tog se egg-, sam-, sverð-.

toga, (-aða, -aðr), trække, sem okr fœtr toga, som benene kan bære os (skyndsomst), Herv II 3.

toginn, adj, dragen, om sværd, með sverð of togin Hák 9, toginn skjómi Vell 10, togin sverð Darr 3, með tognum hjörvi Gunnl Lv 11, enn togni hjörr Merl II 67, egna tognu sverði Ht 58 ; toginn hörr, om buestrængen, ÞjóðA 1, 10.

togningr, m, sværd (egl. 'den dragne', af toginn), tognings veðr, kamp, Balti 3. Jfr Falk, Waff 62.

tolf, talo., tolv, tolf vetra Helr 6, tolf hundruð Hhund I 25 ; Eg Lv 39, Hfr 2, 1, Gráf 13, Hást 2, ÞKolb Lv 6, Jóms 44 ; tolf mónuðr ESk 6, 25, tolf ok þriggja, femten, ÞjóðA 3, 1.

tolla, (-da, -at), hænge (om noget der er löst eller ved at lösne sig), meðan mér tvær of tolla tenn í øfra gómi Anon (X) I B 7.

tollurr, m, et slags træ eller stok, tvíviðar tollurr, kriger, om Tor, Þdr 19. Jfr Falk, Ark. XXXIX, 89.

tolpti, ordenst., tolvte, Hávm 157, Vafþr 42, Sigv 1, 12.

toppr, m, top, nedhængende hårdusk, toppr í enni Rv 4, toppr fyr nefi, om skægget på overlæben, Örv V. Jfr Goll-, siglu-, Silfrin-, Silfr-, (úrigtoppi).

topt, f, det stykke jord, hvorpå et hus, gård, skal opföres (er opfört), óðals toptir = óðal, Sigv 13, 24 (eller som ét ord), byggva fornar toptir föður Grí 11, toptar nökkvi, hus, Yt 24, tanngarðs toptir, mund, Grettis 22, atgeirs toptir, arme, Arbj 21 ; Hropts toptir, skjolde, ÞKolb 3, 5 ; denne kenning forudsætter topt også i betydningen 'hus eller husvægge' (= senere isl. tótt om de 4 vægge) ; topta Týr, bonde, Harð 16. Jfr óðals-, sig-.

torbœnn, adj, utilgængelig for bönner, som ikke lader sig bevæge ved bönner, trauðr ok torbœnn Sigsk 51.

torf, n, törv (til brændsel), grafa torf Rþ 12 ; EGils 1, 29 ; torf jarðar Gd 60.

Torfárkolla, f, et utyske, Bárð 5.

Torf-Einarr, m, Torv-Einar jarl (omkr. 900), Anon (X) I B 2, Arn 5, 25.

Torfi, m, sagnperson, Ormsþ IV 7.

Torfnes, n, i Skotland(?), Arn 5, 9.

torfúss, adj, uvillig, nödig, torfús þjóð Arn 6, 10.

torfyndr, adj, vanskelig at finde, mjök es torfyndr St 15.

torg, n, torv, SnE II 212, Pét 10 (i pl, víð torg borgar) ; orms torg, orme-torv, guld, Þorm 2, 4. Pl Torgar, f. pl, navnet på öen Torghatten, Þul III 3, IV bbb 6. Hesselmann Stud. A. K. 512 f. Jfr hauk-, hug-, lung-, orm-.

torgengr, adj, vanskelig at gå over, om en bro, Líkn 35.

tormiðluðr, m, som vanskelig meddeler, ikke vil give, tormiðluðr beina, som vil formene mad, hindre en i at få mad, Haustl 3.

torráðinn, adj, som man vanskelig kan hitte ud af, vanskelig, torráðin ól Ekúl 2, skulde efter den til stedet givne forklaring være = vond ól og det igen = vöndol (af vöndull), men den er sikkert et senere fabrikat, jfr ól.

torrek, n, en vanskelig erstattelig genstand, svært tab, várt torrek lízk verra Sigv 13, 22. Jfr digtnavnet Sonatorrek.

torugætr, adj, som er vanskelig at erhværve, sjælden, torugætir ro tryggvir vinir HolmgB 7.

torveldr, adj, vanskelig at magte, vanskelig, erumk torvelt, det er vanskeligt for mig, jeg föler mig besværet, St 25.

Tófa, f, Sigvats datter, Sigv 13, 11 ; som v. l. Herv III 1.

Tóki, m, sagnperson, Örv III 1, Ormsþ IV 6 ; v. l. for Jaki, dværgenavn, Þul IV ii 6.

tól, n, (oftest i pl), redskab, gerva tól Vsp 7 ; bragar tól, digtningens redskaber, bryst, mund, ESk 6, 50, mælsku tól, d. s., Gd 23, raddar tól, d. s., Lil 3. Jfr mál-, raddar-, sig-.

tóm, n, ledig stund, lejlighed, tid (til at göre noget), tóm lézk at eiga (teðja garða) Am 63 ; í tómi Nj 14, af góðu tómi Katr 24.

Tómás, m, erkebisp T. Becket, Kolb 2, 6, GSvert 2, Ólhv 4, 2. Jfr Tumi.

tómr, adj, tom, tóm höll, mennesketom hal, Ht 23 ; tóm trúa, indholdslös tro, Heilv 3 ; unnir tómar, tomme bölger, ufrugtbare bölger (modsat den frugtrige skov), SnE II 202.

tópi, m, raseri, galskab (?, især om elskovssyge?), Skí 29.

Tósti, m, tjænestekarl (10. årh.), Korm Lv 9.

trafr, m, skulde betyde 'stav', eller lign., Hlakkar trafr, sværd, men mulig er ordet fejl for þrafni (s. d.), Korm Lv 63.

trami, m, ond ånd, uvætte, trold, tramar gneypa þik skulu Skí 30 (at rette ordet til gramar, GVigf, eller gramir, HGering Zs. f. d. Phil. XLIII 134, er næppe nödvendigt).

trana, f, trane, Þul IV xx 4, i en uklar sammenhæng, Hamð 17, se trýta. Navn på et krigsskib, men her er masc. Trani rettere, s. d. Jfr hjaldr-.

