reifa, (-ða, -ðr), 1) forfremme, göre anselig (beslægtet med rífr, s. d.), udstyre, glæde, reifa e-n golli Am 13, Guðr II 1, reifa e-n hringum Akv 39, mjök eru reifðir Harkv 16, höppum reifðr Pl 15, Has 49, reifa fjölða lýðs af fiskum Leið 27, hvor dog adj reifr vistnok er rettere, örnu reifir Áleifr Ótt 1, 6, reifa mó sverðmans Hallv 3, vinna sárs svan reifðan GOdds 1. 2) juridisk udtryk (om samme ord og foreg.?) om at 'gentage, repetere, en sags vidneudsagn og fremförte bevismidler' ved sagens afslutning for retten, hertil kan henföres, reifa tíðendi, fortælle, genfortælle, udbrede, Hsv 28, reifa græðgi, vise grådighed, om djævlen, Pét 4, reift róg, bagvaskelse der er anstiftet og udbredt, Mv III 20 ; part. act. i kenninger, reifendr gnýþings geir-Rótu götva, som foretager vigtige sager på kamptinget, krigere, Eg Lv 15, reifandi stála hjarls éls, der udförer kampen, d. s., SnSt 4, 2. Hertil kunde endelig henföres reifa gjöld rögnis, Akv 33, udföre betaling for, men sammenhængen er dunkel og vistnok forvansket ; rettelsen af reifa til reiða synes næppe nödvendig.

reifaklæði, n. pl, de klæder, töj, der udgör et svöb, vefja reifum Mey 60.

reifar, m. pl, svöb, eiga góða reifa Lil 35, klæða(z) reifum Lil 42. 55.

reifir, m, forfremmer, glæder, hersa reifir, fyrste, Mark 1, 24, hölða reifir Hfr Lv 8. Jfr log-, má-.

Reifnir, m, sökonge, Þul IV a 4, Reifnis marr, skib, Rdr 11, Reifnis raukn, d. s. (jfr rauknstefnandi), ESk 6, 49, Reifnis rönn, skjolde, ESk 6, 54, Reifnis ræfr, d. s., Skúli 1, 4. En af Angantyrssönnerne, Hyndl 23. Jfr Reimnir.

reifr, adj, oprömt, munter (egl. 'hvis stemning er hævet'), glaðr ok reifr Hávm 15, heima glaðr ok við gesti reifr Hávm 103, reifr gekk herr und hlífar Stúfr 7, þá eru þeir reifir Harkv 17 ; vinna e-n reifan, således bör der vist læses Leið 27. Jfr bjór-, böð-, él-, folk-, gný-, gunn-, her-, hjaldr-, hug-, ógn-, víg-, öl-.

1. reik, f, 1) hårets skillelinje på hovedets overflade, reikar himinn, hoved, Bjarni 2, reikar tún, d. s., Sigv 12, 14. 2) hoved i alm., eik reikar, hår, Árni 2, 1, rúfr reikar, d. s., GSúrs 28, Heðins reikar faldr, hjælm (jfr faldleikr), Vell 37, Heðins reikar skól, d. s. (jfr skálleikr), Þdr 11.

2. reik, n, vaklen, reik svara (v. l. reikan) Lil 17.

reika, (-aða, -at), vakle, rasa eða reika Lil 92 ; reika ráðs, hvis disse ord hörer sammen, Pét 41.

reikna, (-aða, -aðr), 1) regne, opregne, meddele, ágætt tákn vil ek ýtum reikna Gd 16, tókn ritin ok reiknuð Gd 22. 2) regne, overveje, reikna þat réttliga EGils 2, 14, þú reiknaz höfuðmusteri, renes, anses, for at være, Mdr 14.

reimir, m, slange, Þul IV qq 4 (dette er den rigtige form på grund af rimet reimir : seimir).

Reimnir, m, sökonge (vist = Reifnir), Þul III 1.

reimuðr, m, kun i forbindelsen reimuðr Jötunheima, om jætten Tjasse, Haustl 7 ; det er muligt, at ordet står i forbindelse med reimt (es), 'der er spögelser på færde' ; 'larmer'? (jfr no. reimast (Ross)).

rein, f, egl. agerrén og jordstrimmelen mellem to sådanne, ragna rein, gudernes vej, Bivrost (jfr reinvári), Húsdr 2, i alm. land. I kenninger, for hav : Haka vagna rein, skibenes land, havet, Haustl 16, Róða rein Sigv 2, 3, Rökkva rein Ht 73 ; for kvinde : rein steina Grettis 51, rein bauga EGils 3, 3 ; jfr Þul IV yy 2 ; for skjold : elds (sværdets) rein Þhreð 4. Jfr baug-, bauga-, flug-, geð-, sef-, tjör-.

reina Þorm 1, 6 urigtigt for heiman.

Reinald, m, Heil 1.

reini, m, hingst, Anon (X) I B 3, HHj 21 (hds remi), reina rödd HHj 20 (hds hreina mod alliterationen). Jfr Bugge, Edda s. 407.

reinn se hreinn.

reinvári, m, 'landstribe- eller vej-vogter', ragna reinvári, gudevejens bevogter, Heimdal, Húsdr 2 (adskilt ved tmesis) ; vári er ellers ukendt.

reip, n, reb, tov, síga í reipum, i tove, Þstf 1, 4, skibstov, leggja hendr at reipum Sturl 4, 14, drífa til reipa Ív 15, harðsveipaðastr reipum Ht 34, gelr í reipum Anon (XII) B 3 ; heljar reip sveigð at síðum, symbolsk udtryk, Sól 37. Jfr drag-, hjalp-, kjal-, skaut-, þrá-.

reisa, (-ti, -tr), rejse (kausativ til rísa), bygge, reisa lauka, masterne, Bölv 5, reisa vé Blakkr 2, 1, reisa merki Anon (XII) B 23, véstöng reistisk Ht 36, reisa (bautasteina) Hávm 72, reisa hafnar mark GrHj 3, reisa hús Leið 43, reisa Rúms höll Skapti, reisa stéttar (ved rettelse) Ód 13 ; reisa rönd við e-m, hæve skjold mod en, stille sig til modstand, Mark 1, 32, Merl I 37 ; reisa kristnihald, oprette kristen tro, Sigv 12, 2 ; reisa ofrausn, tage sig altfor megen magt, Sturl 4, 11, reisa hildi Nj 10.

reistr, m, egl. 'en der vrider sig, bugter sig' (for vreistr, S. Bugge, Tidsskr. f. Phil. VI, 97 f.), jarðar reistr, misgårdsormen (der snor sig om jorden), Rdr 14.

reisuligr, adj, der rejser sig höjt og ser storslået ud, höj, reisuligr haugr Nkt 10.

reita, (-ta, -tr), urigtig v. l. til teita GSúrs 37.

reiting, f, tirren, krænkelse, Gdβ 24.

reitinn, adj, som er tilböjelig til at tirre, krænke, uretfærdig, reitin þjóð EGils 2, 1, enn reitni Grettis 25, Anon (XII) B 22.

