6, Am 12 ; Völ 36, HHj 33.

ylfask, (-ðisk), blive vred, voldsom (af ulfr), ilt es við ulf at ylfask Hildr.

Ylfingar, m. pl., Ylvinger (sagnslægt), Hynsl 11, Hhund I 5 (Ylfinga niðr Hhund II 8. 47). 34. 49, Ylfinga man Hhund II 4. I sing. blandt kongenavne, Þul IV hh 3.

ylfskr, adj, 'ulve-agtig', fjendsk, farlig, ylfskr es vegr okkarr Akv 8.

ylgr, (-jar), ulvinde, Þul IV ee 2, rjóða ylgjar tönn Sigv 1, 12, til fyllar ylgjar Eyv Lv 7, ylgr fær undarn Ótt 1, 4, láta örn né ylgi fasta Krm 16, ylgr saddisk Ísldr 11, ylgr svelgr sveita Drv (XI) 9, ylgr gekk á ná Jóms 31, ylgr fekk ulfs beitu Ótt 3, 11, ala ylgi blóði byrsta Ht 56, þverra sult ylgjar vers (ulvens) Sigv 12, 27, ylgjar tafn Vell 36 ; ylgjar áttbogi Arn 6, 5, barn ylgjar Nj 19 ; ylgjar angrtælir, kriger, Arn 3, 5 ; ylgr einaga, ringeagtende kenning for en kvinde, Bhít 1, 1. snótar ylgr, kvindens, :: Iduns, röver, Tjasse, Haustl 2. Elvenavn ('den rövende', hvis ikke navnet står i forbindelse med olga), Grí 28, Þul IV v 6.

ylgteitir, m, 'ulvinde-glæder', kriger (urigtig v. l. Yggs teitir), Þmáhl 9.

yllir, m, et til væven hörende redskab, jarnvarðr yllir Darr 2 ; måske samme ord som yllir, blandt træers navne, Þul IV kk 1. Jfr Falk, Kleiderk 10-11.

Ymir, m, (vokalens korthed fremgår af flere steder), 1) urjætten Ymir, ár vas alda þars Ymir byggði Vsp 3, Ymis niðjar, jætter, Vafþr 28, som verdens stof, Vafþr 21, Grí 40. 41, jötnar allir frá Ymi komnir Hyndl 33 ; Þul IV b 1. Ymis hauss, himmel, Arn 3, 19, Frþ II 5, Ymis blóð, havet, Obarr 2. 2) navn på hög, Þul IV ss 2.

ymja, (umða, umit), hvine (om dump lyd), klinge, véttrima tungur umðu Bkrepp 8, almr umði Krm 12, ymr et aldna tré, dröner hult, Vsp 47, umðu oddláar Hák 8, umðu ölskálir Akv 34 ; ymr þjóðar böl, höres buldrende, Anon (XIII) B 7.

ymni, vistnok den lat. form i pl. = hymni, sem glósa ymni (v. l. glósar hymni) Gd 43 (udt. im-) ; derimod foreligger isl. acc. pl. i dalir ymna drótni syngja Merl II 99.

ymr, m, (-s), dump lyd, varð ára ymr Hhund I 27, ymr varð á bekkjum, om mændenes udbrud af harme, Akv 38 ; ymrinn get ek at heyrisk Gdβ 29.

Ymsi, m, jætte (af Ymir?), Ymsa kind Þdr 2.

Yn, f, (-jar), elvenavn, Þul IV v 5. 6.

ynði, n, tilfredshed (jfr una), glæde, fryd, frydefuld tilværelse, hvílð ok ynði Grott 2, ynði ok blíða Harð 1, verða at ynði Gríp 44. 51, ynðit láta engvir falt Mhkv 21, njóta ynðis Vsp 64, missa ynðis Ólhelg 10, standa e-m fyrir ynði Korm Lv 39, stíga upp með ynði ESk 6, 5, jarls ynði þóttumk ekki vesa Hávm 97, ynðis ljómi Hhund I 9, dagligt ynði Lil 5, fult ynði Gmlkan 1, 3, ynði himnaríkis Andr 1, heiðr ok ynði Gd 63, lausn ok ynði Has 25, jfr 36, leggja ynði við e-t, fatte elskov til noget, Katr 45 ; ynði okkars vanda, fryd, tilfredshed, ved, Nj 2 ; ynðis œski-Nirðir, som önsker, higer efter, evig fryd, fromme mænd, Pl 52 (i övrigt ved gisning).

ynðisheimr, m, frydens verden (jfr munarheimr), Sól 33.

ynðismissa, f, tab af glæde, oss til ynðismissu, os til liden glæde, til sorg, Grettis 1.