Trandill, m, sagnperson, Örv IVβ 2 ; mandsnavn Ísldr 19.

trani, m, trane (= trana), hjaldrs trani, ravn, Hfl 11, sikkert urigtigt (rómu trani = ravn) Hl 7 a ; slangenavn, Þul IV qq 2 ; sværdnavn, Þul IV l 6, jfr Falk, Waff 62 ; navn på et af Olav Tryggvasons krigsskibe, Hfr 3, 16 ; sagnperson, Örv IVβ 1. Jfr blóð-.

trauðla, adv, næppe, med nöd og næppe, trauðla es gengt á ís of vár Mhkv 12, trauðla mák of tæja Korm Lv 32, týnik trauðla rúnum Rv 1. Jfr ó-.

trauðr, adj, uvillig (til noget), trauðr emk at segja Hhund II 30, Arn 5, 19, trauðr at láta, sinna Hfr 1, 4, Hl 22 b, herr vasa trauðr at særa Rst 19, trauðr at rjóða tenn Þskakk 2, trautt erumk at láta Eþver 2, trauðr (maðr), (mand) mod hans vilje, Sigsk 51, Hfr Lv 7, Bjhít 2, 16 ; med gen., trauðr flótta Hl 28 b, Hhund II 20, trauðr flugar Ótt 3, 2, trauðr góðs hugar Guðr II 10, trauðr vægðar Hl 37 b, Ögm 2, Ísldr 24, trauðr ljóðs, til at digte, Nj 14, trauðr vásfara Korm Lv 38, trauðr sæfara Korm Lv 39, trauðr hapts, uvillig til at lade sig stanse, fange, Bersi 1, 1, trauðr tryggra ráða Nj 13 ; trauðr af venju, uvillig til at forlade sin sædvane, Has 42, trauðr á sættir, uvillig til, Harð 16 ; trauð mól, ord, som næppe vil frem eller som man næppe kan udsige, Ghv 1. Substantivisk Has 41. Ntr. trautt, adv, næppe, Gullásþ 2, Oddi 2, Mhkv 19. 28, Lil 98. Jfr al-, bil-, flug-, flugar-, full-, grun-, hlíf-, hungr-, læ-, ó-.

traust, n, 1) tillid, stötte, af trausti ESk 6, 54, standa at trausti, således at man har tillid til en, Hfr 1, 1, vesa at trausti Has 59, Giz 2, með trausti Has 23, með fullu trausti Lil 50, með traust ok iðran Gd 65, öllu trausti Líkn 50, traust seggja Pl 20, traust Ísfirðinga Háv 8, traust Eyfirðings SigvSt 1. 2) kraft, tennr trausti numnar Merl II 52. Jfr vin-.

Trausti, m, opdigtet sagnperson, Vígl 12.

traustr, adj, pålidelig, stærk, traust lið Tindr Lv 2, traustir hirðmenn Sturl 3, 10, traust fylking Skáldh 4 ; traustr turn Merl II 6, traust brynja Gd 34, traustar hlífar Ht 4, traustir geirar Skáldh 3. Jfr böð-.

*treðja, (treð, tradda, traddr), betræde, træde under födder, törgur tröddusk fyr fótum Hák 6, jóum of traddi Ghv 2, Hamð 3, auri tröddu und jóa fótum Ghv 16, fyr mótkum mönnum hafið ér mey of tradda Hamð 19, láta tradda grund á jó Hskv 3, 2 ; jfr troða ; pres. hed ens af bægge verber.

trega, (-ða, -at), bibringe sorg, smærte, bedröve, med acc., fjölð es þat es fira tregr Sigrdr 30, grams fall tregr (menn) Eyv Lv 6, tregr mik þat Guðr III 2, hví tregrat ykr teiti at mæla Ghv 2, es mik meir tregi Völ 37, munaðar ríki hefr margan tregat Sól 10, være bedrövet over (med acc.), tregði för friðils ok föður reiði Völ 29 ; part. perf., (stærkt), tregnar íðir, handlinger man föler smærte ved, over, Hamð 1.

tregafullr, adj, sorgfuld, Mv II 7.

tregbjóðr, m, 'træg bebuder, forkynder', tregbjóðr trúar, om en usædelig munk, Mv III 9.

tregi, m, 1) sorg, især over noget man har mistet eller savner, hugfastr tregi Örv IV 6, vaxi þér tór með trega Skí 29, af trega stórum Guðr II 10, Oddrgr 13, Ghv 1, segja e-m tvinnan trega, to slags sorg, stof til sorg, Skí 29, leiða með tórum trega Skí 30, trauðr at segja e-m trega Hhund II 30 ; minka trega Pl 9, ljósir aurar verða at löngum trega Sól 34, kasta trega (ved rettelse) Leið 10 ; lægir trega, om biskop Gudmund, EGils 1, 6 ; orms tregi, vinter, ÁKet. 2) hög (jfr harmr), Þul IV ss 1. 3) fjord i Norge, Þul IV ccc. Jfr aldr-, hug-, mein-, móð-, of-.

tregliga, adv, med sorg i sind, ganga tregliga Ghv 9.

tregr, adj, 1) træg, uvillig, tregr at gjalda, uvillig, langsom til, SnSt 4, 2, treg otrs gjöld, som man nödig har villet betale, Bjark 5, tregt es þér nú at bíta, om et sværd, Hæng VII 4, lofa tregt (rettelse for tregs, der ikke giver mening) SnE II 198. 2) vanskelig, mjök erum tregt St 1.

tregróf, n, opregning af sorger, række af sorger, telja tregróf Ghv 21.

tresk, tór flugu tresk í gögnum Guðr I 16, er et ukendt ord, synes at måtte betyde et klædningsstykke (ordet styret af det fölgende í gögnum).

treysta, (-ta, -t), 1) egl. 'göre stærk' (traustr), treysta verk, udföre stærke gærninger, Pét 27, så pröve ens styrke, dúfur treystu húfa Sturl 3, 13, allir treysta hann Gdβ 48. 2) med dativ, stole på, treysta sínu afli Grett 36, treysta sinni íþrótt Ormsþ III, treysta óst Lil 85, treysta tölum, stole på sin ævne til at tale, Hjálmþ III 5 ; med á, treystandi á vægð Lil 82 ; treysta á dœmi EGils 2, 7, treysta upp á krapt (guðs) EGils 2, 16 ; medium i samme betydning, ef afli treystisk HHj 22, es þér treystisk Heilv 14, treystumk (því) Has 61, Gdβ 5, treystask goði Has 52, treystask áræði Þham 1, 5, verða treystask farsælu Anon (XII) B 4. 3) medium, stole på, driste sig til, treystuzk rjóða egg Hskv 2, 6, fár treystisk þar at o.s.v. Brot (FJs udg) 1, treystask at freista Lil 17. 43 ; treystask at telja móti e-m Merl II 55, þars jöfrar treystusk, hvor fyrster mente at være sikre, Sturl 6, 7, treystask at ríði heim Harð 15. Jfr of-.

treystir, m, pröver (egl. 'en som pröver hvad en, noget, er eller dur til'), folka treystir, fyrste, Mark 1, 24, Ht 34, treystir malma, kriger, ÞormÓl 2, 4, treystir hjörva, d. s., EGils 1, 2, treystir guðdóms, som stoler på(?), Katr 9.