reitr, m, (-ar), egl. 'fure i jorden' mellem to stykker land, så den mellem to sådanne liggende landstrimmel, rýma út reitu ríkis síns, sit riges grænsefurer, SnE II 202 ; vals reitr, falkens land, arm, Ht 42, fjörnis reitr, hoved, Hl 9 a, sólar reitir, himlen, Lil 11, stjörnu reitr, d. s., Lil 26, dags reitr Líkn 32 ; hjaldrs reitr, skjold, dets Gautar, krigere, Ingj 1, 4. Firkant (brikplads) i tavlspil, Vígl 18. Jfr dýr-, log-, má-, orm-, stjörnu-.

reka, (rak, rekinn ; ældre vreka), 1) drive, jage (afsted, bort), hjörð rekr handar vanr Hávm 71, reka geitr með sæ Ragn II 5, reka hafra heim Þry 21, reka vandstyggva, drive hestene (man rider på) fremad, Akv 13. 2) drive, före, vefr rekr snekkjur á haf Ht 20 ; upersonl., öld rak upp, förtes af vind og vove, Sturl 5, 16, ná rak fyr straumi ESk 10, 1, lík rekr at ströndum Arn 3, 15, val rak vítt of strandir Krm 9, barms vigg rak ÞKolb 3, 4, jfr rekinn ór hrönnum, dreven i land, Ód 24 ; men : brim rak (skip) við hamra, mod klipperne, Rv 9, hregg rak borðhölkvi, förte, Gldr 4, byrr rekr ráskegg Ht 78 ; overfört, hver alda illrar skepnu rekr þik, enhver bölge af den onde skæbne tumler dig, Guðr I 24 ; bönd róku Val strandar, drev skibet (så at det ödelagdes), Steinunn 2. 3) drive, styre (skibe, flåde), reka flota á Rakna rymleið Eyv Lv 2, reka rausnar ræsinaðr út á mar Gldr 2, reka plóg af akri Rv 31. 4) drive, fordrive, forfölge, reka á sæ, ud på havet, Eyv Lv 6, reka írskar þjóðir Gráf 2, reka af hauðri Jóms 12, reka af föðurarfi Arn 3, 4, reka ór landi Hildr, reka af höndum Eg Lv 19, reka brott í dauðans druknan Lil 73, reka brott af sœmdar sæti Lil 19, reka flótta Sindr 1, Sturl 3, 8, rókusk Vinðr Þfagr 1 ; reka fyr gnýskúta Þveil, reka gesti út Sigv 3, 6 ; overfört, reka af sér klámorð, befri sig for, Þmáhl 8 ; medium, tumle om, föres om, þaðan rókumk vindkalda vega Fj 47, rekask undan, jages frem, föres bort, slippe for, kvaðat mundu mik rekask undan Þjsk Lv 3 ; aktivum i samme betydning GOdds 2, men upersonl., e-n rekur undan MÞórð 2, ÞormÓl 1, 6. 5) drive, stöde frem, rekin stól bitu ESk 6, 43, eller = 2. rekinn? 6) drive, tvinge, nauðr rekr e-n til e-s Balti 2. 7) udföre, reka hernað Ód 6, Rst 3, reka heiptir, forfölge, Sigv 3, 20, reka frétt forlaga sinna (farsælu sinnar) Hsv 69, reka köld heit Ht 17 ; reka nafn skógarmanns hörer måske hertil, göre navnet berömt (jfr nafn), Ólhv 3, 2. 8) drive, slå, reka e-m illan þveit, volde en et stort afbræk ("slem streg i regningen"), Ótt 3, 3. 9) hævne, med gen. rei, dat. pers., þess mun Víðarr vreka Vafþr 53, reka dauða e-s TorfE 2, reka nadda rógs inni vígs Helga GDropl 2, reka harms, harma Gríp 9, Reg 11, Guðr III 8, Hfr Lv 13, reka brennu Nj (XII) 10, reka dauða föður OSvínf, reka brœðra GSúrs 9, reka illmælis Ísldr 23, reka níðs Ingj 3 ; jfr ef of þá sök sverði rækak St 8. 10) vrekask at virði Hávm 32 ; må betyde : 'skælder hinanden ud ved drikkelaget'.

1. rekinn, m, okse, Þul I b, men reginn Þul ö 1, hvilket dog vist er mindre rigtigt, jfr rekningr ; ordet betyder vel egl. 'den fremaddrevne' (om en plovokse?).

2. rekinn, adj, (vel egl. part. pass. af reka), belagt med, særlig indlagt med (guld-)tråd eller plader, dörr en reknu Arn 2, 5, reknir broddar Hgóð, broddar reknir hoddum Arn 6, 15 (v. l. roðnir), stól blóði rekin Þorm 2, 23. Jfr blóð-, dreyr-.

rekja, (rakða, rakiðr), udvikle, udfolde, (således at et heles enkeltheder kommer tydelig tilsyne), rekja ættir, opregne slægter (medlemmerne enkeltvis), Hyndl 45, rekja lög, gennemgå loven led for led, kunne loven i alle dens enkeltheder, ÞSíð 2, rekja bœnir sínar, fremföre sine bönner (den ene efter den anden), Þloft 3, 10, rekja borða, om figurerede borters (strimlers) tilvirkning, udtrykket må være hæntet fra arbejdets art, Helr 1, Oddrgr 17, rekja spjöll fyrir, forudsige ting, Merl II 94, rekja mól es menn vitut, d. s., Merl II 95 ; overfört : Hneitir rakði hjörva salma, enten om kamp efter kamp, eller hug efter hug, Hl 37 b ; mærð reksk (v. l.) framm Steinn 3, 1, jörmungandr rakðist at sandi, förtes (glidende) tag for tag, Rdr 16 ; rekjask ór svefni, vikle sig – lidt efter lidt – ud af sövnen(s bånd), Am 90.

rekkilót, n. pl, mandig færd (af rekki, f, = hugrekki og lót = læti), fregna rekkilót, höre om modig færd, bedrifter, GSúrs 37.

1. rekkja, f, sæng, leje, í rekkju Ölv 2, gæta e-m sess ok rekkju Frþ I 13 b, leggjask miðrar rekkju Rþ 5. 19 ; gerva rekkju Rþ 11. 33 ; rekkja fjalla skeljungs, fjældfiskens, slangens, leje, guld, Katr 6.

2. rekkja, (-ða, -ðr), göre modig (af rakkr), rekkja lið Ht 1, uðr rekkir kjöl, omtr. = treystir, pröver (dens kraft, der viser sig uforminsket), Ht 22.

rekkr, m, 1) mand, helt, især om en fyrstes mand, kriger (jfr Hfr 3, 15, Þul IV j 1), mínir rekkar Hárf 2, sínir rekkar Hfr 3, 2, þínir rekkar Sigv 11, 11, rekkar ræsis Eskál 2, 1, HHj 18, fylkis rekkar Brot 1 (F.J.s udg), þjóðans rekkar Guðr I 19, rekkar Heðins Hfr 3, 11, Hálfs rekkar Hálfs VII 1, rekkar Níðaðar Völ 29, konungr rekka Jór 3 ; sikkert også fölgende steder : Hárf 1, rekkar ráðspakir Gríp 6, rekkar óneisir Akv 17, rekkar rakklátir Am 65, rekkar búnir Guðr II 15, rekkar geðfastir ÞGísl 3. 2) mand i alm., Þul IV j 1, rekka kindir Mark 1, 17, hverr rekka HolmgB 3, hvat es þat rekka Alv 5, margr rekkr Hyndl 3, rekkr enn ráðsvinni Hárb 8, jfr HHj 22, Sigv 1, 5 ; dygtig, virkelig, mand, rekkar þat þóttusk Hávm 49 ; lægir rekka rógs Hfr 2, 7 ; i kollektiv betydning, rekks löðuðr, fyrste, Yt 31. I en kenning : hausa hasls = hárs = Hárs (Odins) rekkar, aserne, Ísldr 1. Som dværgenavn, Þul IV ii 6. Jfr bekk-, hasl-, rausnar-.

