rjóða, (rauð, roðinn), 1) farve röd, om den af solen frembragte farve, roðnar brautir Hhund II 49, om guldets farve, unnar fasti rauð rönd, gjorde skjoldet rödt, Sturl 3, 14, hertil hörer vel roðin merki Ht 64, roðinn hauss, det forgyldte dragehoved, Mark 1, 6, roðit barð Ht 63, roðinn randar himinn Hák 8, roðnar randir Harkv 5, jfr gjölnar roðnar golli Sigv 12, 3, hoddum roðnir oddar Arn 6, 15 ; roðnust rósa Lil 25 ; rjóðandi móðir, moder der bliver röd på grund af gråd, Mey 5. 2) rödfarve i blod, stafir ristnir ok roðnir Guðr II 22, rjóða spjöll í dreyra Eg Lv 3, rjóða bœkr í dreyra Ghv 4, Hamð 7, teinar roðnir í blóði Guðr II 40, rjóða hörg í blóði Hyndl 10, blóð rauð kveifar hraun GSúrs 27, rýðr ragna sjöt dreyra, her upersonl.(?) Vsp 41, Anon (XIII) B 31, rjóða fold Reg 26, rjóða fold sínum drótni, med deres konges blod, Yt 5, rjóða þjóðum völl blóði Gráf 7, rjóða heiði (upers.) Ótt 2, 9, rjóða völl Rþ 37, ó roðin unda gjalfri Krm 4, rjóða skers fold, havet, Sigv 2, 11 ; rjóða geir Hárb 40, rjóða odd Krm 38, rjóða Írum odd Arn 5, 10, rjóða hjör Hfl 10, rjóða brand Grott 15, rjóða branda Jóms 7, roðnir brandar Sigv 2, 7, rjóða sverð HHj 34, roðit (sverð) ESk 6, 48, rjóða sverð í blóði Eg Lv 30, rjóða hjör á e-m Fáfn 24. 28, rjóða mæki Eirm 6, rjóða mæki á e-m Fáfn 1, Yt 12, rjóða egg Hókr 8, rjóða eggjar Gríp 50, Brot 5, rjóða benja linn á e-m HolmgB 13, roðnir hjaldrgoðs hneitiknífar Eg Lv 39, roðinn vas randar máni Krm 6, rjóða heina laut á Gautum Gráf 4, jötuns eykr (oksen) rauð farra trjónu flæming (hornet) á Agli Yt 17 ; øx rýzk Atli, roðinn skjöldr, som v. l., Hfr Lv 13, rjóða skjaldborgir í blóði Hák 6, rjóða rönd Hharð 1, hlíf rauzk Skáldh 2, Sörla föt verða rjóðask í blóði Hfr 1, 9, rjóða e-m járngrá styrs serki Ht 7, rjóða merki Arn 3, 18, alle disse og lignende udtryk er blot udtryk for kampen og mandefaldet ; det samme gælder de fölgende : ulfr rýðr kjöpt Ótt 1, 4, vargr rauð tönn í ben Bkrepp 6, ulfr rauð teðr á her Balti 3 ; rjóða enn bleika arnar fót Sigv 7, 1, rjóða blóði klœr arnar ÞjóðA 3, 7, jarl rauð ara tungu Arn 5, 16, rjóða bengjóði nef í blóði Þklypp, rjóða tönn ylgjar Sigv 1, 12, rauzk ylgjar tönn ESk 7, 7, gramr rauð granar á fenri HSn 1, rjóða grön Jarnsöxu faxa sveita ESk 12, 8, rjóða vitnis varrar Nj 7, rjóða ulfs fót Sigv 1, 1 ; en hals roðinn, :: ved at hovedet hugges af, Hálfs VIII 4. Part. act. i kenninger for krigere : rjóðandi darra Jóms 10, rjóðandi randorma Jóms 17, rjóðandi hneitis eggja Arn 3, 1, rjóðandi undlinns Þorm 1, 4, rjóðandi randa bliks Hharð 12, rjóðandi rítar reyrs Ód 13, rjóðandi rimmu skóðs Mlag 3, rjóðandi randa Korm Lv 53 ; jfr alm-, egg-, marg-, vall-.

1. rjóðr, m, rödfarver, i kenninger for krigere : rjóðr branda Ótt 2, 17, rjóðr hjörs Ht 41, rjóðr hjaldrdrifs storðar stirðaurriða Játg, rjóðr undlegs Nj 3, rjóðr randa Sturl 4, 11, rjóðr víga borðs Ód 6, rjóðr rimmu klæða ÞormÓl 1, 5, rjóðr ulfa ferðar tungu Arn 2, 5. Jfr bark-, brodd-, fet-, fiðri-, flein-, fægi-, góm-, gran-, gunn-, il-, malm-, munn-, odd-, serk-, svell-, sverð-, vápn-, ör-.

2. rjóðr, adj, röd, rödmusset, rjóð reiði-Sif ullar, kvinden med de röde kinder, Korm Lv 22, rauðr ok rjóðr Rþ 21, emka rjóðr Þorm 2, 24, rjóð rósa Mdr 19, rjóðr kross, det blodige kors, Mey 5.

rjóðvendill, m, 'röd gren', rjóðvendill randa, sværd, Ht 13 (jfr rœki-Njörðr).

rjóta, (raut), lyde dumpt?, rýtr ór fitjar fjötri ÞSær 4, 4.

rjúfa, (rauf, rofinn), 1) bryde, spalte, rjúfa undir, frembringe sår (ved flænge), Rþ 48, rjúfa sundr undir, d. s., Ht 10, öld rauf skjöldu Kolli 4, skjaldborg raufsk Arn 6, 3, eggjar rufu folktjald Ód 18, hlíf raufsk Sigv 12, 19, rjúfa grundar fisk Ggnæv 1, upers. styrjar garð rauf ESk 7, 8 ; sá es hjör né rýfr er uden tvivl fejl for rýðr, Fáfn 24. 2) bryde, splitte, raufsk lið Ív 41, helmingr raufsk Gísl 1, 6. 3) bryde (löfte, forlig), rjúfa alt þats hét Sturl 8, 4, rjúfa heit Sigv 11, 10, sáttir rjúfask ÞjóðA 3, 7, rofnar sættir Sturl 3, 5, rofnir eiðar Sigsk 17, rjúfa kvöð, bryde ens bud, Ragn II 1, rjúfa tryggðir Nj 15, öngum raufsk halft þat orð er hann sagði Gd 17. vizku (ved rettelse) rofinn, forstand-berövet, Rst 26. 4) særlig bruges rjúfask om gudernes undergang, regin rjúfask Grí 4, Vafþr 52, Lok 41, Fj 14, Sigrdr 19 ; hertil part. ragna rök rjúfendr, om de fjendtlige magter, hvor rök er obj. for rjúfa, Bdr 14. 5) rjúfa veg af Sigv 10, 10 kan efter sammenhængen kun betyde 'tilbagelægge vejen hurtig'.

rjúka, (rauk, rokinn), ryge, udsende rög, rönn rjúka Sigv 13, 12, fjarghús (legemerne) ruku Akv 42, reyksvæla rýkr Anon (XI) Lv 9 ; upersonl., rýkr of hauka Hálfs VII 1, rauk of Íl, om bålene på Il, Bkrepp 7 ; rýkr af grimmu Göndlar éli, egl. det fyger af (med), kampen raser, Merl II 64 ; svát rauk af rennirauknum, så at dampen stod af, Rdr 13 ; rauk í húsum, om kökkenilden, EGils 1, 30 ; part. rokinn, tilröget, rokit skapt Skall 3 (om en ökses skaft) ; rokin reyr = rjúkandi reyr Arn 5, 11.

rjúpa, f, rype, Þul IV xx 5 ; Rv 7 er riupu uden tvivl galt, vistnok for réttum.

rjúpkeri, m, hanrype, högg tveggja rjúpkera, (lyden af de) slag som to hanryper gav hinanden, GSúrs 36.