tré, n, 1) træ, tré tekr at hníga ef høggr tóg undan Am 73, ymr et aldna tré, om Yggdrasil, Vsp 47, falls er vón at fornu tré Mhkv 23 ; nú hefr tré bliknat Ólhelg 11. 2) om træ, der benyttes som galge, Hávm 157, skolla ofar við tré Þskakk 3, om Kristi kors, hjalpar tré hölða Mgr 13 ; Has 21, Líkn 16. 3) mast, snúa upp við tré vefnistingum, hejse sejlene, Hhund I 26. 4) tværtræ i en indgang, som lukker for denne, ramt es þat tré (jfr ríða, anderledes BMÓlsen, Arkiv XXXI, 85 f.), Falk Stud AK 223 f., Hávm 136. 5) træ, ved, tunga metin til trés, vurderet som (det hårde) ved, Sól 44. Når tré tolkes — ved en lang række synonymer — som 'uld' SnE II 632-33, er dette blot et lærd forsög uden virkelig hjemmel. Jfr geir-, kross-, kvísla-, lífs-, möndul-, píslar-, siglu-, skapt-, sæ-, varg-.

tréfótr, m, 'træben', tilnavn til en viking ved 900, Grettis 2.

trégoð, n, træ-gud, gudebillede af træ, Örv VIII 2, IX 68.

trémaðr, m, 'træ-mand', menneskeskikkelse af træ, Hávm 49.

tréskegg, n (eller -skeggr, m?), 'træskæg', tilnavn til en viking ved 900, þá gaf hann tréskegg trollum Anon (X) I B 2.

trjóna, f, 1) 'tryne', langt forhoved, eller den del af ansigtet der er nedenfor öjnene, löng trjóna, på et menneske, Gautr II 25 ; på en okse, farra trjóna, oksehoved, dets flæmingr (sværd), horn, Yt 17. 2) hammerspids (modsat 'nakke'), trjónu tröll, (Tors) hammer, Haustl 17. 3) selmeina (= Selundar) trjóna, næs på Sælland, Sindr 2. 4) harðar trjónur, synes at være 'kværn-håndtaget', Grott 18.

troða, (trað, troðinn ; jfr treðja), 1) betræde, med acc., troða mold Fáfn 23, troða goðveg Hyndl 5, troða helveg Vsp 52, vegr es vætki trøðr Hávm 119, troða flugstíg Hhund II 49, troða hauðr of heiði Bbreiðv 6, troða Áta jörð, om skibet, Oddi 4, troða bekkjar bláröst bifrauknum ára Sindr 1 (her er konungr subjektet), troða Ránar raunbeð, betræde Rans leje, drukne, Frþ I 11, borðvigg tróðu brimsgang Steinn 3, 5, tveir meiri döglingar tróðut (sæ) Steinn 3, 11 ; trað nipt Nara nóttverð ara, Hel betrådte ligene, mændene blev til lig, Hfl 10, troða ljóna bága, om maren, Yt 3 ; hauki troðinn (armr) Eg Lv 12, (eldr) trað Ingjald ífjörvan Yt 27. 2) træde under födder, troða e-n und fótum Ghv 16, HolmgB 13 (i figurlig mening), troða und fótum ferðir Saxa, om en vildgalt, Merl II 24 ; örvendi trezk undir Þorm 2, 5 ; tróðusk hóm fylvingum, blev trykkede ned ved hjælp af, om Gjalp og Greip, Þdr 14. 3) stoppe, presse troða e-m í hanzka Hárb 26. Jfr fót-.

trog, n, trug, især sådanne som brugtes til at opbevare mælk eller bære fejeskarn ud, søkkvir troga, 'trug-sænker', ironisk kenning, enten om en, der sænker mælketrugene i vand for at vaske dem, eller én, der bærer fejeskarnet ud og smider det ud, Hfr Lv 1 ; mulig er trog her det s. s. blóttrygill i v. 22. Jfr hland-.

troll, tröll, n, trold, jætte eller jættekvinde (vokalen o ses af rim Korm Lv 44, Anon (X) II B 8, (XIII) B 23, Þjsk Lv 2 o. s. v., tröll kun Mhkv 15), ekki mart er verra en tröll Mhkv 15, trolla byggðir Ormsþ IV 3, trolls hamr, utyskeham, Vsp 40 (her betyder troll et troldagtigt væsen, :: ulv), troll hafa trylda þessa (konu) Korm Lv 48, troll kalla mik Anon (X) II B 6, eru sollin rif í trolli Anon (X) II B 8 (her om en troldkyndig person), trautt munk trúa þér troll Anon (XIII) B 23 ; troll brjóta hrís í (fœtr) e-m, en talemåde om ilde medfart, som en må döje, ÞjóðA 3, 19. I forbandelser, troll hafi Tréfót allan Grettis 2, troll hafi líf ef, troldene tage mit liv, hvis, HolmgB 11 ; þá gaf hann Tréskegg trollum Anon (X) I B 2, gefa fingrgoll trollum, give til troldene, kaste noget bort, bauð fingrgoll gefit trollum, önskede min ring pokker i vold, Korm Lv 44. I kenninger, for ulv : trolls marr Rst 17, fákr trolls Drv (XI) 11, for sværd : fetils troll Þjsk Lv 2 (jfr SnE II 512. 513). trjónu troll, den med trjóna (hammerspids) forsynede trold, Mjölnir, Haustl 17. Jfr hamar-.

trollhendr (også skr. trollendr), f. pl, troldehænder, brugt i forbandelser, götur troðiz fyr þér í trollhendr, så at du kommer til troldene, i deres vold, Bós 6.

trolli, m, tilnavn til Þorgrímr (11. årh.), 'den mörkladne'?, Þorm 2, 13.

trollkona, f, troldkvinde, om sejdkvinder, Frþ I 15.

trollkundr, adj, fra troldene stammende, om maren, d.v.s. sejdkvinden Huld, Yt 3. Jfr Aarbb. 1881 s. 208 f.

trollmarr, m, 'trold-hest', ulv, v. l. til trolls marr Rst 17.

tróð, n, koll., taglægter, tynde tömmerstokke, som underlag for taget, þryngva (höfði) við tróði, op imod taget, Þdr 14, glóð varð föst í tróði ÞjóðA 3, 21.

tróða, f, tynd stang, især sådan som brugtes til tagtækning (jfr tróð), hyppigt i kvindekenninger, jfr Þul IV yy 3, bauga tróða Katr 32, Endils eldgrundar (= grundar elds) tróða Hfr Lv 3, verglóðar tróða Hfr Lv 20, marglóða tróða Vígl 4, og som v. l. Þorm 2, 24, elfar elds tróða Katr 30, Iðja mála tróða Katr 38, arms orms tróða ÞorkHraun, Hjaðninga grjóts tróða HSt 2, 3, tjalda tróða Vígl 18 ; som halvkenning, Vígl 7. 21. Jfr auð-.

trumba, f, pibe, flöjte, þjóta í trumbu Máni 3.