1. rekningr, m, (betlers) omflakken, senda konu á rekning Harð 4.

2. rekningr, m, 1) sværd, bjartar svaltungur rekninga, klingerne, Bersi 1, 2, rekninga él, kamp, Bjarni 2 (af reka, jfr skotningr). Jfr Falk, Waff 58. 2) okse, Þul IV ö 1, = rekinn, s. d.

reksaumr, m, drivsöm (almindelige söm, modsat hnoðsaumr), ESk 12, 14.

Rekstefja, f, navnet på et digt med rekstef, :: stev, hvis enkelte linjer er adskilte (klofastef) og anbragte i slutningen af stevbalkens enkelte vers, Rekstefju tekk hefja Rst 1.

1. remma, f, bitterhed, remman (synden) brast í rót af kvistu Lil 20.

2. remma, (-ða, -ðr), göre kraftig, stærk, remma borg turnum Merl I 19, konungr Róms (gud) hefr remðan sik löndum, gjort sig stærk i landene, befæstet sin magt, på jorden, Eil 3, goð remmir þik gagni Ótt 2, 18 ; rimmu glóðir remma randa grand Ht 57 ; remma stein við hals, fastbinde, Heil 23.

remmilaukr, m, 'kraftigt lög', ránsóks (s. d.) remmilaukar, mænd, Rst 22 ; her synes remmi snarest at være subst. ( în-st.) ; jfr de fölgende sammensætninger.

remming, f, handlingen at göre kraftig, remming ráða, planernes kraft, kraftige planer, Lol 40.

remmiskíð, n, 'kraftig, stærk, ski', Randvés remmiskíð, stærkt skib, Sturl 4, 38.

remmiskóð, n, 'kraftigt, skadeligt redskab', remmiskóð borða (af borði), kraftigt sværd, Þmáhl 8.

remmitungl, n, 'kraftig, stærk, måne', randar remmitungl, skjold, ÞKolb Lv 5.

remmi-Týr, m, 'kraftig görende Ty', rógleiks (kampens) remmi-Týr, kriger, Ht 14.

rengja, (-ða, -ðr), göre vrang, forvanske, rengja rúnar Am 4 ; rengðar (ved rettelse af reyndar) ástir, tilbagevist, vraget, kærlighed, Mey 27 ; dreje sig, forvride kroppen, er hann rengðisk Rv 30.

Renir, m. pl, beboerne af Ranriki, ESk 7, 3.

1. renna intr. se rinna.

2. renna, (-da, -dr), 1) lade löbe, sætte i löb, fart, med dativ, renna langskipum ÞKolb 3, 10, renna byrskíðum Þfagr 6, renna stafna skíðum Ólhv 2, 9, renna hlunns hesti Oddi 3, renna Ekkils ýtiblökkum Rst 16, renna skipum at ormi Rst 21, renna sæ, straum kili Ht 101, renna fjörnis hlíð meginskíði fleina lands Ht 65, renna oddum eljunstrandir Ht 63, renna sævar skíði Meita hlíðir Arn 2, 18, hertil part. act. i kenninger for söfarer, mænd, rennendr grœðis elgs Nj (XII) 9, rennendr ráfáka Nj (XII) 10 ; rendr hjörr Hl 39 b ; bringe til flugt, tyggi rendi döglingum Rst 20 ; renna brágeislum at e-m, se, spejde, efter en, Korm Lv 15 ; renna blóði í spor, lade blodet löbe ned i sporene, om en ceremoni ved indgåelsen af fostbroderskab, Brot 17. 2) intransitivt, löbe, Visundr rendi norðan Arn 2, 9, leiðangr rendi langt með landi ÞKolb 3, 4, sýjur rendu framm EVald 3, renduð rétt á stag Valg 6, ormr rendi til unda Krm 12, brandr rendi við rif Áóreið ; rægagarr rendi at brjóstum Krm 6, eitrdrekar rendu í gögnum brjóst Sól 64, ört rendu þeir undan, flygtede, ÞjóðA 1, 20 ; med acc. for at betegne, hvorover löbet går (hertil kunde også nogle af de ovenfor anförte steder höre), renna bratta ríp Rst 28, (sverð) rendu fjörbrautir GDropl 3. Denne brug af renna er måske opstået ved udeladelse af sér, der et par gange findes i den mediale form, borð rendusk at jörðu Bölv 4, skip rendusk at Anon (XI) Lv 16, rennask á, om sværdene, Egilss (XII) 3. Rendum Has 34 er urigtigt for vendum.

3. renna, f, renden, flyven, brodda renna, kamp (eller verbo tenus), Þskakk 2 ; í rennu, i række, en efter anden, Páll ; rennum Sturl 2, 1 er uden tvivl urigtigt, for eimr.

Rennandi, f, elvenavn, Grí 27, Þul IV v 1 ; elgr Rennandi, skib, Liðs 4 (egl. part. act. af rinna).

rennir, m, som lader löbe, sætter i fart, rennir bauga, gavmild mand, Sturl 4, 19 ; rennir rítar Mv III 4 ; rennir ægis otra, söfarer, Guðbr 1 ; rennir regns hátunnu ranns, som lader himlen dreje sig, gud, Heilv 5. Jfr at-, blakk-, dag-, eið-, elg-, hest-, kjöl-, mein-, sök-.

renniraukn, n, trækdyr (renni- st. i renna, 'ladende noget löbe', trækkende :: Sælland), Rdr 13.

rennu-Þundr, m, 'löb-Odin', randhvéls, skjoldets, renna (bevægelse), kamp, dens Odin, kriger, Rst 1.

renta, f, indtægt, Gd 30.

1. repta, (-ta, -t), ræbe, Anon (XII) B 10.

2. repta, (-ta, -tr), sætte tag på (et hus ; af raptr 'tagsparre'), sköptum es rann rept, om Valhal, Grí 9, es ek rept vita Grí 24.

res Þdr 13 er forvansket, måske for risa.

Reyðarfell, n, gård på Island, Grettis 12.

reyðarkalfr se reyðr.

reyðr, f, 1) finhval (af rauðr), Þul IV y 1, hvor også reyðarkalfr findes anfört som særlig art (med urette), róa skal fyrst fjarri reyði, ordsprog, Nkt 2, rymvöllr reyðar, havet, HSn 2, 2, túnvöllr reyðar Steinn 3, 11 ; reyðr Svölnis beðju, slange, EGils 3, 20. 2) örred, Þul IV x 2 ; den sidste kenning kunde også henföres hertil. Jfr dal-, fjall-, holm-, hrafn-.

reyfðir Harkv 16 se reifa.

reykelsi, n, rögelse, Hsv 138, Gd 73.