Roðbjartr, m, drömmeperson, StjO I 3.

roði St 8 se hroði. Jfr kinn-, munn-, víg-.

roðinn se hroðinn.

roðna, (-aða, -aðr), rödnes, blive röd, hlýr roðnaði Guðr I 15, vellir roðna, af blod, Ht 9, stól roðnuðu Ív 39, herr sér framkló fenris fitjar roðna Ht 56.

roðra, f, blod, séum þá roðru Am 20.

roðull, m, rulle, skrift = lat. rotulus, lesa bœkr ok roðla Merl II 96.

rof, n, brud, afbrydelse, þagnar rof, tavshedens afbrydelse, tale, bera á þagnar rof, fremföre noget ved tale, Hfl 20 (jfr BMÓlsen Arkiv XIX, 117). Jfr aldar-, frið-, nætr-, sátta-, tryggð-.

rofa (eller rufa v. l.), f, jord, Þul IV æ 1.

rofna, (-aða, -aðr), brydes, sák (skjöldu) rofna Vígf 1, dagr rofnaði (v. l. -isk) ESk 6, 47.

Rogaland, n, i Norge, Nkt 10.

Rogheimr, m, mytisk sted, = det foregående(?), HHj 43.

roka, f, stormpust, pludseligt stormkast, fjallgarðs rokur harðar Sveinn 1, engi sér við öllum rokum Mhkv 19. Jfr sæ-.

rokkr, m, spindesten, sveigja rokk, sveje tenen, Rþ 16, jfr Falk, Kleid 6.

ropi, m, ræben, opstöd, Þvazf 2.

roskinn, adj (egl. part.), fuldt udviklet, moden, engi maðr es roskinn þegar Mhkv 23.

rosmufjöll, n. pl, rödlige fjælde (jfr S. Bugge, Arkiv I, 11 f., der dog vil læse Rosmon-, og sætte ordet i forbindelse med Rosomones), rosmufjöll Rínar Akv 17.

rostungr, hvalros, Þul IV y 1 ; jfr Arkiv I, 6.

rotinn, adj (egl. part.), rådden, hårberövet, rotinn skalli Eg Lv 31.

rotuveðr, n, regn- og blæsevejr, Ív 15 (vokalen er metrumbestemt).

1. ró, f, (pl rœr), jærnplade med hul, hvori et söm nittes, Þul IV z 10. Jfr(?) hug-.

2. ró (i 748 skr. rö), f, blandt træers navne, Þul IV kk 2.

3. ró, f, ro, hvile, dróttinn minn gefi dauðum ró Sól 82, ráða e-m ró, bringe en til at være rolig, tavs, Lok 55, ró skyldu menn reiði gefa Mhkv 4, jfr Hjálmþ VI 6, skömm mun ró reiði, kort vil vredens stilhed – afholdenhed fra vrede – være, Am 78. Som elvenavn, Þul IV v 1.

róa, (rœ, røra, róinn), 1) ro, røru víkingar Hhund I 27, róa aptr Hym 25, róa ríki (dat.) Am 37, róa kröpturligan Hym 28, róa lengra Hym 20, róa í vindi Fáfn 11, skýtk ok rœk svát nýtir Rv 1, greppar róa Ht 72, róa þingat Arn 3, 13 ; róa á vág Hym 17, veðri á sæ róa Hávm 82, róa verðr fyrst til ens næsta ness Mhkv 2, róa skal fyrst fjarri reyði Nkt 2, róa á merarhöfði, ro siddende på el. over, Anon (XI) Lv 13 ; róa báti Hárb 53, Gdβ 53, róa naðri ÞjóðA 4, 21 ; róa med acc. róa mar (marr, es menn róa) Alv 23, húfi róinn hafs botn ÞjóðA 3, 34 ; róa nesit, ro omkring, forbi, næsset, Bárð 3. hónum vas róit nær í óra auðvón, han blev så hårdt angrebet (der blev trængt så hårdt ind på ham), at vi kunde vænte (at vinde) guld, Sigv 2, 9 ; part. pass. mjök róin ór, åre, man har rót meget med, slidt åre, Ótt 2, 4. 2) rokke frem og tilbage (med overkroppen som en roende gör), róm vit ok róm vit Anon (XIII) B 3, nef rœr, næsen bevæger sig, Hæng V 8.

róða, f, krucifiks (engelsk låneord), ESk 6, 34. Jfr Paasche Kr. og Kv. 74.

1. Róði, m, sökonge, Þul III 1, IV a 3 ; i kenninger, for hav : Róða rein Sigv 2, 3, Róða röst Tindr 1, 1, Róða glymvöllr HSn 2, 1, for skib : Róða stóð Ht 21, for skjold : Róða ræfr ESk 11, 2.

2. róði, m, kun i udtrykket láta fyr róða, forlade, vrage, láta Óðins ætt fyr róða Hfr Lv 10, láta ljót lasta verk fyr róða Has 56, (goð) mun aldri láta mik fyr róða Has 53 ; udtrykket findes også i prosa, men det er ikke fundet, hvad der ligger til grund derfor ; hvis róði var navn på 'vinden', kunde udtrykket let forklares. I det bekendte sted i St 8 synes det på grund af metrum ikke at kunne foreligge.

róðr, m, (-rs og -rar), roning, róðr vas greiddr Steinn 2, stinnr róðrs þrömr, ronings-kant, (skibets) ræling, ÞSær 2, 4 ; vindára róðr, vingernes roning, flyvning, Anon (XII) C 11. Jfr at-.

róðrarskúta, f, robåd, Örv IX 59.

róg, n, 1) bagvaskelse, smædeord, renna með rógi Hsv 75, berask róg milli Am 97, Gizurr varð at rógi saðr Mhkv 22, þungligt róg Gdβ 31, geysiligt róg Gdβ 35, vekja róg BjH 7, ausa hrópi ok rógi á e-n Lok 4. 2) strid, ufred, (ramt) rekka róg Pl 29, Hfr 2, 7, aldar róg Hávm 32, fé veldr frænda rógi Rún 1, rógs hegnir Mark 1, 20, römm eru róg of risin, anledningen til megen strid er opstået, Sigrdr 37, vesa, verða at rógi, blive anledning til, volde, strid, Hhund II 28, Reg 5, alin at rógi, om en kvinde, födt til at stifte strid, Gunnl Lv 12, leiddr nær rógi Hamð 10, rógs ræsir, Odin, Eg Lv 15. I kenninger, for kamp : skjaldar róg ÞKolb Lv 7, nadda róg GDropl 2, for guld : róg Niflunga Bjark 6. 3) kamp, Þul IV k 1, valda rógi Ísldr 19, háligt róg kendi mörgum at hníga Arn 5, 20, gera róg Kolli 3 ; ramsnákr rógs, sværd, Ht 6. Jfr aldar-, hjör-, hý-, malm-, odd-.

rógalfr, m, 'kamp-alv', kriger, Ht 75.

rógandi, pl. rógendr, Korm Lv 59, er uden tvivl forvansket, af rógviðr(?), s. d. Jfr Aarbb. 1888 s 86.

rógapaldr, m, 'kamp-abild', kriger, HHj 6.

rógberi, m, bagvasker, Mág 2 (v. l.).

rógbirtingr, m, 'mand der er berömt (bjartr) på grund af kampe', kriger, Harkv 16.

rógeisa, f, 'kamp-ild', sværd, Sindr 8, Glúmr 1, 2.