1. trúa, f, (-u og trú), yngre trú (-ar), 1) tro, tillid, halda trú til e-s, vise sig tillid værd, overholde noget trofast, Hsv 90 (v. l.). 2) tro i religiös henseende, frá trú týndir ESk 6, 40, við trú, på grund af troen, ESk 6, 68, láta trúu boðna Ód 9, kenna trúu góða Rst 9, koma ramri trúu á land Ód 12, læra e-n götu sinnar trú Pl 8, tregbjóðr (s. d.) trúar, efterladen munk, Mv III 9, trúan bauð at sanna Lil 34, þat er rétt trúa mín Lil 6. Jfr ó-.

2. trúa, (trúða, trúat), 1) tro, stole på, absolut, Sigrdr 7, Guðr II 20, trúa e-m (vel, vart, illa) Bragi Lv 1, Gunnl Lv 2, Hávm 44. 45, jfr HHj 14, St 15. 22, Þmáhl 16, fláróðum má trautt of trúa Mhkv 28, trúa meyjar orðum Hávm 84, trúa konu annars Korm Lv 48, trúa tryggðum e-s Hávm 110, trúa hug, være modig nok, Hym 17, Merl I 30, trúa nesti, have forråd nok, Hávm 73, trúa jöxlum, have kindtænder kraftige nok, Am 83, trúa raun, stole på, Ht 26, trúa magni Herv III 11. 2) tro noget, anse noget for sandt, med dat., Am 74, Lil 18, tro på ens ord, at de er sande, med dativ, Mhkv 24, absolut, trúik eigi at heldr Anon (XI) Lv 13 ; med á (og acc.), trúa á goð Hyndl 10, ESk 6, 14, Sigv 12, 22, trúa á gram, tro, stole på, Gríp 47, trúa á sik Ísldr 25, Sól 17 ; medium, reciprokt, vel mættim tveir trúask Skí 5.

trúarbót, f, forbedring af troen, Ólhv 4, 2.

trúarsæði, n, troens sæd, frökorn, láta trúarsæði frævask Gdβ 15.

trúðr, m, (-ar), spillemand, gögler, leikarar ok trúðar Harkv 22, inn í búð at trúðar Nj (XII) 8 ; foragteligt menneske i alm., Nj 14, trúðar Mey 49.

trúliga, adv, 'troligt', tillidsfuldt, leita trúnaðarmanns trúliga Hsv 119 (v. l.) ; Pét 10.

trúlundaðr, adj, pålidelig i sind, Pét 10.

trúnaðarmaðr, m, 'tillidsmand', fortrolig ven, som man har fuldt tillid til, Hsv 119.

trúr, adj, 1) pålidelig, trúr vask tyggja dýrum, han kunde stole på mig, Eyv Lv 10, (menn) trúir skaldi GÞorg, trúr at hug Mhkv 7, trúr í tungu, med hensyn til sin tunge, pålidelig med hensyn til betrode ting, Hsv 19, Gd 9, trú tryggð GSvert 8, trútt traust Has 62, trúar líknir Arn 5, 25, trúar sættir Sturl 8, 1 ; trú verk Pét 27. 2) heldig, allar eru tíðir trúar Hsv 85. Jfr hug-, jafn-, sigr-.

tryggð, f, 1) troskab, sikkerhed, sikkerhedstilstand, der bevirkes ved en persons löfte om at ville skåne en anden (modstander), svíkva, véla í tryggð, svige en mod sit sikkerhedslöfte, mod tro og love, Hárb 34, Sigrdr 7, Hál 12, ÞSkall 2, svíkja í tryggðum Merl I 42, tældr í tryggðum Ormsþ IV 3, taka við tryggðum e-s, modtage ens troskabslöfte, Sigsk 1, unnar tryggðir Sigsk 17. 20, rjúfa tryggðir Nj 15, slíta tryggðum Mhkv 3, hvat skal hans (Óðins) tryggðum trúa Hávm 110 ; vinna tryggðir margra súta, give en venskabsforsikringer (til erstatning) for, Guðr II 20 (tryggðir synes her brugt næsten som bœtr, der dog ikke just består i håndgribelig erstatning). 2) fortroligt forhold, af tryggðum segja ástráð, meddele et kærligt og fortroligt, pålideligt råd, Hym 4 ; tryggðar tírr, holdbarhedens pryd, berömmelig pryd, om solide kirkebygninger, Mark 1, 25. þás trú tryggð tóksk með mönnum, da der opstod et gensidigt fortroligheds- og venskabsforhold, synes snarest at være meningen, GSvert 8. Jfr her-.

tryggðarlauss, adj, uden sikkerhed, d.v.s. en af hvem man ikke kan få eller vænte sikkerhed, fred, tryggðarlausir snákar Merl II 14.

tryggðrof, n, brud på sikkerhed(slöfte), brud på troskab, Sigrdr 23.

trygglauss, adj, som man ikke kan lide på, som er uden sikkerhed, farlig, trygglaust of far (goða) Haustl 1.

tryggliga, adv, tro, uden vaklen, fast, tryggliga trúði Sól 20.

tryggr, adj, 1) pålidelig, som man kan stole på ("solid"), tryggr vinr, tryggvir vinir Hávm 67, HolmgB 7, tryggr vinr minn sás trúa knáttak Arbj 10, tryggvir menn Hhund I 25, Örv III 2, vilgi tryggr, om Loke, Þdr 1, tryggr jarl Sigv 1, 11 ; trygg róð, pålidelige, ærlige, handlinger, trauðr tryggra ráða, upålidelig, falsk, Nj 13, tryggt siðferðar blóm Heilv 3 ; vasa tunglskin tryggt at líta, det var ikke sikkert at se på, man fölte sig ikke sikker, tryg, om Eriks frygtelige blik, Arbj 5. 2) tryg, sikker, godtroende, gerðumk tryggr at trúa hónum St 22, verðit maðr svá tryggr at þessu trúi öllu Hávm 89. Jfr auð-, ó-, Sig-.

tryggva, (-ða, -ðr), göre pålidelig, sikre, tryggva liði friðbygg Fróða Ht 43, friði tryggð byggð Mark 1, 28 ; tryggva óð, göre et godt vers, Nj (XII) 3.