Reykjaholt, n, gård på Island, Gdβ 24 (adskilt ved tmesis).

reykr, m, (-s og -jar), rög, sék reyk Sigv 13, 12, eldr ok reykr Ótt 2, 10, leggr reyk til skýja Anon (XI) Lv 15, i pl. om flere brande, Valg 2, rönn blása reyk Anon (XI) SnE I 506, rammr reykr Merl I 12, sem gengi gögnum reyk ESk 6, 55 ; stövsky, = jóreykr, Sigv 3, 12.

reyksvæla, f, tyk, kvælende, rög, Anon (XI) Lv 9.

reykvellr, adj, 'rög-kogende', opfyldt af rög, om de brændende huse, reykvell rönn Valg 8.

reyna, (-da, -dr), 1) pröve, abs., ef reyna knátt HHj 21, es varð at reyna Am 40, ef reynir görva Am 78. 80, jfr 93, reyn, hvat sé Hsv 24, jfr ESk 6, 31 ; upers., þá reyndi þat, da prövedes, erfaredes, det, Brot 18, þá mun reyna Hálfs IX 23 ; med acc. ef alt reynir Am 69, þat ek þá reynda Hávm 96. 102, reyna brattan, om hårde pröver (egl brattan sæ), Am 60, reyna stól Sigv 11, 10, reyna randhœing Nef, reynum randar mána Eg Lv 30, reyndak jörn GSúrs 2, et reynda randar log GSúrs 15, mæki es reyndr es Hávm 81 ; reyna rönd Ótt 2, 12, es reynt es lengr Mhkv 17, reyna líkn váss, pröve, erfare, GSúrs 33 ; emk reyndr HolmgB 2, reyndir (menn) Ísldr 1, reyndr þengill Ólhv 2, 7, reyndr at e-u Ísldr 5, þá mun minn hugr verða reyndr Hfr Lv 23, reyndr es sá, tilfulde prövet, Pl 14 ; reyndr ofsi, overmod man har prövet, ÞjóðA 3, 24 ; medium, pröves, vise sig, röskr munk þér reynask Am 60, brögðótt reyndisk gemlu fúa Mhkv 18, reynask gæfufullr Gd 52, reynask flærðir Merl I 43 ; med at, reynask at lygi, vise sig at være lögn, Hsv 28 ; med dativ, herjum reyndisk allvaldr mannbaldr, viste sig for dem som, de prövede at han, Ht 36, honum reyndisk illa afls vón þaðan ÞjóðA 4, 25. 2) pröve, udforske ens magt o.s.v., reyna regin Vafþr 3 o.s.v., goð reynir vini sína ESk 6, 63, reyna e-n of annat, erfare at en duer til noget andet og mere, Kolb 2, 1, part. reynandi, reynandi randa, kriger, Jóms 17 ; reynda urigtigt for rænta Bjhít 2, 9. 3) tyde, = rýna, måske fejl for dette, tekr hon at reyna ok ráða Merl I 10.

reynd, f, pröve, gen. reyndar, adverbielt, i virkeligheden (egl ved pröve, erfaring), EGils 2, 1.

1. reynir, m, rön, rönnetræ, Þul IV kk 2.

2. reynir, m, pröver, reynir sannleiks, om en biskop, Gdβ 14, reynir mannkyns, jarl, Arn 5, 12, reynir hersa máttar, konge, Mark 1, 30, reynir fróns leggs folka (jætternes), Tor, Húsdr 5, reynir reyrar leggs, stenens kender, jætte, Húsdr 6 ; om gud, reynir virða Has 52, reynir hölða Mark 1, 27, reynir munka Hafg 2, om krigere, reynir randa Anon (X) digt om Guðl, reynir lögðis Jór 2, Heðins bóga rauðmána reynir Vell 7, reynir darra driptar Nj 21. Jfr dóm-, elg-, geð-, happ-, mót-, sann-, sið-, sig-, þrif-.

reynirunnr, m, rönnetræ, hjálp handa Sifjar vers = Þórs björg = Þórbjörg (jfr SnE I 288), Grettis 1, 5.

1. reyr, n, siv, sivsamling, rörstængel, reyr en roknu Arn 5, 11, et dýra dylgju reyr, kostbart sværd, Ód 18, hnitu reyr dreyra saman (dreyra reyr, sværd) Hókr 3, ÞBrún 3, rimmu reyr bitu Hl 40 a, morð-reyr (eller morðs?) lituð dreyra Hl 33 a, roðin benja reyr Glúmr Lv. Hertil bör også henföres rjóðendr rítar reyrs Ód 13, om andre tilfælde er det usikrere, jfr reyrr. Jfr alm-, hjalm- (sikkert n.), skjald-, und-, víg-.

2. reyr, f, s. s. foregående, rauða dreyra reyr, sværdet, Korm Lv 50, således hvis rauða ikke er forvansket (af rauðan?).

reyrr, m, (-ar), rörstængel, Þul IV kk 2, reyrr randa, sværd, setr randa reyrar, skjold, Arn 2, 14, leggr reyrar, sten, Húsdr 6 ; = reyr, koll., sitja í reyri Hávm 96 ; reyr (acc.) undlagar Jór 3 kan også henföres til reyr ; Sköglar reyra (rettelse for dyra) hríð, kamp, (jfr hríðfimr), HolmgB 1. Jfr hnig-, holm-, hring-, orð-, öl-, ölun-.

reyrþvengr, m, 'siv-tvinge', slange, röst reyrþvengs, guld, HSt 2, 2.

Ré, f(?), Rügen, á Ré Arn 3, 9.

1. rétta, (-tta, -ttr), 1) göre lige (réttr), göre glat, rétta bug, göre en krumning lige, overfört : råde bod på, Ólhv 5, 2, boginn réttisk Gd 14, rétta ennis ósléttur Eg Lv 13 ; rétta ranga hóttu Gdβ 16, hann réttisk svá, han forbedrede sig således, Has 49, rétta ráð sitt Mv III 25 ; rétta óðar lag, digte, Leið 3, rétta (ved rettelse) Grímnis sylg, d. s., Rv 7 ; upers., ef hann við rétti, hvis han fik lov til at leve, Am 63. 2) række, give, rétta e-m faðm sinn Líkn 42, rétta hönd Pét 17 ; réttumk risti, viste mig sin vrist, Korm Lv 1.

2. rétta, (-tta, -ttr), drive i fold (rétt), rétta Víðblinda svíni, at drive hvalen ind hvor den er som indelukket, Anon (XIII) B 62.

réttari, m, dommer (ungt ord), om en bisp, Gd 51.

réttdœmr, adj, ret dömmende, retfærdig (i sin dom), réttdœmr konungr Ód 13, réttdœmr sért Hsv 13.

réttendi, n. pl, ret, stand fyr réttendum, hindre at man får sin ret, Jón, þarnaz réttenda sinna, gå glip af sin ret, Vitn 19.

réttferðugr, adj, retfærdig (ungt låneord), ret, tilbörlig, réttferðugast mál Lil 3.

rétti, n eller f(?), lige retning, rétti rifja, fá rifja rétti, få sine (krumme) ribben gjort lige, trykt flade, HHj 22.

réttilbeini, m, 'med lige ben' (eller 'som strækker sine ben'?), tilnavn til Rögnvald, Vitg.

réttir, m, udstrækker, giver, réttir seims EGils 3, 5.

réttlátr, adj, retfærdig, Mv III 12.

réttliga, adv, rigtig, med rette, heita réttliga Gd 56.

réttligr, adj, ret, rigtig, réttlig undirstaða Lil 97, réttlig vaka, ret advarsel, EGils 2, 14 ; retfærdig, Anon (XIV) Lv 3.

réttlæti, n, retfærdighed, Has 57, réttlæti guðs, retfærdighed for (mod) gud, Gd 49 ; réttlætis sunna, Kristus, ESk 6, 4, réttlætis sól, d. s., Gd 13, jomfru Maria, Mey 3, réttlætis dýr Merl II 50.