róggeisli, m, 'kamp-stråle', sværd, Bkrepp 5.

rógherðandi, m, 'som kæmper kraftig', kriger, Hfr Lv 23 ; v. l. er róghnykkjandi.

róghnykkjandi, m, v. l. til foregående, og skulde betyde det samme, men hnykkja 'rykke' er lidet passende som sidste led til róg.

rógleikr, m, 'kamp-leg', kamp, rógleiks remmi-Týr, kriger, Ht 14.

róglinnr, m, 'kamp-slange', sværd, róglinns stafar, krigere, HolmgB 8 (stafar rettelse for sumir) ; róglinns róð kan ikke höre sammen, se Reich. 38 f.

rógmalmr, m, 'stridvækkende malm', Fafnisguldet, Rín skal ráða rógmalmi skatna Akv 27.

rógmikluðr, m, 'kamp-foröger', kriger, Örv VII 15 (hvor der skal læses -aðar for -aðra).

rógnaðr, m, 'kamp-slange', sværd (rettelse for regnaðar), rógnaðra reginn, kriger, Eg Lv 26 ; jfr Falk, Beiträge XII, 363.

rógsamr, adj, fuld af strid, ufredelig, rógsamt ríki Nkt 59 ; jfr dylgjusamr.

rógsegl, n, 'kamp-sejl', skjold, hefja upp rógsegl, begynde kamp, kæmpe, Vell 7.

rógský, n, 'kamp-sky', skjold, regn rógskýja, kamp, Arn 3, 12.

rógsmaðr, m, bagvasker, en som sætter splid mellem folk, eiga gnóga rógsmenn saman Þorm 1, 4.

rógstarkr, adj, kamp-stærk, Karlevi.

rógstefna, f, kamp-stævne, berammet kamp, ríða rógstefnu til Anon (XIII) B 34.

rógstríðr, adj, Sturl 6, 8.

rógsvellir, m, 'kamp-öger', en som bringer kampen til at svulme, Rst 22.

rógsœkir, m, 'kamp-besöger', kriger, Sturl 6, 10.

rógviðr, m, 'kamp-træ', kriger, Korm Lv 59 (rettelse for rógendr).

rógþing, n, 'kamp-ting', kamp, Örv IX 31.

rógþorn, m, 'kamp-torn', sværd, Atli sleginn rógþornum, 'beslået, besat, af sværd', giver ingen mening i sammenhængen, og er måske indkommet fra et andet vers, Akv 29. Dog kunde ordet også betyde 'kriger', men sleginn rógþornum, omgivet af krigere, er intet naturligt udtryk.

rógörr, adj, 'kamp-rask', rask i (til) kamp, rógörr rjóðandi hneitis eggja Arn 3, 1.

Róm, Rúm, n, Rom, til Róms Sigv 13, 25, Mark 1, 10. 12, út frá Rómi Mark 1, 12 ; Róms konungr, Kristus, Eil 3, Róms vegr Sigv 10, 10, Róms gata, vejen til Rom, Ív 2 ; Róms höll, Rom selv, Skapti.

róma, f, 1) larm, stöj. 2) kamp, Þul IV k 1, róma varð í eyju Hák 6, at rómu, i kampen, Drv (XI) 6, Ingj 1, 2, í rómu Rst 3, Grettis 47, frá rómu Hák 15, rómu væni, forvæntning om kamp, Harkv 17, vón erum rómu Hhund I 25, búinn rómu Sturl 4, 2, knýja rómu TorfE 1, vinna rómu Ótt 3, 10, völundr rómu, Odin, SnSt 4, 4, rómu Hóarr, kriger, Vell 35, rómu stýrir, kriger, Sturl 4, 18, rómu valdr, d. s., Hl 16 a, rómu linnr, sværd, Has 2 (jfr ramglygg).

Rómaveldi, n, 'Roms rige', Italien, Ragn VIII 2.

Rómför, f, Roma-rejse, hefja Rómför Nkt 27.

rómr, m, stemme, tale, rómr jötna, guld, Katr 40. 50. Jfr alþýðu-, orð-.

Róms-för, f, = Rómför, s. d., Sigv 12, 27.

rómsæll, adj, berömt, lovprist, rómsæll ræsir SnE II 212.

rómusamr, adj, fuld af ufred, kamp, hljóta rómusamt ór dómi, få et sådant domsresultat, at man kan vænte ufred og kamp, Þmáhl 16.

rómöld, f, synes at være identisk med styrjöld, ufred, ufredstid ; der findes gen. rómöldu einnar Bölv 7, som, hvis den ikke forudsætter rómalda i nom, er uregelmæssig.

róni, m, hest (hingst?), Þul IV rr 4 ; jfr no. rone 'orne'.

rós, f, rose, rós en rauða Gd 68, sem rós hjá klungrum Gd 6.

rósa, f, d. s. = lat. rosa, roðnust rósa Lil 25, rjóð rósa, Maria, Mdr 19.

rósablóm, n, rosenblomst, Gd 73.

rósta, f, 1) ufred, strid, geira rósta, kamp, Nj 16. 2) kamp, við róstu Gísl 1, 6, gera róstu Eg Lv 7, rósta varð Rdr 3, syngva róstu hljóðum Nj 27. 3) navn på en tævehund, Ggalt 2.

róstuveðr, n, sludfuldt vejr, Grettis 27.

rót, f, (pl. rœtr), rod, Þul IV kk 2, ddd 1, þríar rœtr (Yggdrasils) Grí 31, rœtr viðar Hávm 151, Skí 35, Herv III 2, rinna af rótum, vokse op af en rod, Hávm 138, Fj 20, runnin upp af rótum Mv III 12, gróa af rótum, vokse sig fast, ESk 6, 59, rifnir með rótum Guðr II 40, bergs rœtr SnE II 432 ; remman brast af rót í kvistu, steg fra roden og trængte ud til alle grene, Lil 20, lamið rót SnE II 202 ; rœtr eyrna viðar, hornets rödder, den överste del af hornet, Eg Lv 3 ; overfört, góð rót es und róðum, god grundvold (om det gode sindelag), RKet ; rœtr hjartans Lil 50, jfr 77 ; rót lítillætis, jomfru Maria, Lil 25, rót ynðis Mdr 32, rót líknar Mdr 42. Jfr augna-, brim-, eiki-, hjart-, hjarta-.

1. Róta, f, 1) valkyrje, [SnE I 120]. 2) stormfuldt vejr, Þul IV oo 1. Jfr geir-.

2. róta, (-aða, -að), sætte i bevægelse, röre ved noget, rode, róta upp, rode noget op (om svin), Eyv Lv 13 ; da der her hentydes til fiskefangst, er udtrykket måske dobbelttydigt, róta upp synes endnu i isl. at være brugt om rigeligt fiskedræt (Andvari XXXVII, 97).

rótakylfa, f, kölle, der dannes af den nederste del af træet med roden, Hjálmþ IV 12.

rótfesta, (-ta, -tr), rodfæste, plante, SnE II 202.

rótlauss, adj, uden rod, rodlös, rótlauss viðr Hávm 85.

Rótt se Hrótt.

1. ruðr se runnr.

