œ, i-(R-) omlyden af ó, faldt på Island sammen med æ, se æ, men aldrig i Norge, œ veksler med ý, se ý, og æ, se dette.

œða, (-dda, -ddr), göre rasende (af óðr, adj), œða et illa él, göre den slemme hagelbyge voldsom, Jóms 32, œða lund, göre sindet fjendsk, Hjálmþ II 7 ; œðask, blive rasende, œðask fyr konu Sól 11.

1. œði, f, raseri, vanvid (af óðr, adj), (erotisk) Skí 36 ; Hyndl 47 er ordet fejl for Óði.

2. œði, n, sind, karakter (af óðr, subst.), gótt œði, venligt sind, stemning, Hávm 4, fremðar œði, udmærket sind, Hfr Lv 27, œði grepps, en skjalds sind med dets kundskaber, Arbj 2, œði dugir, kundskaber slår til, Vafþr 2. 20. 22, dauði spillir œði andar, sjælens egenskaber, SnE II 236. Jfr barna-.

œðiregn, n, styrtregn, Þmáhl 14.

œðiveðr, n, rasende storm, elgr œðiveðrs, skib, Arn 2, 16.

œðri, œztr, adj, 1) grundbetydningen er vist 'behagelig' (jfr got. woþeis), og så 'fortræffelig' ; denne ligger nærmest for i fölgende udtryk : œðri drykkja Skí 35, œðri hugr, venligere sind, Reg 12, œðra óðal Rþ 48, hitt mundi þykkja œðra, bedre, mere passende, Guðr III 1 ; om personer, ypperligere, Gldr 9, Korm 1, 2, Arn 2, 20, Mark 2 ; œðri gjöf Eg Lv 25, œðra nest, bedre mad, Egils (XII) 4, œðra gjald Eg Lv 35, œðri hóttr Ht 95, œðri hlutr, bedre lod, vilkår, SnSt 4, 5, i superl., œztr manna, œzt kvinna Hyndl 18, œztir sinnar Bjark 1, et œzta unað Sól 71, œztr viða, om Yggdrasilsasken, Grí 44, œztr þrifnuðr, den ypperste trivsel, frelse, ESk 6, 3, œztr einna, aller ypperst, Hfr 3, 26, jfr Sigv 1, 15, œzt ríki ESk 1, 2, œzt sæla Rst 33, œzt teiti Pl 45 ; höjere (lokal bibetydning), œzt höll, himlen, ESk 6, 5, œðri vegr Sól 52. 2) höjere m. h. t. rang og bedrift, lát Ástríði œðri Sigv 13, 32, œðri maðr Ht 91 (kunde også henföres til den förste betydning), œðri öðrum Sigsk 11, ek mun œðri þykkja Helr 3, œðri mær Oddrgr 16. 3) om sejr, verða œðri jöfrum ÞKolb 1, 1.

œgigeisli, m, truende, barsk, stråle (jfr vb. œgja), œgigeislar (innmána ennis, öjnenes), barske blikke, Húsdr 4, ennimáni skein œgigeislum, öjet lyste med truende blikke, Arbj 5.

œgiligr, adj, truende, skrækkelig, œgilig reiði Hfr Lv 1, œgiligr í augum, med truende, lynende, öjne, Bjhít 2, 19 ; HolmgB 3, Sturl 3, 17.

œgir, m, 1) skrækindjager, som truer, fjende, œgir gumna, frygtet kriger, Edáð 6, œgir Engla (om Olaf kyrre) Steinn 3, 13, œgir Eydana (Hák 3, om Hakon d. gode), œgir jöfra Gísl 1, 9, Ht 55 ; œgir (v. l. eygir) öflugbörðu, Tor, Rdr 15 ; œgir ýdrógar (buestrængens) Hfr 2, 9, œgir almdrógar (d. s.) Sindr 7, œgir almtaugar (d. s.) Þdr 15 ; œgir bauga (ved rettelse), gavmild mand, Eg Lv 28. Uvist er œgir i œgis dauði Hhund I 55, om det er egennavn eller 'en frygtelig modstander' ; nogle vil opfatte ordet som Ægir og som egennavn, der skulde være identisk med Saxos Eyr. 2) hjælm, Þul IV s 2, foldar œgir, himmel, Has 56. Jfr Falk, Waff 117. 3) sværd, Þul IV l 8 (her tildels skrevet eygir). Jfr sst 67. Jfr stál-.

œgisheimr, m, truende verden, farefuld verden (om denne verden), Sól 30.