1. réttr, adj, 1) ret, lige, skapti réttara Heiðr 8, rétt rœði ÞjóðA 4, 20, réttar brautir Rþ 14. 26, réttr fetilhams, om skeden, Ht 6, halda rýnnis reið réttri, lige i vejret, oprejst, St 19, réttr vindr, vind som förer lige frem, Ht 20 (modsat þverr vindr, fra siden), rétt rif : gengr at réttu rifi, som går ud over det lige ribben (efter at det er gjort lige, jfr 1. rif, eller er réttr her part. til rétta, rettet?), Hsv 46. 2) ret, rigtig, réttir dómendr Hálfs IX 14, rétt vétt Líkn 36, rétt regla Gd 11, rétt raun Bjhít 2, 10, rétt lof Ótt 1, 1, réttr Regins drykkr, der er som den skal være, Hárf 1, rétt trúa Lil 6, réttr dómr Lil 19, rétt óðal, odel, som man har ret til, Valg 6 (her kunde rétt også være adv), et rétta öl, det rigtig tillavede, gode öl, Ht 23 (jfr H. Kr. Friðriksson, Arkiv XVIII, 77), rétt es Sigv 1, 6, esat rétt Eg Lv 29, rétt segir Grípir Gríp 11, et réttra Eindr ; at réttu Ólhv 2, 12, ná réttu, få sin ret, Hsv 101 (v. l. rétti). 3) retfærdig, Anon (XIV) Lv 3. 4) rigtig, sand, virkelig, haukr réttr est þú Arn 2, 1. 5) rétt, adverbielt, lige, rétt á stag Valg 6, stýra rétt til jarðar Sturl 3, 16 ; ret, rigtigt, kjósa rétt Sigv 11, 5, geta rétt ESk 6, 31, segja rétt Lil 59, Leið 36, telja rétt Vsp 12, Gríp 21, rétt skiptu því TorfE 2, skilja rétt ÞKolb Lv 9, vísa rétt SnE II 212, halda rétt Sigv 3, 17, Nj (XII) 9 er réttr vist fejl (for rógs?) ; lige, netop, ESk 6, 10, rétt af hjarta Gd 66, bandi rétt ens nezta fjanda Lil 23, rétt af magni EGils 2, 7, rétt af prýði EGils 2, 5.

2. réttr, m, (-ar), ret, réttr klerka Gd 30, setja rétt Gd 29, gefa brögnum rétt Gísl 1, 7, ná rétti, v. l. til réttu, Hsv 101, ræna kirkjur sínum rétt Gd 40, verðr slíks réttar Þorm 2, 10, goðs réttr Hskv 2, 2 ; sannvinr rétta, om en biskop, ÁmArn 3. Jfr lands-, ó-.

3. réttr, m, driven, forfölgen, liðsmanna réttr ÞjóðA 2, 1 ; om bölgegang, ganga réttum, gå således som bölgerne omtumler skibet, on livet, Grettis 5. Jfr af-.

réttvísi, f, retfærdighed, Líkn 50, SnE II 232.

réttvíss, adj, retfærdig, Heilv 7, Katr 14.

Ribbungar, m. pl, Ribbungerne, Ht 64, Sturl 6, 1.

riða, (-aða, -at), bevæge sig, riðuðu augu, öjnene bevægede sig livligt, Rþ 21.

riðlogi, m, 'svingende lue', randvallar riðlogi, sværd, Edáð 1.

riðmarr, m, 'svingende, duvende hest', Róða rastar (söens) riðlogi, skib, Tindr 1, 1.

riðusótt, f, 'rystende sygdom' (jfr skælvesot, hvor den syge ryster af feber), riðusóttir bauga bliks, 'sværdets syge, mén', enten 'sværdhug' eller 'kamp', Sturl 4, 27.

riddari, m, ridder, Anon (XII) B 2, Mberf 2, Eldj 1, Katr 26, Gd 36. 56, guðs riddari Gd 32.

1. rif, n, ribben, meðal rifja Eg Lv 18, sollin rif Anon (X) II B 8, innan rifja Ragn V 10, brandr rendi við rif Áóreið, rifja rétti (s. d.) HHj 22 ; ganga af réttu rifi, gå bort fra, forlade det rettede ribben, betegner 'at gå ud over hvad der er ret, tilbörligt', hvorledes udtrykket egl. er at forstå, er usikkert ; dog er det vist dette rif, der her foreligger, Hsv 46. Jfr fjall-, flóð-, land-.

2. rif, n, bånd (lökker) til at rebe sejl, Þul IV z 8, hýnd rif Valg 6, dúks böl hrindr rifjum ESk 12, 14.

rifa, (-aða, -aðr), rebe, rifa segl Örv IX 17.

Rifingafla, f, jættekvindenavn (egl 'med sönderreven gavl' :: bagdel), Þul IV c 5.

rifja, (-aða, -aðr), fremsige, opregne, rifja hvern geig, nævne hver synd, Has 16.

rifjungr, m, sværd, Þul IV l 7, rifjunga Sága, 'sværd-gudinde', valkyrje, kamp, Gráf 6. Jfr Falk, Waff 58.

rifna, (-aða, -aðr), revne, spaltes itu, himinn rifnar Arn 2, 1, Bergb 6, rifni reflar Bós 5, steinar rifna Hhund II 2, vínferill rifnaði Hym 31.

rifr, m, (-s og -jar), vævbom, vævens överste tværstok, der kan drejes, og hvorfra trådene hænger ned, telgja meið til rifjar Rþ 15, rifs reiðiský (s. d.) Darr 1.

Rifsker, n. pl, lokalitet i det nordlige Island, Grettis 7.

riga, (-aða, -at), bevæge sig frem og tilbage, dingle, rigar þú í rúmi Mág 3.

Rigarð, m, Heil 1.

1. rigna, (-ði, -t), regne, upers. med dativ, méilregni rignði Vell 11, rignir blóði Darr 1, Merl II 31, Anon (XIII) B 3, tórum rigni Lil 75, láta rigna mat Leið 20, regni Hóars þegna getr rigna (se regn og Hóarr), om skjaldskab, Eg Lv 4.

2. rigna, (-ða), synes at betyde 'strides', þanns við rögn of rignir Þveil (v. l. er regna).

rimi, m, langstrakt jordryg, Þul IV æ 2.

rimma, f, strid, vápna rimma, kamp, Arn 2, 15, rimma Hangatýs EGils 3, 7, rimma Kjalars EGils 3, 15, (alene) kamp, Þul IV k 1, Gldr 1, Eviðs 5, Okík 1, 1, ÞjóðA 3, 7, bregða rimmu skjöldunga, mellem kongerne, Jór 5, rimmu gangr Rst 19. I kenninger, for kriger : rimmu Yggr Arn 2, 5, rimmu askr Refr 2, 1, rimmu skyndir Ísldr 5, for sværd : rimmu glóð Ht 57, rimmu reyr Hl 40 a.