2. Ruðr, f, (som det synes) en elv, Gróg 8.

rufa se rofa.

rugl, n, forstyrrelse, fyr hörðu rugli, på grund af stærk forstyrrelse, Gdβ 24.

runi, m, galt, Þul IV dd (jfr runar heita geltir SnE I 22), Hyndl 5, runa síða, (den stegte) side af en galt, SnH 2, 5, runa systir, so, SnE II 216.

runketill se hraunketill.

runnr, ruðr, m, 1) busk, buskas, skov, meðal runna Dagst, kom þar ór runni Rþ 36. 2) (enkelt) træ, hyppigt i kenninger for 'mand, kriger', efter kamp : runnr gunnar Gunnl Lv 12, Jór 5, Drv (XI) 1, hlakkar runnr Ísldr 24, Hildar ruðr ÞormÓl 1, 1, dolgs runnr Hókr 4, atgeirs óps ruðr ÞKolb Lv 9, runnr folk-Ránar Þjsk 1, 1, efter sværd, våben, runnr malma Ófeigr 5, runnr randar logs GSúrs 15, runnr Yggjar báls Katr 46, runnr randa elds ÞormÓl 2, 3, runnr hjalms Ísldr 14, Göndlar gnýlinns runnr Rst 25, runnr skjaldar GGalt 2, ruðr randa Hl 10 a, randar runnr Ísldr 1, Göndlar garða runnr Ísldr 20, runnr ímu ranns Grett 2, 8, rítar ruðr GSúrs 20, Yggjar götva runnr Korm Lv 22, efter guld, unnsólar runnr HolmgB 13, runnr bekks sunnu (ved rettelse) Háv 6, runnr mars sunnu Bjhít 2, 10, runnr ránar eisu SnE II 228, runnr drafnar elds EGils 1, 9, runnr hlunns bekkjar dýrloga Sigv 3, 14, runnr liðfasta Has 27, efter skib, runnr ægis dýrs Bjhít 2, 23, runnar unndýrs Hfr 1, 8, runnr hlunns Hrafns Þorm 2, 1, runnr unnviggs Nj 22, Rv 16, runnr hlunnvitnis Refr 3, 3, víka døkkmara runnr Bjhít 2, 19, for skib : Leifa landa runnr Rdr 4, rvN Þdr 8 er vist fejl for rúm (se rúmbyggvir), runnar Hást 2 for runnu. Jfr arm-, auð-, átt-, blik-, eld-, él-, fald-, folk-, fúr-, geymi-, hald-, her-, hjaldr-, hjalm-, hjör-, hlíf-, hlœði-, hrís-, hyr-, lög-, malm-, morð-, mót-, odd-, of-, reyni-, sig-, ský-, spjót-, sverð-, svip-, vigg-, víg-, yppi-, œski-.

rupla, (-aða, -aðr), röve, plyndre, Ásgr.

rusilkvæðr, adj, som digter ubetydelige(?) vers, Bjhít 2, 9 ; jfr rusa 'arbejde skyndsomt el. sködeslöst' (Ross).

Rúðuborg, f, Rouen, Sigv 5, 1.

rúfr, m, loddenhed (formen er sikret ved rimet rúf : húf), reikar rúfr, hårene (idet rúfr bruges synonymt med strå, stængel og lign.), GSúrs 28. Jfr Falk, Ark. XXXIX 72.

rúghleifr, m, 'rug-bröd', rúghleifa skerðir, ironisk kenning, SnH 2, 1.

rúgr, m, rug, Þul IV ddd 1, ÞKolb Lv 4. Jfr val-.

rúinn, Fj 26, er meningslöst ; det er blevet rettet til rúnum, rýninn, men fejlen stikker vist dybere.

1. Rúm, n, Rom, se Róm.

2. rúm, n, rum, særskilt plads, taka rúm þrjú Merl II 85, brott ór rúmi Merl II 15, betra es rúm an ilt of gengi, tomt rum, Anon (X) II B 9, varða rúm, indtage sin plads (med hæder), Þorv 2 ; om rum i et skib, þröng rúm Ht 21, í fjórum rúmum Njáll ; plads i alm., Rata munn létum rúms fáa Hávm 106, gefa rúm Hæng IV 1, halda rúmi, forblive på sit sted, Am 62. Jfr mál-, stafn-.

rúmbrugðinn, adj, overordenlig rummelig, stor, rúmbrugðinn hverr Hym 5.

rúmbyggvir, m, 'rum-bo', (ved rettelse af rvNkyqva), áss hauðrs (fjældets) rúm, klippehule, dens 'beboer', jætte, Þdr 8.

rúmr, adj, rummelig, lát hlið mér rúm, åbn porten for mig, Fj 43. Jfr jafn-.

Rúmsborg, f, Rom, Pl 15.

Rúmverjar, m. pl, Romere, Merl II 26.

rún, f, mest i pl. rúnar, 1) rune, runetegn, bogstav, rístum rún á horni (kollektivt?) Eg Lv 3, rúnar reginkunnar Hávm 78, blóðgar rúnar Sól 61, bœkr ok rúnar (her vel alm. bogstavtegn) Hsv 12, við bölvi rúnar Hávm 137, kunna skil rúna Am 9, kunna rúnar Rþ 43, kenna rúnar Gríp 17, Rþ 36, deila rúnar við e-n, kappes med en i runekundskab, Rþ 45, dœma of rúnar Hávm 111, rísta rúnar, fáa í rúnum Hávm 157, Am 4. 11, Eg Lv 38, Sól 79, finna rúnar ok ráðna stafi Hávm 142, nema upp rúnar Hávm 139, týna rúnum Rv 1. 2) runer, visdom, lönlig visdom, jötna rúnar ok allra goða Vafþr 42. 43, fornar rúnar Fimbul-Týs Vsp 60. 3) fortrolig, lönlig samtale, heita at rúnum Sigsk 14. 44, Ghv 12, hníga at rúnum Guðr III 4, vekja at vífs rúnum Bjark 2 ; sannar rúnar, sande ord, Örv IX 4. Jfr aldr-, bjarg-, bók-, brim-, gaman-, Goð-, Heið-, hug-, lim-, mál-, megin-, sak-, sig-, Ulf-, val-, Varð-, ævin-, öl-.

rúna, f, fortrolig veninde, hustru, (jfr SnE II 612), rúna Míms vinar (Odins), jorden, Ht 3, rúna Kolbeins Gd 18. Jfr eyra-.

rúni, m, samtaleven, fortrolig ven, Þul IV j 6 (jfr SnE I 458), rekka rúni, fyrste, Ótt 2, 8, Sifjar rúni, Tor, EVald 1, grams rúni, (Hakon) jarl, Hfr 1, 7, Þórs rúni, Loke, Haustl 8, trjónu trolls rúni, Tor (således kunde Tor kaldes, fordi hammeren omskrives som 'trold'), Haustl 17, jfr Meissner 426, vagna rúni, Odin, St 22. Jfr of-.

Rúnolfr, m, Islænder (12. årh.), Leið 43.

Rútenei, m. pl, Rutenere, Merl I 12.

ryðfjón, n, 'rust-had', bryne, ryðfjónar beðr, Anon (X) digt om Guðleifr.

ryðja, (rudda, ruddr), 1) rydde, ryddeliggöre, ryðja Valhöll fyr (til modtagelse af) vegnu folki Eirm 1, ryðja heimstöð, forlade verden (göre den tom), Vsp 56 ; áðr Ormr ryddisk Nkt 25 (= hryðisk), ryðja Skotland brandi, hærge, Rst 6 (v. l.) ; land ruddisk, rensedes (idet oprörerne blev udryddede), Ht 64. 2) ryddeliggöre, bane vej, skaffe (sig) plads, ryðja sér til landa, skaffe sig land, Arn 2, 8, VGl 8, e-t ryðr til dýrðar, baner vej til berömmelse, skaffer ry, Sigv 11, 8 ; medium, 'tumle sig', ryðjask broddi, kæmpe voldsomt med, Skáldh 3, med umb, ryðjask umb með oddi Hharð 6 ; ryðjendr, abs., Eviðs 3. 3) stöde til, stöde bort, ryðja sorg ór Kolb 2, 9, ryðja brott þyrni Pét 6, ryðja bórum, kaste bölgerne tilbage, om skibet, GSvert 6.

ryðmeldr se rauðmeldr.

ryðr, m, rust, ryðs hœliböl, hén, Haustl 20.

ryðskölm, f, 'rust-sværd', rustent sværd, Korm Lv 53.