Ynglingar, m. pl., efterkommere af Yngvi, Ynglingerne, den upsalske kongeslægt, Hyndl 16, sœkja Ynglinga sjöt til Uppsala Gautr II 22. I sing. om en fyrste i alm., Þul IV hh 3, ynglings barn Skall 1, Sturl 4, 1, ynglings burr Arbj 3 ; Ótt 2, 19, ungr ynglingr Harkv 4 (her måske som Yngves efterkommer).

Yngvarr, m, Ynglingekonge, Yt 25.

Yngvi, m, 1) Ynglingekonge (= Freyr), Yngva ætt Hák 1, Yngva þjóð, Svearne, Yt 7, Yngva öld, Nordmændene, Korm 1, 7, áttstafr Yngva Hhund I 55, Yngva konr Reg 14. En anden Ynglingekonge, Yngvi Alreksson, Yt 12, Hál 6. 2) fyrste, konge, i alm., Þul IV hh 3, Yt 6, Ótt 2, 10, Jór 4, Hallv 6, Arn 2, 13, ÞjóðA 3, 31, Mark 1, 2. 7, Ht 93 ; om Kristus, Pét 22, yngvi þjóðar, gud, Has 7. 3) sökonge (vist identisk med den förste), Þul IV a 4 ; Yngva þing (jfr þingbirtingr), kamp, Eg Lv 41. 4) sagnperson, Hhund I 52. 5) dværg, Vsp 16.

Yngvifreyr, m, navn på Frey (jfr foregående), Þul IV g, jfr e (hvor Yngvifreyr regnes til Odins sönner) ; mein Yngvifreys, kamp, Hál 13 (denne enestående kenning står vel i forbindelse med Frey som afgrödens og frugtbarhedens gud).

ynniligr, adj, elskelig, som er værd at elske, Mey 17, Vitn 26.

yppa, (-ða, -ðr), löfte, hæve (af upp), Bors synir bjöðum ypðu Vsp 4, ypt egg, löftet sværd, Hl 9 a, ypðit lítt hurðum, åbnede dören med kraft ; udtrykket hidrörer fra den tid, da dören var til at skyde op, Am 47 ; upers. yppir fjöllum Merl II 70 ; löfte op, fremföre, åbenbare, yppa Gillings gjöldum, fremföre digt, Hál 1, nú skal yppa Óðins nöfnum Þul IV jj 1, yppa verkum Ód 26, yppa förum e-s Ht 80, yppa dýrð e-s Arn 5, 18, yppa kappi Arn 2, 1 ; yppa svipum, vise sit åsyn, Grí 45.

yppirunnr, m, 'hævende, löftende træ', unnelds (guldets) yppirunnr, mand, Rst 23.

yppiþollr, m, s. s. foregående, yppiþollr ára blakks, som sætter skibet i fart, Sturl 3, 18.

yrða, (-ða, -t), tiltale (af orð), yrða sveitir Mv III 22.

Yrjar, f. pl., Örlandet ved Trondhjemsfjorden, Gísl 1, 3.

yrkisefni, n, stof til at digte om, digtningsæmne, Arn 2, 14, Jóms 11.

yrkja, (orta, ortr), 1) egl. 'udföre et arbejde' yrkjendr, arbejdere, Hávm 59, yrkja á e-n til e-s, udfordre en til noget, yrkja á sól til saka, yppe strid med, Heiðr 15. 2) digte, kunna yrkja Sigv 13, 2, yrkja allvel Bjhít 2, 6, vant at yrkja ESk 6, 46 ; SnH 2, 7, Nkt 1, Jóms 5. 6, Mhkv 2, yrkja vísu Bjhít 2, 21, yrkja of e-n, e-t ESk 6, 12, Jóms 4, Lil 23.

yrlygr, m, hög, Þul IV ss 2 ; også som v. l. til ørlygr 'skjold'.

yrmlingr, m, slangeunge, ötul augu sem yrmlingi Rþ 34.

Yrsa, f, Yrsa, Rolv krakes moder, Yrsu sonr Grott 22, Yrsu burðr ÞjóðA 3, 27.

yrþjóð, f, menneskeslægt, folk, öll yrþjóð (vokalen rimbestemt) Vell 22, verja garð yrþjóðum Vell 29 ; rimeligvis også Arbj 17 (skr. urþjóð) ; Sturl 4, 34 (v. l. ur-). Jfr Arkiv V, 118 f.

ysja, f, 1) ild, Þul IV pp 3. 2) elvenavn, Þul IV v 2 (egl 'den hastende'). 3) navn på en af Træls dötre, Rþ 13. 4) en gammel kones tilnavn, Osvínf, Aóreið, Svert 2, StSigv.

yss, m, tummel, larm, yss gerðisk hers Sturl 6, 5.