Tryggvi, m, Olaf Tryggvasons fader, Stefnir 1, Hfr 2, 6 o.s.v., Sigv 11, 5, Rst 4 o.s.v., en sön af kong Olaf, Sigv 8.

tryggvinr, m, pålidelig ven, tryggvinr engla, gud, Ólsv 3, 2.

trylla, (-da, -dr), forgöre, forhekse, mjök hafa troll of trylda (konu) Korm Lv 48 ; ordet beror i övrigt på rettelse.

trýni, n, tryne, flab, kæft, om ulven, Rst 17.

trýta, (-tta, -tt), af usikker betydning i trýtti æ trönu hvöt Hamð 17 ; det fortælles, at brödrene Sörle og Hamde fandt deres söstersön såret i et træ og "vindkolde ulvetrær vestenfor gården" — hvorpå den anförte sætning fölger ; fortsættelsen er: "de havde ikke lyst til at vænte (dvæle)" ; Björn Halldórsson anförer talemåden aldrei heyrða ek trönu mína tríta (:: trýta), 'aldrig har jeg hört mit garnnögle trimle' (rulle, volutari) ; dette udtryk synes bestemt at indeholde det samme (i negativ form) som Hamð-stedet ; der synes(?) at være hentydet til dem med en klirrende lyd forbundne dingle (af ligene) i galgen, af en så uhyggelig art, at de, som kom dertil, helst skyndede sig bort snarest muligt ; men hvöt er i alle tilfælde lidet forståeligt.

Træjánús, m, kejser Trajan, Pl 33.

tröð, f, vej, sti (især en sådan som med hegn til bægge sider går gennem tunet hen til gården), koma á auða tröð, på den forladte sti, indtage en tom plads, Hák 20, of tröð, over vejen, landet, VGl 6, fœra Barða á tröð við Orm, före den frem side om side med, Hókr 5. I kenninger, for 'sö' : Sölsa bekkjar tröð, den sti der förer over Sölses bænk (havet), Hallv 1 ; men her kunde tröð også henföres til Sveiða og hreinum til Sölsa bekkjar ; tröð fleyja Eþver 2, bóru tröð Hfr Lv 16, for fjæld : tröð glamma ferðar Gldr 16, for land : Hörða tröð, Hordland, Eg Ber. Jfr þjóð-, ör-.

Trönubeina, f, navn på en af Træls dötre ('med traneben' :: tynde lægge), Rþ 13.

Trönueyrr, f, sagnlokalitet, Hhund I 24.

Trönuvágar, m. pl, sagnlokalitet, Örv VII 16, IX 44.

tugga, f, stykke (eller noget) man tygger eller skal tygge, spise, i kenninger for lig : Munins tugga GSúrs 31, ÞSær 2, 4, Þmáhl 13, ulfs tugga Arn 5, 9 ; for Fenrir : Gleipnis tugga, hráki Gleipnis tuggu, elven Vón, hvilket in casu bruges for appell. vón 'håb', sitja á vón, sidde og vænte, Stríðk ; for sværd (efterklassik, i transitiv betydning 'hvad der tygger, bider') : Herjans tugga Ormsþ IV 5. Jfr Meissner 150.

tugr se tøgr.

Tumi, m, Tume Sigvatsson, GOdds 3, Anon (XIII) B 19 ; sagnperson, Ormsþ IV 7 ; navnet er kælenavn for Tómás.

tundr, n, ildtænder, hvad der kan brænde, tundr lagði (kona) undir, :: under gryden, EGils 1, 29.

tunga, f, 1) tunge, á tungu mér Arbj 15, tunga er höfuðs bani Hávm 73, gæta tungu í góma báða Am 9, hrœra tungu Anon (XI) Lv 3, St 1, séa við tungu, :: ens ord, Gunnl Lv 8, harðr í tungu, d. s., Hfr Lv 28, trúr í tungu Hsv 19, Gd 9 (jfr trúr), tunga fekk mér golls, min tunge, d.v.s. mine digterord, Sigv 11, 17, hraðmælt tunga Hávm 29, fló tunga Lok 31, fláróð tunga Hávm 118, tírkunn tunga ESk 6, 60 (jfr 64) ; (rúnar) á Braga tungu Sigrdr 16 ; ulfa ferðar tunga Arn 2, 5. I kenninger, for sværdklinge : tunga meðalkafla Ggnæv 2, hjalta tungur Ólhv 2, 10, slíðra tunga, tungur Hl 9 b. 37 b, véttrima tungur Bkrepp 8. 2) sprog, nema á margar tungur Mark 1, 9, mæla á hverja tungu manns Gríp 17, á danska tungu, með danskri tungu Sigv 1, 15, Mark 1, 27, ESk 6, 26, Lil 4. 3) trekantet stykke land der dannes ved elves sammenflyden, Þul IV æ 2. Gårdsnavn på Island (Brœðratunga) Nj 20 ; Tungur, stednavn i Norge, ved indlöbet til Stavangerfjorden (på sydsiden), Sigv 7, 2. 3. Jfr foraðs-, hó-, ítr-, lof-, orms-, slíðr-, sval-, vesæri-.

tungl, n, himmellegeme, især sol eller måne, Þul IV ll, tungls tjúgari, solens sluger, solulven, Vsp 40, gefa tungl merkja, for at betegne, Ólsv 3, 2. I kenninger, for himmel : tungla rann ESk 6, 46, tungla hválf Gdβ 15, for gud : tungls tyggi Merl II 60, tungla stýrir Gdβ 54, for sværd : folka tungl ÞHjalt 1, örveðrs tingls tungl Jór 4, for öje (jfr SnE I 538) : hvarma tungl Korm Lv 3, for skjold : Hildar tungl Ólhv 2, 10, Hrundar hríðar tungl Hl 36 b, tingla tangar tungl Hókr 3 ; uklart er tungl sjötrungnis Anon (X) II B 6. Jfr baug-, brá-, böð-, enni-, himin-, hlýr-, remmi-, straum-.

tunglbryggja, f, 'sol-(resp. måne-)bro', himmel, Leið 19.

tunglrann, n, 'sol-(resp. måne-)hus', himmel, EGils 1, 5.

tunglskin, n, 'sol-(resp. måne-)skin', tuglskin Eiríks bráa, Eriks hvasse blik (bráa tungl = öje), Arbj 5.

tungusœtr, adj, 'tungesöd', söd i sin tale, veltalende, Lil 92.