œgishjalmr, m, rædsels-hjælm, hjælm som indjager skræk (ved sit udseende eller egenskaber), drótt faldin œgishjalmi, skrækindjagende krigere, Sturl 3, 8, með allra hæstum œgishjalmi Arn 2, 6, und œgishjalmi Anon (XII) E, bera œgishjalm of e-m, være en overlegen og frygtelig, Fáfn 16, jfr 17. Fáfnir siges at have ejet en sådan, virkelig hjælm, men iövrigt er ordet kun talemåde, jfr Ht 15. Jfr ýgs hjalmr (for hvilket œgis- står som v. l. Arbj 4, men som her er metrisk umuligt). Ordet bör sikkert skrives med œ, ikke æ (til trods for Bugge Studier I 139), på grund af betydningen og biformen ýgshjalmr ; kenningen holmfjöturs hjalmr viser ikke det modsatte, da holmfjöturr betyder 'slange' (:: Fáfnir) og 'slangens hjælm' er 'Fáfnis hjælm' :: skrækkehjælmen ; rimet ægis : frægi hos Sturla er også betydningslöst, da œ i hans tid var gået over til æ-lyd.

œgja, (-ða, -t), true, være skrækindjagende, Guðr I 10, œgja drjúgum Gullás 2 ; Erlingr vas svá at œgði ótt Sigv 7, 9, œgja e-m járnlurki Hárb 39, œgja e-m eldiskíðu Örv I 1.

œgr, adj, skrækkelig, frygtvækkende, enn œgi (v. l. ýgi) konungr Arn 6, 15, Sturl 7, 1, HSn 2, 1, Merl II 73, œgr marr, det frygtelige hav, Vígl 8.

œli, n, uklog mand, tåbe, œli telsk þats ólu ósnotran mann SnE II 216.

œpa, (-ða, -t), skrige (af óp) af frygt, náttúran œpði af ótta Lil 59 ; œpa ulfi hæra Hárb 47, œpandi namk Hávm 139, œpði illþræli Am 63 ; om fröernes kvækken, œpa kann fröskr Mhkv 5.

œpir, m, hyler, jætternes navn på vinden, Alv 20.

œra, (-ða, ðr), göre gal, afsindig (af órar f. pl.), Finnan gat œrðan Harald Mhkv 11, .

œri, se ungr.

œrinn, adj, (œ-vokalen findes i rim (: œ) ÞKolb 3, 4, Krm 19 ; ý- aldrig). 1) tilstede i höj grad, rigelig, œrinn auðr Gríp 12, œrit fé Hávm 69, naut œrin Amt 94, œrit goll ÞKolb 3, 4, œrin gipta Þjsk 2, eiga œrit alls Líkn 1, œrit ríki Stúfr 2, œrit afl Hárb 26, œrinn þroski Refr 5, œrin hríð Anon (X) II B 8, œrin elding Sturl 3, 15, œrin bróð Krm 8, œrit blóð Krm 19, œrit freka hveiti, rigelig bytte af lig, ÞKolb 3, 14, œrnar raunir Oddrgr 19, œrnir staðlausu stafir Hávm 29, at œrnu, rigeligt, Sigv 12, 18, ÞjóðA 4, 5 ; œrit ntr. bruges adv. 'i höj grad', œrit görla Stefnir 2, œrit (rett.) bjartr Hl 3 b, œrit gjarn Jóms 3. 2) tilstrækkelig, œrnar ro soltnar, mange nok er döde, Sigsk 50, mjök fár er sér œrinn einn Mhkv 12, œrinn sér Lil 6, œrin skil Sigv 2, 1. Jfr vatn-.

œrr, adj, afsindig, gal, Lok 29, Hhund II 51, Grett 2, 6, œrir ýtar SnE II 216 ; œrr ok ørviti Lok 21, Hhund II 34, Oddrgr 11, Herv III 5. Jfr háð-, sorg-.

œrska, f, ungdom, (= œska ; œrsk- : írsk-), Mberf 6.

œrslamikill, (udtalt æsla- : hræsla, i et meget ungt vers), adj, fuld af galskab, afsindig, œrslamikil hræzla Anon Fbr (XIV).