Rimmugýgr, f, Skarphedins ökse (egl. kenning for en ökse, 'kampens troldkvinde'), Rimmugýgr söng dimmum róstu hljóðum Nj 27.

rimr, f, elvenavn, Þul IV v 2.

rindilþvari, m, et slags fugl, Þul IV xx 5.

Rindr, f, Váles moder, Bdr 11, Gróg 6(?), Þul IV h 2, elja Rindar, jorden, ÞjóðA 3, 3 ; seið Yggr til Rindar Korm 1, 3. I kenninger for kvinde, jfr Þul IV yy 3 : Rindr hördúks Hfr Lv 27, Rindr sörva Korm Lv 56, Rindr mundar Bjhít 2, 10, Rindr glymrastar fasta Gd 18 ; Rindr böðvar, valkyrje, kamp, Oddi 1 ; som valkyrje bruges det i Rindar serkr, brynje, Rindar serkjar Sannr, mand, EGils 1, 13. Jfr beiði-, reiði-.

rinna, (denne form findes GSúrs 32, Korm Lv 18. 49 Hfr Lv 2 Eþver 1 ; yngre er renna, men det er ikke muligt at bestemme, når denne form er opstået, jfr brinna ; rann, runninn), 1) löbe, rende, hirðar runnu Lil 34, runnu sem vargar til viðar Sól 9, rant at Óði, löb for at söge efter, Hyndl 47, rinna rastir Sigv 3, 3, forfölge, med eptir, Steinn 3, 2. 2) löbe, flygte, lið rann Ótt 2, 6, kindir rinna Gráf 5, rinna til skógar Sturl 3, 10 ; Hást 2 (ved rettelse), rinna á þingi Eþver 1, rinna undan, flygte for, Sigv 1, 2, Anon (XIII) B 14, ÞHjalt 2, jfr íugtanni rann, sværdet svigtede, Korm Lv 28. 3) om dyr, heste, Hyndl 5 (om ulv, der bruges som hest), Hhund I 47. 51, II 32. 36, Guðr II 4, Ghv 18, Korm Lv 9, ulv, freki rinnr, löber afsted, Vsp 44 o.s.v., egern, rinna at aski Grí 32, slanger, rinnask á móti Merl II 15, bukke, skyldu vel rinna, hunde, rakkar þar rinna Am 25, flygtende geder, geitr rynni Hhund II 37, jfr fölgende kenninger : storðar ulfr rann Sturl 3, 11, aurborðs eykir runnu Vell 26 ; engla fylki rinna unnir, svæver henover bölgerne, Arn 2, 18 ; om skibe, snekkju börð runnu Rst 4, om ål i vandet, díkis bokkar runnu at mér Korm Lv 59, fisk, hvat's fiska es rinnr flóði í Reg 1. 4) strömme, (Ifing) skal rinna Vafþr 16, ó rinnr Am 26, þjóðáar rinna upp Korm Lv 18, benvíðir rinnr GSúrs 32, regns dropi (tårerne) rann niðr of kné Guðr I 15, oss renni tór Gdβ 3, hræflóð rann of (mann) Þmáhl 2, döglings skör dreyra runnin, blodbestænkt, Guðr I 14, hræs dynbrunnum runnin egg Ht 32, jfr brjóst runnit rauðum steini, malet med röd farve, Refr 4, 3, rinna niðr, om maden, EGils 1, 13. 5) vokse op, rinna af rótum Hávm 138, Fj 20, tré rennr upp Merl II 83, rósa runnin upp Lil 25. 6) om solen, himna eldr rinnr upp Sturl 3, 16, röðull rinnr upp í heiði Arn 2, 17, jfr rinna upp, om Kristi opstandelse, men ordvalget betingede her verbet, ESk 6, 4. 7) om ilden, rann eldr of sjöt Eg Lv 7, Arn 6, 1, (eldr) rann á óskírð enni Arn 3, 8. 8) om sværd, eggjar runnusk á Egils (XII) 3. 9) om uegenlig bevægelse, kenning tók at rinna, at udbrede sig, Lil 46, miskunnar merki rinna um himnaríki Lil 87, mól rinna af raddartólum Lil 3 ; rinnumk óst til (konu) Hfr Lv 20, heipt rann saman, dannede sig, Sól 13, glœpr rann, synden bredte sig, gik, Lil 20. 10) med præp. á, höfginn rann á, sövnen påkom, Lil 12, tveir hugir rinna á e-n, en bliver tvivlrådig, Ólhelg 3, tvær grímur rinna á e-n, d. s., Grett 2, 8, sótt rann á e-n Yt 24 ; rinna á hár, om at håret svides, Mv I 24 ; med af, (hugr) rinnr af (konu), forlader hende, holder op med at beskæftige sig med, Hfr Lv 2. 11) smælte, fjötrar rinna Mv I 22. 12) transitivt, bringe noget til fald, göre ende på, hindre, med dativ, rann engi því ÞKolb 1, 3, rinna svikum Stúfr 3, rinna óstum Korm Lv 49. 13) part. pass., hjarta runnit sundr í sega Sól 43 ; varga ætt víða runnin, kommen löbende langvejs fra, Arn 2, 13, jfr kveldrunninn.

1. ript, f. el. n, klædning, töj, es ript höfðu Hávm 49 ; vinda ript, sejl, Ólhv 2, 9. Jfr vala-.

2. ript, f, brud, fredsbrud, heipt riptar, over fredsbruddet, Sigv 3, 20 ; sammenhængen er ikke ganske tydelig ; mulig skal der læses ripta, der da er et verbum, reknar heiptir ripta gefit, den forbitrelse, man forfölger, tilbagekalder det givne, "hvis du, konge, forfölger din vrede, vil fölgen blive, at jarlen betragter sig som fri for aftaler" (B. M. Ólsen).

ripti, n, = 1. ript, töj, (stykke) lærred, kona sveip (barn) ripti Rþ 21, strauk of ripti Rþ 28 ; sveipa í ripti Sigsk 8, hovedslör, setjask und ripti Rþ 23.

rira, (-aða), ralle, rirar í barka, om en rallende, hæst-gurglende lyd, Anon (XII) B 9.

risi, m, rise, jætte, veltum grjóti of garð risa (gen. pl.) Grott 12, risa (rettelse for res) kvón Þdr 13 ; Örv IX 59. 60. Jfr berg-.

risna, f, storartethed, storartet handlemåde, risnu fimur, om gud, Leið 20, risnu kendr (ligeledes) Kolb 1, 3 ; risna allvalds ESk 1, 3, reyndr at risnu Ív 15.

risnumaðr, m, mand der udförer dygtige handlinger, Mark 1, 17.

risnuprúðr, adj, udmærket ved sin gærning, om Joannes, Gmlkan 1, 1.

rispa, (-aða, -aðr), fure, skære, rispa tönnum, om hest, Grettis 34.

1. rist, f, vrist, réttumk risti (acc.) Korm Lv 1, pl. ristr Líkn 16, Mgr 15 ; rista meiðar, ben, Mfl (XII) 2.

2. Rist, f, se Hrist.

ristill, m, energisk kvinde, (ristill er kölluð sú kona er sköruglynd er SnE I 536), Þul IV i, Mey 27. Som egennavn, Rþ 25.

ritning, f, 1) skrift, historisk optegnelse, sem ritning váttar Gdβ 49, Vitn 3. 2) bibelen, Lil 8, Gd 39. 78 (her i pl.), Pét 24. 30 (i pl.).