Tunni, m, sagnperson (træl og skatmester), Yt 17.

tupt se topt.

turn, m, tårn, Merl I 19, II 6. Jfr gnap-, hó-.

tusi, m, ild, Þul IV pp 2 (eller túsi, jfr skrivemåden tvsi?).

tuttr, m, pusling, tuttr lítli Örv V ; ordet er vist = stuttr (som subst.), udtalt, som det kaldes nu, med "tæpitúnga".

tuttugu, talo., tyve, Nkt 14.

tún, n, indhegnet stykke, hvorpå der er bebyggelse, í túni Vsp 8, Harkv 16, Hjörtr 2, Guðr I 16. 22, II 40, Sigsk 29, í túnum (Odins) Vafþr 40. 41 ; i pl, om en hel bolig, gård, Freyju tún Þry 3 ; fimm tún Örv IV 3 ; tun, i isl. betydning, græsmark omkring gården, Vígl 7. I kenninger, for en gravhöj (med omliggende areal) : tún (Þórgríms) GSúrs 8, for himmel : himins rítar tún Leið 42, for sö : barðs tún Þorm 2, 11, for hoved : reikar tún Sigv 12, 14, for öje : hvarma tún Ragn IV 3, for guld : snáka tún GSúrs 5, for bryst : mælsku tún Líkn 4, hyggju tún Líkn 40 ; dristig er kenningen bragar tún, digtningens mark, :: digtningen som helhed, (jfr hele sammenhængen), Arbj 25. Jfr dorg-, föður-, grjót-, hug-, hval-, hó-, il-, mun-, Nóa-, rauð-, Sig-, val-.

túnhlið, n, indgangen til tunet, Hhund I 48.

túnriða, f, 'tun-rytterske', troldvæsen der i mörke rider i luften over gårde og bygninger (jfr myrkriða, kveldriða), Hávm 155.

Túnsberg, n, Tönsberg i Norge, Þskakk 2, Játg.

túnvöllr, m, = tún, i isl. betydning 'den gödede græsmark' omkring gården, teðja túnvöllu Korm Lv 13 ; reyðar túnvöllr, havet, Steinn 3, 11.

túsi se tusi.

Túskaland, n, 'Tuskernes land', Touraine i Frankrig, Ótt 2, 12.

Túta, m, navn på en frisisk dværg (11. årh.), SnH 2, 1.

Tvedda, f, elven Tweed i England, Þul IV v 5.

Tveggi, m, navn på Odin, Þul IV jj 8 ; brœðr Tveggja Vsp 63, Tveggja bági, Fenrisulven, St 25, nesja takhreins Tveggi, sömand, mand, Grettis 12.

tveir, tvær, tvau, talo., to (acc. tváa Korm Lv 29, Hfr 3, 3, Ótt 2, 13, Refr 2, 1, Hym 21, Akv 37, men tvá ÞTref 4, Hym 9. 15, Am 50, jfr Skjspr 85-86), Bragi Lv 1, Yt 13, Eg Lv 46, Anon (X) I B 7, Korm Lv 16. 47, Gldr 4, Bbreiðv 2, Jór 4. 5, Skí 5, Lok 19. 25, Sigsk 1 ; í tvau GSúrs 31, Korm Lv 27, Hfr 3, 29, Sigv 13, 10, Bjhít 2, 16, Hym 12, Grott 23, tveir menn einir Hamð 22, leika tveim skjöldum Am 74, Eyv Lv 10, þótt tvær geitr eigi Hávm 36, fáa tvær leiðir (se leið) Am 21, til hluta tveggja Sigsk 23, rjóða tvær eggjar, bægge ægge, Arn 6, 2.

tvenni, n. pl, = tvenn Rst 10, her står i hds tvenna, hvilket må rettes enten til tvenni eller tvennin (hörende til þjóðlönd). Jfr þrenni(nn). Rigtigere er det måske at læse tvinn-.

tvennr, tal-adj, 1) dobbelt (jfr Skjspr 86), tvennr ávöxtr, frugt to gange om året, Ólhv 2, 1, seljask tvenna gísla, gensidige gisler, Ólhv 2, 5, tvenn óst, kærlighed til to parter (til gud og mennesker), Líkn 34. 2) iövrigt ofte i samme betydning som 'to', tvennr tregi Skí 29, tvenn ok þrenn mærðar efni Arbj 15 (jfr prosaens forklaring, ser synes at forudsætte ordet med ét n), tvenn lög Gísl 1, 2 ; således også Has 36, Leið 27, Lil 67. 72, Heil 13. 25, Katr 41. Jfr tvenni og tvinnr.

tvéfaldr, adj, dobbelt, tvéfaldr sigr Heil 3.

tvévetr, adj, to år gammel, Anon (XI) Lv 13, Herv VI 2, Hávm 90.

tvinni, m, tråd (egl 'noget dobbelt sammensnot'), i kenninger for kvinde, Syn tvinna GSúrs 34, tvinna Röskva EGils 3, 1, Bil tvinna Vígl 20, tvinna skorð Harð 4.

tvinnr, tal-adj, = tvennr, dobbelt, tvinnr blómi Sturl 4, 4.

tvistr, tystr, adj, 1) egl 'tvedelt', delt i partier, hvé lengi skal grund tyst Sigv 11, 9, (menn) vóru tvistir, opfattelsen her er ikke sikker, uenige eller nedslåede(?), ÞKolb Lv 6. 2) nedslået, bedrövet, mist hefk fljóðs ens tvista, som bliver sorgfuld ved adskillelsen, Korm Lv 21, tvist hjarta Heilv 9, tvist mundar Hrist EGils 1, 10, jfr Mv II 16. Jfr harm-, ó-, ógn-.

tvisvar, tysvar, tal-adv, to gange, Hym 33, ESk 6, 60, Lil 67, Eg Lv 40, Sturl 4, 4 ; nefna tvisvar Tý Sigrdr 6.

Tvíblindi, m, Odins navn (egl 'blind på bægge öjne'), Þul IV jj 4.

tvíbyrðingr, m, skjold (egl 'sammensat af to borð, træplader'), Þul IV r 2. Jfr Falk, Waff 129.

tvískelfðr, adj, 'dobbelt-rystet', navn på et versemål, hvis ejendommelighed består i, at der i de ulige linjer fölger 3 vægtige betonede stavelser ovenpå hinanden i linjens begyndelse (f. eks. Hers gnótt hölð-), tvískelfð drápa (som Rekstefja) Rst 35.

tvískipta, (-ta, -tr), tvedele, dele itu, tvískipta toptum Grettis 22.

tvítøgr, adj, 20 år gammel, es tvítøgir (skr. -tugir) tölðumk Krm 3.

tvívetri, n, to vintre, oversættelse af lat. biennium, Merl I 24.

tvíviðr, m, bue (egl 'dobbelt-træ', :: noget der er sammensat af to træstykker), Þul IV p, tvíviðar tollurr, kriger, Þdr 19 ; hagl tvíviðar, pile, Merl II 65.