Rygjar, Rygir, m. pl, beboerne af Rogaland, bað Rygja Arn 3, 12, fylgðu Rygir Gísl 1, 2 ; vallátr-Lista (fjældets) Rygir, jætter, Þdr 20. Jfr Holm-.

rymfjöll HSn 2, 2 er urigtig v. l. for rymvöll.

rymgœðir, m, 'larm-foröger', valslöngu bríkar (skjoldets) rymr, kamp, dens gœðir, kriger, Sturl 2, 3, randar rymgœðir, d. s., GSvert 8.

rymleið, f, 'brusende vej', Rakna rymleið, havet, Eyv Lv 2.

rymr, m, (-s), 1) dumpt brag, rymr varð í her Gísl 1, 6, rymr var í ranni Herv V 6. I kenninger for kamp : rymr randelds Has 43, rymr randa Hhund I 17, Eviðs 5, ÞGísl 3, rymr rítar ESk 10, 2, rymr vígskýs Hfr 3, 7, rymr reiddra øxa Gldr 7. 2) navn på Tor, Þul IV d.

rymskyndir, m, 'brag-fremskynder', randa rymskyndir, kriger, SnH 2, 3.

rymvöllr, m, 'brusende mark', reyðar rymvöllr, havet, HSn 2, 2.

ryskja, (-ða, -ðr), borttage, ödelægge, mjök hefr Rón ryskt of mik, i höj grad har Ran hærget omkring mig, St 7 ; ordets betydning er ikke helt sikker ; med. ryskjask er kendt og betyder 'at slås, brydes' ; i St l. c. skulde man derefter have væntet ryskðan mik.

rytmeiðis se rauðmeldr.

rytr, f, tærne (söfugl), Þul IV xx 6.

Rýgjardalr, m, fingeret navn, Sól 22.

rýgr, f, (-gjar), 1) mægtig kvinde, Þul III 2 a, IV i, aldin rýgr Þvíðf, rýgr vas alin at rógi, om Helga, Gunnl Lv 12, rýgr kvazk inni eiga Sigv 3, 5 ; i en gåde, om kvanner, Heiðr 10 ; rýgjar blóð Sól 59. 2) jættekvinde, Þul IV c 5.

rýma, (-ða, -ðr), göre rummelig, skaffe plads, rýma út reitu ríkis, udvide, SnE II 202.

rýna, (-da, -t), 1) tyde runer, tyde, forske i alm., rýnendr né ráðendr Akv 9, eller måske betyder rýnendr her det s. s. rúnar, fortrolige venner. 2) samtale fortrolig, rýna ok rœða Rþ 11 ; om sejlene, rýna við stag, om gnidningslyden, snakke med tovet, ÞjóðA 1, 4. 3) stirre på noget, som man har vanskeligt ved at se (jfr nutidsisl. : rýna í eitthvað), víf, er hlaut at rýna, som det måtte anstrænge sit syn for at se, Gdβ 61.

rýnni, f, runeforskning, runekendskab, kundskab i alm., (af rýninn), rýnnis reið, hoved, St 19.

rýra, (-ða, -ðr), forringe, forminske, lið varð rýrt (kunde også henföres til rýrr), Arn 6, 1, rýrandi kafs fýris (guldets), (gavmild) mand, EGils 1, 21.

rýrð, f, forringelse, forminskelse, rýrð aldrs, död, Anon (XIII) B 26.

rýrir, m, 1) forringer, forminsker, uddeler, i kenninger for mænd : rýrir menja Bárð 2, rýrir hodda Hbreiðm, rýrir brimlogs Arn 3, 2, rýrir Rínfúra Sturl 6, 1, rýrir ár elda Nj 28, rýrir mundjökuls Hfr 3, 23 (v. l. stýrir). 2) ödelægger, i kenninger for krigere : rýrir malma Jóms 1, rýrir randa röðuls Líkn 6, rýrir fleina GSvert 3, rýrir randa Þorm 2, 7, rýrir randgarðs Mark 1, 26, rýrir randa reyrar setrs Arn 2, 14 ; rýrir Vinða, om en dansk konge, Mark 1, 5, rýrir þjófa aldar Sigv 3, 20. Jfr auð-, blik-, flein-, kjól-, malm-, men-, sók-, sókn-, sól-, vél-, vin-, ætt-, œski-.

rýrr, adj, ringe, kommende til kort, om mandefald, sveit varð rýr ESk 10, 2 (jfr rýra). Jfr ó-.

rýta, (-tta, -tt), grynte, rýtanda svín Hávm 85.

rýtr se rjóta.

ræða, adj, brunstig, runa systir ræða SnE II 216 (af ráði, galt).

Ræfill, m, sökonge, Þul IV a 4. I kenninger, for skib : Ræfils hestr Reg 16, Ræfils vakr Rv 31, for sö : Ræfils fold ESk 11, 10 (jfr foldvigg).

ræfr, n, tag (jfr ráf, hvortil det findes som v. l.), ræfr ok næfrar þola nauð ÞjóðA 4, 2, snara gögnum ræfr, op igennem taget, Gd 13. I kenninger, for skjold : Róða ræfr ESk 11, 2, Gunnar ræfr Hást 4 ; for himmel : landa ræfr Has 43, hreinvers ræfr Sturl 4, 31 ; for is : Ránar ræfr, Ránar ræfrs = íss, íss-firðingar = Ísfirðingar, GOdds 7. Jfr dag-, fagra-, gunn-, vagn-, vall-, vind-.

ræfrhvass, adj, med skarpt, tilspidset, tag, om hovedet på legemet (jfr rann), Grettis 6.

ræfrviti, m, 'tag-ild', ræfrviti Reifnis, Reifnis tag(skjold)-ild, sværd, Skúli 1, 4.

rægagarr se hrægagarr.

rækja, (-ða, -ðr), fordrive, vrage, rækja löstu Ormr 1, 5, rækja losta Heil 5, rækja skvaldr Máni 2.

rækr, adj, som bör fordrives, jages ud, böndum rækr í landi Har-níð. Jfr fjöl-, heipt-, hlym-, tír-.

rækyndill se hrækyndill.

ræna, (-ta, -tr), rane, plyndre, beröve, ræna klaustr Gd 42, búendr (eru) ræntir Eir ; med acc. pers. og dat. rei, ræna e-n lögum Þmáhl 17, ræna rétt Gd 40, ræna e-m miklu St 10, ræna féi ok fjörvi Sól 1, ræna aldri Bdr 8. 9, ræna lífi Jóms 12, Krm 17, ræna fjörvi Nkt 17, ræna sigri Jök 1, Ghv 17, ræna griðum Jóms 19, ræna flaumi Jóms 6, ræna e-n höndum Gautr II 24, men ræna af e-m knörr ok aura Bjhít 2, 9.

Ræningr, m, lokalitet i Sverrig (på Tosterö, se Arkiv XV, 112, Hellquist, Sv Ortsnamn s. 116 f.), Yt 27.