1. ríða, (reið, riðinn), 1) ride, bevæge sig til hest, ríða menn dauðir Hhund II 40, ríða til goðþjóðar Vsp 31, ríða til Valhallar Hyndl 1, ríða þingi at Hávm 61, ríða vígi frá Vafþr 41, ríða í garð Oddrgr 28, ríða e-m í sinni Sigsk 3, framm reið Óðinn Bdr 3, ríða ept e-m, for at hænte én, HHj 36, ríða at móti e-m Grett 2, 6, hlýtk at ríða Sigv 3, 10, Hroptatýr ríðr Húsdr 8, herr reið at skeiðum Sigv 1, 5, ríða frák ór borgum Sturl 3, 19, ríða grœnna heima goða Hák 13 ; ofte med tilföjelse af navnet på det, man rider på, i dativ, ríða hesti Húsdr 10, ríða hestum Darr 11, Rþ 35. 47, ríða blakki GSúrs 22, jfr Þul II, også brugt med kenninger for skib, der består af hovedleddet 'hest', ríða Ræfils hestum Reg 16, ríða borðmörum Vell 19, ríða stinga Völum Ólhv 2, 8, ja endogså blot ríða kjól Rþ 48 ; undertiden tilföjes á, ríða á vargi HHj 35, om körsel, ríða á börg Húsdr 7 ; med acc. for at betegne det land, sted, hvorover man rider, ríða grund Vsp 30, ríða land Guðr II 35, ríða brautir, her om körsel, Vafþr 47, ríða fjöll Rþ 37, ríða eld Brot 1. 3 (FJ.s udg.), ríða myrkvan við Rþ 37, jfr 46, ríða Ránheim Rv 16 ; med acc. om det, hvorfor man rider, ríða ørendi, for at udrette, Akv 3. 8, Herv VII 13. Part. act. i kenninger for 'söfarer', mand : Endils eyk-ríðandi Nj 9, Ræfils foldviggs ríðendr ESk 11, 10. 2) svinge, om en svingende, bölgende bevægelse, om faner vé sá gyld ríða ÞGísl 9, stöng reið Rst 19, om skib, skip ríðr, på grund af bölgegangen, Grettis 14, master, siglur ríða ÞjóðA 3, 31, om söen, ríðandi röst Ív 17, våben, slög ríða Hharð 1, láta (sverð) ríða ofan Rv 13, sverð ríða ór slíðrum Rv 17, sverð reið Ht 33, blóðlaukr reið á (skildi) Sturl 4, 23, láta bengríði ríða framm Nj 27, valslöngur ríða ESk 1, 5 ; om en bom, ramt es tré es ríða skal, hvormed der lukkes op, Hávm 136, overfört, remming ráða ríðr at síðum Lil 40. 3) svæve, om ryets udbredelse, ríða með himinskautum Sturl 4, 30, ríða með fjórum himins endum Vell 37, frægð, mærð ríðr ESk 6, 26. 39, med acc., dýrð ríðr dagræfr ESk 6, 51. 4) svinge, vakle, være ved at tilintetgöres, lokvánir ríða ÞjóðA 4, 5. 5) ríða und lok = fara und lok, forsvinde, tilintetgöres, ÞSíð 2 (i uklar sammenhæng). 6) upersonl., ríðrat þat smæstu, det er ikke det mindst betydningsfulde, ESk 6, 57.

2. ríða, (reið, riðinn), vride, flette, knytte, ríða knút, slå en knude, Rv 28, hár riðit í hring (dat.) Akv 8.

ríðari, m, ridder, ríðara lið Pl 33, goðs ríðari ESk 6, 18 o.s.v.

ríðvigg, n, 'svingende, svajende hest', Gripnis ríðvigg, skib, Gldr 1 (her ríð : skíð).

rífa, (reif, rifinn), rive, rive itu, flænge, rífa ok slíta e-n Lil 84, trollmarr reif hræ Rst 17, rífa (skjöldu) Ingj 1, 1, rífandi böðvar ský Sturl 4, 20, rífa kjöl, sprænge kölen, Am 37 ; rive op, teinar rifnir með rótum Guðr II 40.

rífanskinna, f, en slags fugl, Þul IV xx 6.

ríga, f, stivhed, strænghed, fúss rígu, om Herodes, Pét 50 (jfr masc. rígr 'stivhed' i lemmer).

Rígr, m, navn på Heimdall, Rþ 1 o.s.v. Rígr, Jarls sön, Rþ 45.

ríki, n, 1) magt, kraft, Rst 10, vita ríkis, föle ens magt, Sindr 7, Tunna ríki Yt 17, þat vissi helzt ríkis, det tydede mest på, Sigv 12, 6, kenna ríkis Sturl 6, 5, bjóða e-m ríki, vise en sin magt, kraft, Jóms 17, hafa ríki sitt í hófi Hávm 64, þeim gafsk rausn ok ríki Jóms 10, bella ríki Ótt 3, 5, ríki oddvita Eg Lv 34, jarls ríki Vell 13, magna ríki e-s Vell 32, munaðar ríki Sól 10 ; dativ ríki, med kraft, róa ríki Am 37, af ríki, d. s., láta rinna af ríki Hhund I 47, Ála él varð af ríki Vell 9, eldr ok reykr lék við rönn af ríki Ótt 2, 10, stáls regn dreif af ríki ESk 6, 55, slíkt fór af ríki Þorm 1, 8, fara með ríki, gå af med sejren, Hávm 156, með öflgu ríki Has 22, gunnar herðir með œrnu ríki, med megen magt og sejr, Stúfr 2. 2) magt, herredömme, ríki Hókonar stendr víða Vell 17, hafa ríki Fj 7. 8, halda ríki Sturl 3, 20 ; territorialt, idet 'herredömme' = det land, hvorover der herskes, í þessu ríki ESk 6, 11, stýra ríkjum Lil 36, renna of fold ok ríki Grettis 5 ; ríki foldsila, guld, EGils 1, 34. Jfr ás-, himin-, himna-, jarð-, of-.

ríkilátr, adj, mægtig, ríkilátr ræsir Sturl 3, 16.

ríkir, m, hersker, jöfra ríkir, overkonge, Mark 1, 29.

ríkismaðr, m, mægtig mand, Anon (XII) B 9.

ríkismól, n. pl, mægtig tale, ríkismól stála, kamp, Hfr 1, 6.

ríkisvöndr, m, 'herredömmets vånd', scepter, reiðivaldr ríkisvandar, konge, Sturl 3, 1 ; urigtig v. l. Gísl 1, 11.

ríkja, (-ða, -t), herske, biskup er ríkti at Hólum Gdβ 56, ríkja með, være medhersker, Pét 1.

ríklundaðr, adj, egl. 'kraftig, mægtig, i sind', myndig, Sigv 12, 4, Bjhít 2, 10, Steinn 3, 4. 12, Gísl 1, 11, Oddi 3.

ríklyndr, adj, s. s. foreg., om gud, ríklyndr ok framr Kolb 2, 9.

ríkmenni, n, myndig, mægtig, mand, hövding, Kolb 2, 1, kollektivt, vesa at rógi ríkmenni Hhund II 28.