tyggi, m, fyrste, konge (i hds. skrives næsten altid tiggi, selv om rimet fordrer y, tiggi findes derimod i rim kun Ht 74 ; denne udtale må være bleven almindelig ved 1200 ; at der skulde foreligge 2 forskellige ord er næppe troligt), Þul IV hh 1, Hfr 2, 6. 9 ; 3, 24, Eyv Lv 10, Arn 3, 17 ; 6, 1, ÞjóðA 3, 8, Valg 7, Hhund I 48, Reg 15 o.s.v. ; tyggi Svía Sigv 12, 1, tyggi grundar Ht 52. I kenninger, for gud : tyggi sólar ESk 6, 65, tyggi sólar hjalms Arn 7, 1, tyggi vagnbryggju Ník 1, 3, tyggi tunglbryggju Leið 19, for træl : tyggi grefja, ironisk, GnóðÁsm. Jfr himin-.

tyggva, (tögg, tugginn), tygge, spise, töggtu tíðliga Am 83, beðit mik at tyggva Guðr II 40, ulfar tuggu hræ Arn 5, 17, hjörtu við hunang tuggin Guðr II 41, Akv 36, hjalmgríðr (öksen) tögg hold ok bein Snjólfr 6.

typpa, (-ða, -ðr), sætte op i topform, typpa of höfuð, sætte topformet hovedpynt på nogen, Þry 16. 19.

typpi, n, top (af toppr), élmars typpi, skibstoppe, mastetoppene, Arn 2, 10.

typta, (-ta, -tr), tugte, ave, Lil 81.

tyrðilmúli, m, alke-art (alca torda), Þul IV xx 4 (vist af torð, og hvad múli angår jfr det nuværende navn klumba).

Tyrfifinnar, m. pl, Terfinner (i det nordligste Norge ; det förste led beror vel på folkelig etymologiseren), Örv IX 9.

Tyrfingr, m, det berömte sværd i Hervörsagnet (af torf, fordi den gemtes så længe i jorden, eller = 'jordfunden'? ; har sikkert intet at göre med Tervingi, Herv III 6, Þul IV l 7 ; sværd i alm., tyrfings eggjar Arn 6, 2. Jfr Falk, Waff 62. Mandsnavn, en af Arngrimssönnerne, Örv III 1, Hyndl 23.

Tyrvist, f, öen Tyrve blandt Syderöerne, Bkrepp 6.

tý, n, et sådant ord må vistnok antages at foreligge i forbindelsen þursa týs (skr tys, tøs, tøs, tols o.s.v.) Eyv Lv 11 ; tý betyder måske 'hjælperske', :: ægtekvinde ; þursa týs (jættekvindens) byrr, sind, sindelag. Om det er det samme ord som foreligger i Arbj 19 : vinr Véþorms veklinga tos (sål. hds.), er usikkert. Jfr BMÓlsen, Arkiv XVIII, 199 f.

týframr, adj, 'gudedygtig', dygtig som en gud, meget dygtig, Haustl 1.

týgiligr, adj, (da týgi og skýja danner rim, var det muligt, at ordet rettere burde opfattes og skrives týi-, men etymologien er usikker), truende, vredagtig, ef týgilig mól biti (mann) MÞórð 2 (eller for týju- af det fölgende ord ; tvivlsomme ord, ord der kan forstås på to måder?).

1. týja, f, tvivl, ey vas mér týja Akv 27.

2. týja, (-ða, -ðr?), hjælpe, týja e-m HolmgB 5 ; intr. nytte, eyvit týr þótt skyndi seinn Mhkv 12.

týmargr, adj, overmåde talrig, týmargr flótti ÞjóðA 1, 17.

týna, (-da, -dr), 1) tilintetgöre (af tjón), med dativ, týna Birkibeinum Nefari, eggja týndu lífi seggja Mark 1, 19 ; med., rekkar týndusk, omkom, Hl 21 a, ból týndusk Arn 5, 11, gleði týnisk ESk 6, 63, allir týnumk, fortabes, Líkn 3, týndir frá trú, fortabte fra troen, ESk 6, 40, vægð er týndum nægðiz Lil 82. 2) miste, týna lífi Guðr II 12, týna aldri Sigsk 51, týna ævi Krm 3, týna öndu Sigsk 60, HHj 37, Jóms 41, týna frelsi sínu Sturl 3, 7, himnar týndu ljósi Lil 59, týna óst Hsv 107, týna meiðmum, gå glip af, Sigsk 15. 3) glemme, lítt týnik því GSúrs 23, týnik trauðla rúnum Rv 1. 4) med acc., tilintetgöre, týna fjör Gauta Vell 30.

týnir, m, tilintetgörer, týnir sauða, ræv, Merl I 28, týnir randa, kriger, Sturl 6, 8, týnir tjörreinar, d. s., ÞTref 4. I kenninger for 'gavmild mand', uddeler, týnir vala strætis fasta ESk 6, 25, týnir máskeiðs fúra Krók 1. Jfr blik-, seim-.

týr, m, 1) gud, guddom, fló með fróðgum tívi (v. l. tíva) Haustl 8, især i pl, tívar (jfr Bugge, Home of the Eddas XXXIX f.) Grí 5, tívar ok ginnregin Hym 4, týframir tívar Haustl 1, tormiðluðr tívum Haustl 3, ríkir tívar Þry 14, Bdr 1, tíva rök Vafþr 38. 42, telja tíva fyrir Hávm 159. 2) som egennavn på guden Ty (her kunde ý også findes i dativ, ligeledes trængte r sig ind i dativ Týri og gen. Týrs, men dette skete först meget sent), Þul IV g, ifölge Hym sön af Odin og en jættekvinde, Hym 4. 33 ; Lok 40 ; Týs óttungr, Ynglingekonge, eller en Ladejarl, Yt 17, Hál 12. Hyppigt i kenninger, for Odin : böðvar Týr, eldar böðvar Týs, sværd, Sturl 4, 19, Gauta Týr, d. s., = Gautatýr (s. d.), Hák 1, for kriger : böðvar Týr EGils 1, 15, Hristar Týr Merl II 14, Týr Heðins meyjar Hfr 3, 17, þremja svells drífu Týr Þorm 2, 6 ; Týr hjalta óns Þorm 2, 16, með brands Týri Þtréf (hvis ordet er rigtigt ; fejl for tívi?), Týr fleina EGils 3, 1, Týr teinlautar Vell 30, Týr tjörva Hfr 2, 9 ; Týr bauga Hák 6, Týr bóru leygjar Helgdýrr, Týr taura Korm Lv 47, farlands fasta Týr ÞKolb 3, 6 ; ára elgs (skibets) Týr Ísldr 8 ; Týr topta (s. d.) Harð 16, karms (vognens) Týr, Tor, Þdr 19, i pl. ýs tívar, mænd, Sigv 12, 23. GSúrs 16 er noget urigtigt, da Tý her alene skulde betyde 'mand'. 3) Runenavn (t), nefna tysvar Tý (dog er Týr her vist dobbelttydigt) Sigrdr 6, jfr Týr er æinendr ása Rún 23. Jfr auð-, beiði-, byrgi-, farma-, felli-, fimbul-, geir-, hanga-, her-, hirði-, hjalm-, hropta-, men-, reiði-, remmi-, sig-, sœki(-tívar), val-, vera-.