Rær, m, sökonge, Þul IV a 3, Ræs reið, skib, dets máni, skjold, Rdr 7. 12.

ræsa, (-ta, -tr), 1) sætte i bevægelse (rós), ræsa hræs þjóðár hjörvi, sætte blodet i bevægelse ved sværdet, volde mandefald, Ht 7, ræstr rægagarr, sat i bevægelse, om sværdet, Krm 6 ; ræstir jöfrar, fyrster, der havde sat sig i bevægelse (til kamp), Ólhv 2, 10. 2) udbrede, ræsa e-t gjöldum Hrauðnis, udbrede noget i digt, Tindr 1, 5.

ræsir, m, 1) bevæger, som sætter noget i bevægelse, fart (nom. ag. til ræsa), oprindelig med gen. obj., ræsir rógs, som afstedkommer, volder, fjendskab, Odin, Eg Lv 15 (jfr veig), rógeisu ræsir, kriger, Sindr 8, Glúmr 1, 2, ræsir brodda ferðar Hallv 5. 2) uden gen., konge i alm., fyrste, Þul IV hh 3, Reg 14, Hhund I 17, Hák 15, Sigv 1, 5. 10, 10. 12, 4, Rst 16. 28, Gldr 5 o.s.v., ræsir enn reginkungi Hamð 25, ræsis rekkar Eskál 2, 1, HHj 18 ; ræsir Sygna, norsk konge, Hfr Lv 10. I kenninger for gud : ræsir lopts Gdβ 1, ræsir reginhallar Has 28, ræsir röðuls bús Has 59, ræsir röðla býs Líkn 19, ræsir röðla skríns Katr 39, ræsir röðuls EGils 1, 11.

1. rœða, f, tale, líðr hver rœða, får ende, Am 20, þessi rœða Hyndl 45 ; fortælling, slyngva rœðu í brag, ved sin fortælling bevirke, at den indsættes (som afsnit) i et digt, ESk 6, 45. Jfr hugaz-.

2. rœða, (-dda, -tt), tale, röskr tók at rœða Am 54. 90, rœddu ok rýndu Rþ 11, rœða hugat mál HolmgB 7, rœða við e-n Harkv 1 (v. l. til dœmði), Völ 39, Guðr II 5, rœða of e-t Hamð 19, Korm Lv 12, Mhkv 15, Pl 52, Lil 38 ; rœdda ek lítt við reglur Eddu ráðin mín, jeg har ikke rådspurgt Eddas regler med hensyn til min plan, Gdβ 2.

rœði, n, åre, rétt rœði ÞjóðA 4, 20, skafit rœði Þór, veifa rœði Hym 25, rœði skjalfa Ht 75 ; tölu rœði, talens åre, tungen, Ht 81, benja rœði, sværd, Hl 33 b.

rœðinn, adj, snaksom, Ólhelg 5.

rœgja, (-ða, -ðr), bagvaske, skælde ud, Lil 49, EGils 2, 1 ; rœgja goð ok guma Lok 55.

rœkð, f, pleje, omhu, launa rœkðum Gísl 1, 7, rœkð ok elska Hsv 50. Jfr dróttin-, of-.

rœkðarmól, n. pl, venlige, omhu visende ord, Mberf 5.

rœkilundr, m, 'plejende træ', randar lauks rœkilundr, kriger, Vell 9, rœkilundr randfárs, d. s., Hfr 1, 1.

rœkimeiðr, m, s. s. foreg., randar hóts (sværdets) rœkimeiðar, krigere, Grett 2, 6, rœkimeiðr randa liðs, d. s., Hfr Lv 2.

rœki-Njörðr, m, 'plejende Njord', randa rjóðvendils (sværdets) rœki-Njörðr, kriger, Ht 13.

rœkinn, adj, omhyggelig, dygtig, rœkinn Sigv 12, 14. Jfr dul-, ó-, veg-.

rœkir, m, 'plejer', en der viser stor omhu for noget, rœkir ráfáka, söfarer, Ulfr Lv, rœkir randa linns (sværdets), kriger, Þorm 2, 15, Hlakkar móts rauðbríkar rœkir, d. s., Vell 16, rœkir þrimu, d. s., Grettis 22, rœkir dáða, brav mand, Heinr. Jfr snar-.

rœkja, (-ða, -ðr), 1) rögte, pleje, vise omhu for, rœkja líkama sinn Hsv 111, rœkja orð e-s Has 55, rœkja ætt sína Hsv 3, rœkja e-n Hsv 112, rœkja e-n með hæra valdi, hæve en, löfte en med (= upp hefja), Gdβ 38, rœkja hylli e-s, göre sig umage for at opnå (og beholde), Hsv 107, rœkja línklæði, sörge for, bryde sig om, Am 16 ; ek rœki lítt, bryder mig lidt om, Hróm 2, Gunnl Lv 6, þótt þat lítt rœkjak, uagtet jeg bryder mig lidt derom, Am 97. 2) tage sig af, udföre, rœkja almþing Þorm 1, 10, rœkja heiptir manna, imödegå og straffe, Þorm 1, 7 ; rœkja áleitni, göre sig skyldig i, Hsv 89 ; hvat rœkir þik Ragn X 2 skulde betyde : 'hvad vækker din omhu', men her er þik vist fejl for þú, da udtrykket er enestående. Part. præs. bruges i kenninger, rœkjandi reggs Þorm 1, 15, rœkjandi linns fróns EGils 1, 19, jfr hjalm-, lið-, veg-.

rœkta, (-ta, -tr), s. s. det foreg., vise omhu for, rœkta móður Mgr 27.

rœma, (-ða, -ðr), berömme (af rómr), kun i part. pass. gjöfli rœmðr Gldr 9.

rœsinaðr, m, 'prægtig drage', rausnar rœsinaðr, drageskib, Gldr 2 (rœsi- jfr Aasen röseleg 'stor, anselig, fremragende', hvis ikke dette går tilbage til hrœsiligr) ; jfr rœsimaðr i prosa. Jfr Holtsmark, Glymdr s. 24 f.

rœta, (-tta, -ttr), bringe til at slå rod, plante (af rót), hœting ef böl rœtir, denne sætning (linje) må snarest forstås uden syntaktisk forbindelse med foregående linje (hætta verðr á hættu), idet til hœting må underforstås er, 'det er hœting', der foreligger en trussel, noget der truer, fare, 'hvis ulykken slår rödder', rœtir er så upersonl., böl acc., SnE II 218.

röð, f, 1) rad, række, geirvangs raðar, skjold-rækker, de skjoldbevæbnede krigere (opstillede), Hfl 5. 2) langstrakt (moræne-)ryg, á raðar broddi Yt 31 ; herhen synes at höre, svarðar röð, hovedhudens 'ryg', land, hoved, dets garðar, hovedbånd, dettes Gerðr, kvinde, SnSt 4, 7. 3) ö-navn, Radöen (Nordhördland), Þul III 3, IV bbb 3, Raðar lindi, havet, ESk 13, 11. 4) skib, Þul IV z 2.

röðulgrund, f, 'sol-land', himmel, siklingr röðulgrundar, gud, EGils 1, 21.

röðull, m, sol, Þul IV gg, röðull máttit hlýja Sigv 12, 15, röðull náðit skína ESk 6, 19, röðull skínn Sturl 3, 20, sem röðull renni upp í heiði Arn 2, 17, sá bjartr röðull, om Kristus, ESk 6, 2. I kenninger, for skjold : barðraukns röðull ESk 6, 53, for sværd : röðull randa Líkn 6, valbastar röðull ESk 6, 43, Göndlar röðull Giz 2, 1, for guld : röðull sævar Ht 17, for öje : brúna röðull EGils 1, 33, for gud : röðuls tyggi ESk 6, 9, röðuls ræsir EGils 1, 11, röðla gramr Kolb 2, 9, röðla öðlingr Has 16, öðlingr himins röðla Þjsk 2, for himlen : röðuls rann Has 10, röðuls bú Has 59, röðla býr Líkn 19, röðla salr Leið 33, röðla skrín Katr 39, röðuls setr ESk 6, 3, röðuls braut Gd 56, röðuls tjald Herv III 11. Jfr alf-, bjúg-, brim-, djúp-, fagr-, far-, haf-, himin-, hjalm-, if-, morð-, mót-, unn-.

