ú er den lange u-lyd. Den findes (i stedet for norsk-isl. ó) i fúa (vistnok orknösk, jfr muli). I præp. ór, úr, ýr er her altid skrevet ó ; der findes intet eksempel i rim. Ligeledes skrives ó- og ikke ú-, jfr rimet ó-l(aust) : stóli (Steinn 3, 12) ; der har dog sikkert været dialektforskel i udtalen.

úði, m, ild, Þul IV pp 1.

1. úfr, m, dröbel, úfr skorinn Nkt 27.

2. úfr, m, björn, Þul IV cc¹ 1.

3. úfr, m, ugle (gengiver bubo i de isl.-latinske gloser i 1812), Þul IV xx 2.

4. úfr, adj, rejst eller rejsende sig (imod), fjendtlig, úfar ro dísir Grí 53.

1. úr, n, slakker (små jernsplinter der falder af det ophedede jærn, jfr sindr), úr er af illu járne Rún 2.

2. úr, n, fugtighed, ruskregn, vand, Þul IV oo 1, úri þœfðr, valket af havet, om midgårdsormen, Rdr 14.

3. úr, se ór.

úrdrifinn, adj, overspröjtet af havets vand, úrdrifinn sægnípu Sleipnir Refr 4, 3.

úrfræningr, m, 'væske-slange', hræmána úr, blod, dets 'slange', sværd, GDropl 3.

Úri, m, dværg, Fj 34.

úrighlýri, adj, med våde kinder, úrighlýra, om Gudrun, Guðr II 5.

úrigr, adj, 1) fugtig, vædet af regn eller söspröjt, úrgar brautir Rþ 39, Fj 2, úrig fjöll Skí 10, Hamð 11, úrigr álvangs marr Rv 9, úrigr stafn HHj 15, úrigt barð Rv 31, úrig varta Þsvart, úrig strönd Mark 1, 24, úrig bára, her som v. l., Frþ I 10 ; i usikker tekst, Arbj 4. 2) blodvædet, blodig, úrigr malmr Steinn 3, 9, úrgir hjalmar ESk 10, 2.

úrigtoppi, m, med våd, fugtig, hårlok (der falder ned mellem örerne på hesten), Drv (XI) 12.

úrr, m, urokse, úra atgeirr, horn (skr yra), Eg Lv 4.

Úrsúla, f, helgeninde, Mey 54.

úrsvalr, adj, fugtig, kölig, råkold, úrsvalar unnir Hhund II 13, úrsvöl bára Frþ I 23, úrsvöl Gymis völva Refr 4, 2, úrsvalr unnar steinn Hhund II 31, úrsvalt (tár) Hhund II 45, gína úrsvölum munni, om fossen og klippehulen, Grettis 44 ; úrsvalr hendr Hhund II 44.

úrvón, f, egl 'forventning om regn', ting hvorfra regn kan ventes, jætternes navn på skyen, Alv 18.

úrþveginn, adj, vasket af söspröjt, úrþvegnar jarðir Sturl 5, 8, úrþvegin alda, den våde (eller skumtoppede?) bölge, Hfr Lv 26.

Úsa, f, elven Ouse (i England), Ótt 3, 5, Arn 6, 9, Steinn 3, 2 (jfr ýsa? Þul IV v 1).

út, adv, comp. útar, 1) ud, udad, om bevægelsen fra husets indre ud deraf, ganga út Lok 64, Hhund II 42, koma út Vafþr 7, skæva út Oddrgr 32, leita sér út staðar Hávm 112, hefja út, egl 'bære liget ud af huset', begrave, Am 102, bera út ór orðhofi St 5, heyra út, höre noget (der sker ude) indefra, Hróm 1 ; usikkert út af aldni skal bera, og útar hverfa Fj 22. 2) udad, retningen bort fra land, ud på havet, út at sundi Sigv 1, 1, Jóms 35, sinna út, om ledingshæren, Sturl 3, 12, hafa lið út Halli 2, jfr flæma út, jage ud af landet, Sigv 10, 2 ; om ydre dele af landet (ved kysten), þó es í Sogn út, i den yderste del af Sogn, Hhund I 50, út fyr eyri Krm 21, út fyr jarðar skauti Snæbj 1 ; útar fœra (skip), ro længere ud, Hym 20, nesjum útar Bkrepp 8. 3) om fjærne lande (udgangspunktet er Norge), gera för út Mark 1, 28, út í löndum Mark 1, 31, út með Serkjum Sturl 3, 21, út þars heitir Alkasse Hskv 2, 4 ; jfr út frá Rómi, længere ude end Rom :: syd (öst) for Rom, Mark 1, 12. Efterklassisk er út af = af Lil 50. 4) ud, tilfulde, inna út, til ende, Lil 64.

útan, (yngre utan), adv og præp, A) Adv. 1) udefra, udenfor huset, Sigv 3, 4 (fyrir her hörer til spurðumk). 5, 2. 2) om husets ydre del, støkkva útan endlangan sal, springe, fare tilbage til den inderste del af salen, Þry 27. 3) udefra, fra havet eller den ydre kyst, þaus í Örvasundi útan fóru Hhund I 24 ; om lyden, útan gnýr á eyri Obarr 2 ; útan bindr við enda ÞjóðA 3, 34. 4) om fjærnere lande, knýja útan, före fra fjærne lande, Mark 1, 12, fœra útan erkistól of Saxa merki Mark 1, 13 ; om retningen fra Island, sendu oss útan Eyv Lv 14. 5) udefra, med á, lauðri dreif á lypting útan Arn 2, 10. 6) udvendig, sveipk útan silfri Völ 24. 35, útan eldi sveipinn Fáfn 42, eldi vóru eggjar útan görvar Brot 20, járni kringt utan Heiðr 16. 7) medmindre, útan önnur sköp verði Árm 3 (v. l. nema, rigtigere). B) Præp. 1) med gen., útan garða Fj 1, útan bœkr, 'udenfor bogen', udvendig, udenad, Pét 30. 2) med acc., útan pín Mv II 19, utan alla heima Þul IV ff. Fyr útan se fyr.