ríkr, adj, mægtig, om fyrster og krigere, Akv 9. 15, Gríp 17, Hamð 19, Þmáhl 16, Vell 16, Hfr 2, 7, Arbj 3, Sigv 1, 15, Mark 1, 30, ESk 6, 49, Atli enn ríki Akv 29, ríkr þjóðkonungr Gldr 7, Gríp 26, ríkstr ræsir Reg 14, ríkr rógapaldr HHj 6, gumnar ríkir, om Jomsvikingerne, ÞGísl 10, om kvinder, valkyrjer og fyrstinder, en ríka Skögul Hák 13 ; Gríp 49, Hhund I 56 ; om guderne, ríkir tívar Þry 14, Bdr 1, kømr enn ríki Vsp 65, om gud, ríkr herra Lil 19, jfr 8, om jomfru Maria, rík mær Lil 65, horsk ok rík, om Adam og Eva, Lil 17 ; Gandvíkr Skotum ríkri, mægtigere end, Þdr 2, ríkri hverjum jöfri Hfr 3, 28, jafnan segir enn ríkri róð Mhkv 23, nøkkvi ríkstr er heima hverr Mhkv 16 ; sjón sögu ríkari Þloft 2, 3 ; rík róð, mægtige bestemmelser, Eyv Lv 9, rík sköp Fáfn 29, Korm Lv 40. ríkt, adverbielt, gala ríkt, med kraft, Oddrgr 7, Renir flýðu ríkt ESk 7, 3, drífa ríkt Þfisk 3. Jfr afar-, all-, ást-, eljun-, gunn-, heima-, hjaldr-, hjalp-, krapta-, kyn-, marg-, ó-, óð-, rausnar-, skil-, víg-, þing-.

ríkula, adv, mægtig, kraftig, ristin ríkula Valg 7 ; þeysa ríkula vörru Harkv 17 (hds -liga).

ríkuliga, adv, s. s. foreg., remma ríkuliga Heil 23, láta ríkuliga Hjálmþ IV 2 (v. l.).

Rín, f, Rinen, Þul IV v 2, Grí 27, Hl 4 a, Rín skal æ ráða rógmálmi Akv 27, sunnan Rínar Brot 5, fjöll Rínar Völ 14, rosmufjöll Rínar Akv 17 ; hyppigt i kenninger for guld (jfr det anförte sted fra Akv) : Rínar malmr Sigsk 16, Rínar rauðmalmr Bjark 6, Rínar grjót Eskál 2, 1, Rínar glóð Ólhelg 5, Bjhít 2, 3, Rínar leygr Nj 21, Rínar bjartleygr Ód 1, Rínar log Sturl 3, 14, ÞormÓl 1, 5, Rínar bál Ht 91, Katr 24, Rínar sól Sigv 3, 18, Mark 1, 6, Rínar röf Ht 26, for blod : unda Rín Nj 23, valbasta Rín ESk 7, 6. Jfr jast-.

Rín-fúrr, m, 'Rin-ild', guld, Rín-fúra rýrir Sturl 6, 1.

Rín-leygr, m, 'Rin-ild', guld, Rín-leygs leiðir (rett.), gavmild mand, Hárekr 1.

Rípa-Ulfr, m, Riber-Ulv (12. årh.), ESk 13, 3.

rípr, m, stejl klippe, hilmir hendi ríp Rst 28.

rísa, (reis, risinn), 1) rejse sig, stå op (fra en liggende, siddende, stilling), rísið snarliga Eirm 5, rístu, stå op, Skí 1, Lok 10, Akv 10, rísa frá borði Rþ 19, reis at þat Rþ 33, rísa á kné Hym 31, med upp, Völ 39, Sigsk 42, Bdr 2, Rþ 5, Am 51, reis upp við beð, om den döende Sigurd, Sigsk 25, drekarnir rísa á sporð Mhkv 5, rísandi upp (Kristus) í manndómi Mdr 19. 2) stå op, klæde sig på, ár skal rísa Hávm 58. 59, ár verðr at rísa Skall 2, nótt þú rísat Hávm 112, rísa fyr dag Eirm 1 ; rejse sig fra döde, unz nauðig reis Bdr 4, rísa frá moldu, om Kristus, ESk 6, 4, rísa af dauða Líkn 23, Leið 31, Lil 67, jfr upp rísöndum Lil 71 ; rísa upp synes både at indeholde 'stå op' (klæde sig) og 'drage af sted', Am 30 ; dunklere er hann upp of reis Hávm 145. 3) rejse sig, hæve sig (i vejret), keipr ríss ESk 12, 10, roðnir hausar rísa Sturl 3, 14 ; laukar risu, blev rejste, Sturl 4, 14. 4) opstå, tíðendi risu StSigv, róg eru risin, stoffet til strid er blevet til, Sigrdr 37, kristni reis upp ESk 6, 6. 5) sætte sig (imod), rísa móti boðum e-s Has 8, rísa við e-m Ív 14, SnE II 228.

rísta, (reist, ristinn), 1) riste, flænge (frembringe en langstrakt rift), rísta brynju Gríp 15, ristin rít brast Valg 7, örn ristinn hjörvi á baki Reg 26. 2) hyppig om skibenes furen af söen(s overflade), rísta bóru land Bárð, rísta sæ Valg 11, rísta barði Snæbj 1, rísta börðum Ód 4, kilir ristu (sæ) Sigv 3, 9, rísta vatn ÞjóðA 3, 8, rísta haf BjH 3, rísta straum kili Ht 101, ristit flóð Arn 2, 11, rísta hvalfrón Rv 16, rísta rastir svölu stýri Ht 35, rísta þangs láð Steinn 1, 2 ; i disse eksempler föjes ofte 'med skibe' til ; rísta öfundkrók, også om skibet, 'ved krydsen at frembringe en böjning, som kan misundes', Rv 23. 3) afskære (efter længden), tildanne ved skæring, ristin röng Hharð 16. 4) indskære figurer og tegn, især brugt om runer (udtrykket er oprindelig hentet fra indskæring i træ, danne en lang streg ved et rids), rísta (konu, et billede) á hepti Tjörvi ; rísta (med eller uden rúnar, stafi), Hávm 144, Skí 36, Sigrdr 6 o.s.v., Am 4, Eg Lv 3. 38, Sól 79, rísta vilt Am 12, stafir ristnir ok roðnir Guðr II 22, rísta á, af (indriste, udslette) Skí 36, jfr Sigrdr 18. 5) sprætte (mave) op, konur ristnar (jfr lat. ventres matrum truncabuntur) Merl II 32.

rít, f, (pl. rítr), skjold, Þul IV r 1, rít ristin brast Valg 7, rít en hvíta Hallv 5, hvítar rítr Ht 73, rauð rít Ingj 1, 2, rauðar rítr Krm 7, gular rítr Ht 8, rjóða rít Rst 16 ; mót malms ok rítar Krm 16. – I kenninger, for kamp : rítar él Líkn 39, rítar rymr ESk 10, 2, for kriger : rítar ruðr GSúrs 20, for sværd : rítar reyrr Ód 13, rítar hvítvöndr ÞBrún 3, rítar hyrr (jfr hyrborð) Eviðs 1, for arm : rítar slóð SnE II 226, for solen : rít himins Leið 42, éla ranns rít Has 26, rít fróns musteris Has 50. Jfr Falk, Waff 138-9.

ríta, (reit, ritinn), skrive, ritin ok reiknuð Gd 22.

rítormr, m, 'skjold-slange', sværd, rítorms sök, kamp, dens gœðir, kriger, Þjsk Lv 2.