Röðulsfjöll, n. pl, sagn-lokalitet, HHj 43.

Röðulsvellir, m. pl, sagn-lokalitet, HHj 6.

rödd, f, stemme, lyd, Krists rödd Pl 37, stilla röddu, modulere sin stemme, tale, Völ 16, kalla kaldri röddu Akv 2, rödd engils Lil 55, hafa reina rödd, have en hingsts stemme, ved sin stemme at vise sin gejlhed, HHj 20 ; rödd fogls Harkv 2 ; vast-undirkúlu (stenens) Ála rödd, jættens stemme, guld, Bragi 2, 4. I kenninger for kamp : sverða rödd Bjhít 2, 18, rödd hjörva Sindr 8, nadds hámána rödd Sindr 6, rödd randa Gldr 4. Jfr dáins-, flug-, geir-, gló-, hjalm-, hjör-, hó-, járn-, vast-.

röf, f, rav, på grund af dettes lysende farve brugt i kenninger, for guld : gefa Rínar röf Ht 26, Ragn VI 1 (jfr SnE I 408 : röf sævar er gull), röf spannar vensk gotnum Ht 44, veita armleggjar röf Mark 1, 7, for öje : brúna röf varð heil EGils 1, 14. Jfr raf, n.

röggsemð, f, energisk optræden, handlemåde, Gd 31.

1. rögn, n. pl, guder (egl. en form opstået ved analogi efter rögnum, ragna, af regin, s. d.), rigna við rögn Þveil, rammaukin rögn Vell 32, reið sé rögn ok Óðinn Eg Lv 19 ; heraf er igen opstået gen. pl. rögna, se regin. Jfr ben-.

2. Rögn, f, elv, Þul IV v 4.

Rögnir, m, navn på Odin (egl. 'hersker', 'styrer'), Þul IV jj 5, vágr Rögnis, skjaldskab, Vell 5 ; sóknar Rögnir, kampens Odin, Tor, Þdr 3, gjöld Rögnis, i en dunkel sammenhæng (se reifa), Akv 33 ; Rögnis (ved rettelse) fagrbjórr, skjaldedrikken, digtet, Ód 27 ; mærðar Rögnir, digtningens Odin, skjald, GSúrs 5. Jfr brak-, dolg-, folk-, fúr-, garð-, land-, sverð-, val-, ving-, þrym-.

Rögnvaldr, m, R. jarl på Möre, TorfE 2, (enn gamli) Arn 5, 15, Rögnvalds niðr Arn 5, 2, R. Brúsason, Arn 1, 3 ; (?)Þorm 1, 9, R. heiðumhárr Yt 37 ; Rögnvald jarl i Götland, Sigv 3, 12. 17. 18 ; 7, 9. R. sön af Ragnar lodbrog, Krm 15.

rök, n. pl, (sing. rak forekommer ikke ; deraf rekja, s. d. ; røk er urigtigt), 1) enkeltheder der udgör et hele (af harmonisk og vel bygget art), et heles forlöb, udvikling ; (det er let at se, at på grund af den deri indeholdte årsagssammenhæng, kunde ordet få betydn. 'årsag, grund, ophav' og lign.), fyr þjóða rök Hávm 145, för menneskenes historie, vita öll tíva rök, kende gudernes hele historie, alle deres forhold, Vafþr 38. 42, mæla of ragna rök Vafþr 55, vita öll rök fira Alv 9 o.s.v., forn rök, fortidsbegivenheder, Lok 25. 2) særlig om gudernes sidste skæbne, den sidste akt i deres og verdens liv, Vsp 44 (römm) o.s.v., Hhund II 40, Am 22 (rök ragna), jfr í aldar rök, ved verdens undergang, Vafþr 39, ragna rök rjúfendr (s. d.) Bdr 14. 3) segja rök frá dróttins degi, fortælle om herrens dag, dens ejendommeligheder og betydning, Leið 5, segja þessi rök, fortælle disse begivenheder, Merl II 31, séa þessi rök þrennar aldir, disse mærkelige ting, Merl II 78, ráða mörg rök fyrir, forudsige mange mærkelige ting, Merl I 2.

Rökkvi, m, sökonge, Þul III 1, IV a 4, Rökkva rein, havet, Ht 73, Rökkva mið, d. s., Bjhít 2, 3, Rökkva rann, skjold, ÞKolb 3, 11 ; Rökkva stóð, skib, Arbj 24.

röksemð, f, begrundelse, skýra gørðir góðri röksemð, begrunde sine handlinger godt, Gdβ 32.

rökstóll, m, stol hvor den siddende giver sin begrundelse af en sag, dommersæde, ganga á rökstóla Vsp 6. 9. 23. 25.

Rökstr, f, (-rar), norsk ö, (= Rekster på Hordland)?, Þul IV bbb 7.

rökstæltr, adj, stærk ved sin begrundelse, indre sandsynlighed, rökstælt spó Merl II 20.

rönd, f, (pl. -ar Hfl 7, ellers -ir, men uden at de enkelte steder kan kontrolleres, også rendr), 1) rand, kant, især randen på et skjold, der hyppig var malet med særlige farver (jfr SnE I 420 : á fornum skjöldum var títt at skrifa rönd þá er baugr var kallaðr) eller guldbelagt, at skjaldar rönd, hvorpå ed skulde aflægges, Völ 33, rönd vas ór golli (næppe = skjold her) Hhund I 33, randir snurtusk, rörte ved hinanden, dækkede hinanden, Helr 9. I kenninger for skjold : randa íss Haustl 17, randar botn Rdr 7, randar holmr Haustl 18, randar himinn Hák 8, Hfr 3, 7. 2) denne malede ring har været så fremtrædende, at ordet gik over til – alene – at betyde 'skjold' (ordet findes mærkeligt nok ikke i Þul, der har randi, s. d.), steind rönd Ótt 2, 12, rauðar randir Arn 2, 5, Jóms 17, Guðr II 15, roðnar randir Harkv 5, bláar randar Hfl 7, svartar randir Hl 16 a, (bera) blóðgar randir Harkv 21, bundnar randir Akv 14, rönd brast við rönd Hhund I 27, ítr rönd furask Ht 4, hœfa rönd með brandi Eg Lv 30, kljúfa rönd HolmgB 2, Sigv 2, 7, varða röndu Ótt 2, 6, verja röndu Mberf 3, fasti rauð flesta rönd Sturl 3, 14, bera randir í bý Gldr 8, bera randir í byggðir Arn 2, 5, bera randir á Sandey Bkrepp 7, bera randir á skip Ód 4, bera randir frá sæ Vell 31, bera randir framm ESk 6, 53, leggja saman randir, begynde kampen, Korm Lv 35, Eviðs 4, Vell 29, Jóms 22, Arn 3, 12, Skáldh 4, ljósta saman röndum, d. s., Skáldh 4, rjóða rönd, randir Hharð 1, Þfagr 7, heyja rendr í dreyra Krm 9, standa und breiðar randir Þorv 2, gala und randir, om et slags krigshyl (til at forskrække fjenden), Hávm 156 ; lönd farin röndu Liðs 1, reisa rönd við e-m, stille sig til modstand imod en, Mark 1, 32, Sturl 6, 10, Merl I 37 ; hafa rönd, randir fyr landi, skjoldforsynede (krigs-)skibe (til landeværn), Þfagr 3, Ótt 3, 1, gerða lönd röndu ÞKolb 3, 2, lúka röndu of rekka kindir Mark 1, 17, jfr 24, brjóta lönd und e-n röndu, ved krig, Ill 4 ; und röndu, med skjold for sig, Anon (XII) B 3. I kenninger, for kriger : randa Freyr HolmgB 2, randar runnar Ísldr 1, randa reynir Anon (X) digt om Guðleifr, randa reynendr Jóms 17, randa rjóðandi Korm Lv 53, randa týnir Sturl 6, 8, for kamp : randar glaumr Ólhelg 5, randar jara, kamp(?), Þjsk Lv 4, jfr Meissner 163, randa rödd Gldr 4, randa rymr ÞGísl 3, Hhund I 17, randa drífa Rst 17, randa þryma Jóms 45, randa(r) regn Krm 15, Þmáhl 12, randa mót Vell 23, randa andvaka, egl. skjoldenes vågne tilstand, :: hæftige bevægelse, Obreið 2, randar belkir, skjoldets love, billedet ifölge sammenhængen (jfr bölkr), Hfr 3, 8, for sværd, randar linni Korm Lv 59, randa fár ÞGísl 6, randa víti Þjsk Lv 2, randar hót Grett 2, 6, randar log GSúrs 15, randar máni Eg Lv 30, Krm 6, randa blik Hharð 12, randa reyrr Arn 2, 14, randar laukr Vell 9, randa íss ESk 11, 9, randa garðr, skjoldgærde, skjolde, Þorf 2. Urigtigt er röndum, v. l., Harkv 19. Jfr Falk, Waff 131 f. 3) jord, Þul IV æ 1. Jfr goll-, holm-.