útanverðr, adj, vedrörende, hörende til, den udvendige side, á Agnafit útanverðri, på den yderste del af A., Örv IV 5.

útbeitir, m, 'som styrer (et skib) ud' (på havet), Áta skíðs útbeitir, sömand, Pl 38.

útboð, n, påbud om ledingsfærd, hafa útboð Sturl 3, 3, jfr 12.

útferð, f, rejse til Island, GSvert 5.

útför, f, rejse ud (på havet), vikingetog, Örv IX 33.

úthaf, n, oceanet, Merl II 25, som v. l. Lil 10.

úthallr, adj, hældende udad, renna úthallt, strömme, löbe, udad, Vígl 22.

úthauðr, n, (-rs), 'ud-land', land, som ligger ude, fjærnt, knarrar úthauðr, havet, Bersi 1, 1.

úthlaup, n, 'löben ud', især om plyndringsfærd i et land, úthlaupi vanr SnH 2, 1 (her er ordet dobbelttydigt), valda úthlaupum Sigv 12, 4, úthlaups ferðir Bkrepp 2, úthlaups menn Ht 66, Sturl 6, 2.

úthverfr, adj, vendende retten udad, augu snúiz úthverf, vender sig helt om (i hovedet), Bós 4.

úti, adv, 1) ude (modsat inni), úti né (ok) inni Guðr I 17, Lil 1 ; udenfor, úti fyr höllu Am 45, úti fyr durum Hávm 70, sitja úti, udenfor huset, Sigsk 6, Akv 14 (om vagten), maðr es hér úti Skí 15. 16, Gríp 4, standa úti Völ 16. 30, Hhund I 48, Brot 6 ; ude (under åben himmel), sitja úti, om en völve, Vsp 28, hlaupa úti Hyndl 46. 47, myrkt es úti Skí 10, úti á vegum Hávm 38, úti á niflvegi Gróg 13, á viðum úti Hhund I 41, II 33. 2) ude, på söen, hafa flota úti Vell 7, jfr Hálfs IV 1, búa úti á skeiðum Rst 14, drekka jól úti Harkv 6, vesa úti í för með Liðs 7, eða eru elligar úti Ragn V 5, fylgja e-m úti Örv VII 24 ; for at betegne afstanden, úti í slíðri Suðrvík Sigv 1, 4, jfr Hfr 1, 8. Hafa alt úti, egl. have alle mænd samlede (til leding), anvende alle midler, Sigv 5, 3. 3) byrgja úti, udelukke, umuliggöre, byrgjaz úti gjafir ok mútur Lil 71.

útifugl, m, vild fugl (modsat tamme fugle), Sturl 4, 4.

útigangr, m, gåen ude, om sköger, útigangs púta Nj 26.

útlegð, f, fredlöshed, der består i at en må forlade sit land, stokkinn í útlegð Pl 27 ; Gdβ 24, Gd 50.

útleiða, (-dda, -ddr), före ud, útleidd sól, sjæl der har forladt legemet, :: önd, Gát 2.

útlendr, adj, udenlandsk, fremmed, útlent sáð Merl II 40, útlendir fuglar Merl II 86, brigð orð útlendra Hsv 47.

útlimir, m. pl., 'udlemmer', arme og ben, EGils 1, 20.

útlægja, (-ða, -ðr), göre fredlös, jage ud af landet, útlægja vini ok frændr Gd 44, jfr 49.

útlægr, adj, fredlös, gera e-n útlægan Harð 14.

útnes, n, langt ud stikkende næs, næsodde, Örv IX 31. Jfr útskagi.

útnorðr, 'ud-nord', nordvest (fra vest-norsk standpunkt), útnorðr í haf Styrb.

útnyrðingr, m, nordvestvind, Máni 1.

útröst, f, 'ud-vej', den længst ude liggende del (af landet), kyststrækning, útröst Belja dolgs (hvis disse ord hörer sammen) må betegne Norges nordvestkystland, der må antages at have tilhört Frey, stået under hans beskyttelse, Hál 5.

útskagi, m, = útnes, Darr 7.

útsker, n, de(t) fjærneste skær udenfor kysten, útsker verða af bórum þvegin Mhkv 6, ræna útsker Frþ II 3.

Út-Skotar, m. pl., de yderst (i nord) boende Skotter, Merl II 25.

Útsteinn, m, Utsten, ö nord for Stavanger, Harkv 9, Sigv 7, 5, BjH 2, Hæng V 9, Útsteins sund ESk 13, 7.

útströnd, f, den mod havet liggende kyst (modsat 'fjord-kyster') landa útstrandir Ht 79, Sturl 5, 2.

útver, n, 'ud-vær', fiskerplads på öer (modsat på landets kyst), fara opt í útver Hæng V 7, útverja bjórr, udværenes land, havet, dets blik (jfr blikrýrir), guld, Sturl 5, 12 ; Meita útver, havet, dets skíð, skib, Edáð 1.

útvé, n, langt ude liggende 've' (vi), bolig (jfr vé), flóðrifs útvé, langt ude liggende klippebolig, flóðrifs útvés Danir, jætter (digteren forestiller sig disse boende ved havets kyster), Þdr 12.