tæla, (-da, -dr), besnære, svige, þat tælir horska hugi Hávm 91, marga hefr þat hyggna tælt Mhkv 20, tæla mög Fáfn 33, vil ok dul tælir virða sonu Sól 34, hörundar hungr tælir hölða Sól 50, tólum tældr Alv 35 ; besnære, fælde, réð tæla nýtan Þorm 1, 11, þat tældi hildar hvötuð Sigv 12, 9 ; overvælde, lát aldri ofsvefni tæla þik Hsv 18.

tælir, m, besnærer, ödelægger, unnar hyr- (guldets) tælir (disse to ord adskilte), gavmild mand, Ísldr 23.

tæra, (-ða, -ðr), give, yde, gjöf tærisk SnE II 218.

tærir, m, giver, tærir miskunnar, Sct. Peder, Pét 52.

tœja, (-ða, -t), 1) hjælpe, oss tæjandi Gdβ 46, bað dróttin tœja sér Pl 18, tœði brœðr ÞjóðA 3, 1, hrafns fœði vel tœði ÞjóðA 3, 15, Steinn 1, 7, Svíar tœðu þér ÞjóðA 3, 8, 2) vise, med gen., tœja tanna (jfr téa) Korm Lv 32.

tœma, (-ða, -ðr), tömme, svá tœmir láð lýða börnum, gör folketomt, Merl II 38 ; arfr tœmiz, arv bliver ledig, tilfalder, Vitn 9.

tœnaðarmaðr, m, hjælper, en som går i forbön, tœnaðarmaðr í bœnum Gd 21.

tœnaðr, m, hjælp, tœnaðr bœna Líkn 8, biðja tœnaðar Hsv 117, veita tœnað sinn Katr 48, fyr tœnað Máríu Lil 82.

tœta, (-tta, -ttr), rive, pille, fra hinanden, især om indfiltret uld (uldtot), vefa ok tœta (mærk denne sammenstilling) Ægis dœtr (bölgene med deres hvide skumtoppe tænkes her som uld, der skal redes), Sveinn 1.

töfranorn, f, heks, troldkvinde, i pl., Bós 8.

töng, f, tang, tangir skópu Vsp 7, nema með tangar munni ESk 6, 60, tingla töng = brandr på et skib, hvis tungl er 'skjold', Hókr 3 ; konungr tangar, grovsmed, ÞjóðA 4, 15 ; tangar þang, 'tangstilk, som tangen griber om', = sía, (glödende) jærnstang, Þdr 16, tangar hangagalgi, arm, Rv 7. Jfr dal-, hramm-, hvarm-, spenni-.

tönn, f, (pl. tennr, tenn, teðr), tand, Anon (X) I B 7, Völ 25. 36, rjóða tönn Bkrepp 6, rjóða ylgjar tönn Sigv 1, 12, rjóða fenris teðr Ísldr 7, (rúnar) á Sleipnis tönnum Sigrdr 15, tenn hónum teygjask (s. d.), tænderne strækker sig ud (af begærlighed), Völ 17, gnísta tennr, skære tænder, Lil 73, tœja, téa, tanna, vise tænder, :: ved at smile, og så 'smile' (af glæde), Korm Lv 32, HolmgB 9 ; tanna sár, sår ved tænderne, Mhkv 12, tanna hvarf, munden (eller mundhulheden bag tænderne), Ulfr Lv ; tennr Hallinskíða, Heimdals tænder, guld (jfr Golltanni), Gráf 13 ; tönn foldar, sten, Gdβ 33, lagar tönn, d. s., hvis teksten er rigtig (jfr vébraut), Gldr 2. Jfr fen-, Hildi-, víg-, þref-.

töpuðr, m, tilintetgörer, töpuðr naðrbings, guldets öder, mand, Bkrepp 8. Jfr angr-, brík-, gráð-, hring-.

tös se tý.

Tötra, f, sagnperson, Gautr I 4.

tötrar, m. pl, pjalter, hvat hafim heldr an tötra Þstf 2, 1.

tötrughypja, f, 'pjalte-klædt' (af hjúpr), Hhund I 43. Egennavn, datter af Træl, Rþ 13.

tóg, f, rodtrævl, rod, Þul IV kk 1, ef høggr tóg undan (tekr tré at hníga) Am 73.

tól, f, svig, bedrag, list, (yngre er tál i sing som ntr), vasa tál Anon (XIII) B 16, af tál fjanda EGils 3, 2, tál es at mæla annat Steinn 1, 6, hafa tól teitimála Korm Lv 55, tálar bál, hæftig sygdom (af åndelig art), EGils 1, 12 ; hyppig i pl, draga e-n á tálar, svige en, Stefnir 1, tældr miklum tálum Alv 35, verða at tálum, blive til svig (for en), anvende svig (mod en), Sól 20 ; settir með hörðum tálum, om en sygdom, EGils 3, 9 ; sløkkvir, eyðir tála, from, ærlig, mand, om biskop Gudmund, EGils 2, 14 ; 1, 27 ; tál Erlings, Erlings fald, (jfr tæla), Sigv 7, 8. Jfr fjörtól.

tórughlýri, m, med kinder våde af gråd, at telja tórughlýra (fem.) Ghv 9.

tøgdrápa, f, et slags digt (navnets oprindelse er uklar ; = tvítøg drápa?), Þloft 2, 8.

tøgr, m, (skr. tigr, tegr, togr, tugr, jfr Bugge, Arkiv II 252), tier, fullr tøgr Sigv 1, 10, fylla annan tøg Arn 3, 18, halfan þriðja tøg Tindr 1, 4, þrim tøgum snekkjum Ív 36, þrim tigum vetrum Gdβ 61, þriggja tega (hds tego) manna Guðr III 5, með þría tøgu sst, þræla þría tøgu Am 95, þrír tøgir Am 54, fjórða tøgar manna HolmgB 9, fjórum tøgum dögum Líkn 24, fjórir tøgir drengja Þorm 1, 12, fjórir tøgir vetra VGl 9, fjórum færi (sverð) an fimm tøgu HHj 8, sex tøgir Þstf 1, 2, átta tøgu (borga) ÞjóðA 3, 2, fimm hundruð dura ok umb fjórum tøgum Grí 23. 24, gjalda hundruð þría tøgu Anon (XII) B 5, jfr 6.