röng, f, (pl. rengr), spante, Þul IV z 8, ristin röng Hharð 16 ; bifask rengr í röstum Kali, röngum studdr, om skibet, Leið 16 ; marr ranga, skib, Anon (X) II B 9.

röskliga, adv, rask, kækt, ÞjóðA 1, 11, röskligast Gestr 2, ríss röskliga Hjálmþ IV 12. Jfr jafn-.

röskligr, adj, rask, kæk, omtr. = röskr, röskligra es Nj 19, röskligr vingull Völs 2.

röskr, adj, rask, kæk, Am 54. 90, röskr munk þér reynask Am 60, rammr ok röskr, om Rig-Heimdal, Rþ 1, röskr vísi Steinn 3, 4, röskvari maðr Ív 44, Ísldr 17, enn röskvi askr alms Ísldr 3, röskvir menn gefa örnum bróð Mhkv 23, öðlingr skyldi einkar röskr Mhkv 5, röskvir þegnar Refr 2, 1, röskr byskup Gd 24, rösk hirð Sturl 4, 14, röskr friðkennandi, Kristus, Leið 27 ; röskr aldr, höj alder, Gdβ 13. Jfr jafn-.

Röskva, f, Tjalfes söster, Tors tjænerinde, Vrösku bróðir (således med bevaret v i forlyd), Tjalve, Þdr 21 ; tvinna Röskva, kvinde, EGils 3, 1.

röskvask, (-aðisk), blive moden, voksen, ef röskvask næði St 11.

1. röst, f, mål for vejlængde (ubestemt), hundrað rasta es (Vígríðr) á hverjan veg Vafþr 18, ketill rastar djúpr Hym 5, átta röstum fyr jörð neðan Þry 8, níu röstum neðar HHj 16, rank tolf rastir ok eina Sigv 3, 3, heiðr rastar breið ÞjóðA 1, 7 ; vej i alm., Róða röst, söen, Tindr 1, 1, Gylfa röst ÞSær 4, 1, máva röst Ragn X 4 ; reyrþvengs (slangens) röst, guld, HSt 2, 2 ; rastar knörr, hest, Sigv 14, 2. Jfr baug-, Bif-, Bil-, út-.

2. röst, f, ström (i havet), malström, Þul IV u 1, ríðandi röst Ív 17, í röstum Hharð 16, Kali. I kenninger, for skib : rasta hlynr Ht 19, raukn rasta ÞGísl 3, vetrliði rastar Mark 4, 1, hestr rasta Ht 34, for fjældelv : glamma stöðvar röst Þdr 10, for öl : röst jastar Ht 25 ; rastar Gestr 2 er urigtigt. Jfr blá-, blóð-, glym-, haf-, lög-, vápn-.

3. röst, f, skib, Þul IV z 2.

rösuðr, m, 'som farer frem, afsted', reyks rösuðr, der vælter frem i forbindelse med rög, ild, Yt 27.

1. ró, f, 1) rå, sejlstang, Þul IV z 8, skammar ro skips ráar Hávm 73, skips láta menn skammar rár Mhkv 12, jfr Falk MoM 1922 s. 173 f., slyngva skildi upp við ró Hhund I 33, ráar langar Hhund I 49, bundin ró, om den knækkede rå, Korm Lv 38, ekin ró ÞjóðA 1, 2, við miðja ró Rv 22, ró reiddi stafn, her om råen og sejlet, Ragn X 5, segl við ró Sigv 10, 8. 2) stang, loddi ró við (jætten) Haustl 7 ; ró skalla, hår (ró = viðr), Árni 2, 1 ; ró holbarkar, sværd, Hfr 3, 6. Jfr dolg-.

2. ró, f, (ældre vró), vrå, hjörne, kleif í ró hverja Am 62. Jfr vó.

róðugr, adj, rådsnild, snarrådig, róðug jöfra sveit ólhv 2, 6.

róðuligr, adj, rådelig, klog, þat es róðuligt Líkn 45.

róðunautr, m, 'råd-deltager', en man rådförer sig med, rådgiver, Þul IV j 10.

Rón, f, Ægirs hustru, blandt asynjer, Þul IV h 2, jfr IV u 4, yy 3, Ránar munnr, bölgens gab, Refr 4, 3, Rón, siðlaus kona Frþ I 13 b, Ránar vegr, havet, Anon (X) III C 1, Merl II 89, Ránar salr Frþ I 14, snúask Rón ór hendi Hhund I 30, gefa e-n Rón HHj 18, sitja at Ránar SnH 2, 6, Rón heft ryskt of mik St 7. I kenninger for kvinde : dýnu Rón Hfr Lv 15. Ránar ræfr- = ís-, Ránar ræfr-firðingar = ís-firðingar = Ísfirðingar, mændene fra Isafjord, GOdds 7. Jfr Kock, Zs. f. deut. alt. 40, 205 f. Jfr folk-, gim-, glym-, ósk-.

rós, f, löb, fart, rós hesta Sigv 3, 12, görr til rásar, om en hoppe, Hhund I 42, tak á rós (dat.), tage flugten, Steinn 3, 4 ; rásir dœgra, dagenes löb, löbende dage, Lil 67 ; (löbende) skare (= ferð), engla rásir Lil 40. Jfr blóð-, geir-.

røðr, m, galt (skr. roðr, roðr), Þul IV dd.

røkkvihliðr, m, okse ('med mörk side'?), Þul IV ö 1.

røkr, n, mörke, mörkning, tusmörke, Þul IV mm, røkr öndurt (acc. temp.) Arn 3, 12, røkr røkra Hyndl 1. ragna røkr, gudernes mörke, tiden når alt bliver mörkt for guderne (jfr sól tér sortna Vsp), er ensbetydende med 'verdensundergangen', ragna rök, men røkr er sikkert ikke forvanskning af dette, bíða ragna røkrs Lok 39.

røkva, blive dunkel, es røkvit var HHj 35, røkr at regni, det bliver mörkt på grund af den sig nærmende (regn)byge, Bergb 6, røkr at éli Anon (XIII) B 39 (med él menes her kamp), røkr at miklu randa garðs regni, det ser svært ud til at ville blive kamp, Þorf 2 ; impf. rökk synes(?) at foreligge i "Rekk" at rómu døkkri Ormsþ IV 4.