œsa, (-ta, tr), hidse, sætte i stærk bevægelse, lade rase, œsa fleina dunu Ísldr 13, œsa hjalms hregg Ísldr 21, œsa þyt sævar, forårsage havets hvinen, ESk 12, 17, œsa hviðu upp ór brjósti, om ræben, Anon (XII) B 11, œsa framm flein ódygðar (om djævelen), skyde kraftig frem, Lil 42 ; medium œsask, rase, især om elementerne, eldr nam at œsask Brot 1 (FJs udg), om söen, œstisk öggs búð EVald 2, œsask framm Refr 4, 5, œstisk ægir Ív 4, om midgårdsormen, Ölv 1, jfr Has 31 ; œstisk blóð, blod strömmede ned, Lil 35 ; når det bruges om sårene Hfl 7, foreligger der vist fejl (for œxtu) ; om mændenes stærke flugt Harkv 11. Part. pass. œstr, ophidset, i stærk fart, Ótt 3, 6, om Tor, Þdr 5, om Olaf d. hellige som kriger, Sigv 1, 1, œstr á ímu Hhund I 53, om kamp, œst brynþing Hl 18 a, om bölgen, œst alda ÞGísl 2, ÞjóðA 1, 16, om lynet, œst elding SnE II 196. Ntr. œst adv, hurtig, kraftig, Grett 2, 5, Nj 9.

œsidýr, n, 'rasende dyr', œsidýr flóðs, skib, Þorm 1, 4.

œsikaldr, adj, rasende, meget, kold, om skibet, Sturl 3, 12.

œsiliga, adv, rasende, hæftigt, geisa œsiliga Gd 42.

œsiligr, adj, rasende, œsilig eisa Mv I 22.

œsir, m, som ophidser, sætter i stærk fart, œsir odda gnýs (kampens) Anon (X) III B 1, œsir fetilstinga (sværdets) Arn 3, 6.

œsirunnr, m, 'ophidsende træ' œsirunnr eggþeys = œsir eggþeys, kriger, Kolb 2, 1.

œsi-Þróttr, m, 'ophidsende Odin', unnar hreina œsi-Þróttr, Odin som sætter skibene i stærk fart, söfarer, mand, Ísldr 15.

œska, f, ungdom, HolmgB 12, Gríp 21, œsku aldr Has 8 ; jfr œrska. Jfr barn-.

œski-Baldr, m, 'önskende Balder', œski-Baldr stála, kriger, Ód 3.

œskibjóðr, m, 'önskende byder', Gyð 6, men verset er så mangelfuldt, at resten af kenningen ikke helt kan bestemmes ; dog hörer dertil vistnok ordet valstafna 'armenes' ; så mangler der er ord for 'ild'.

œskijörð, f, 'önsket jord, land', œskijörð urðar lax, ormens attråede land, guld, Hl 4 a.

œskiliga, adv, önskelig, Gdβ 13.

œskimeiðr, m, 'önskende træ' œskimeiðr hjaldrskíðs (sværdets), kriger, Gldr 1, œskimeiðr hjörþings, d. s., Nj 7.

œski-Njörðr, m, 'önskende Njord', œski-Njörðr ynðis Pl 52, œski-Njörðr (ved rettelse) oddregns (kampens), d. s., Háv 7.

œskiruðr, m, 'önskende træ', œskiruðr örveðrs (kampens) kriger, mand, Grett 2, 10.

œskirýrir, m, 'önskende forringer', œskirýrir auðs som v. l. til ár elda rýrir, Nj 28.

œskiselja, f, 'önskende pil(etræ ; jfr selja), œskiselja öls, kvinde, Mv I 14.

œski-Þrór, m, 'önskende Odin', œski-Þrór unnröðla (guldets), mand, Has 64.

œskja, (-ða, -ðr), önske, œskja sér Nkt 83, Hsv 86, œskja e-t Lil 2.

œskublóm, n, ungdomsblomst, ungdomsglans, Mey 26.

œxla, (œxta, œxtr, og yngre : œxlaða), lade vokse, tiltage, foröge, forstærke, udföre med kraft, œxla styr Hgóð, œxla flug hrælinns, lade (spydflugten) kampen tage til, Sigv 2, 12 ; œxla gný darra, d. s., Jóms 30, jfr StjO II 6 ; œxla flærð, vise stor falskhed, Merl I 39, œxla stríð, volde stærk kummer, Am 104 ; œxla eljun, udfolde kraft, Gd 7 ; œxtr vegr, foröget hæder, Líkn 41, œxla vell ok vegsmuni Merl I 52, œxla alt gott, lade alt godt vokse, fremkomme, Líkn 39 ; œxla vígslur, foretage (mange) vielser, EGils 2, 5 ; œxla öldrykkjur, foranstalte store gæstebud, Am 75, œxla einmæli, have samtaler under fire öjne, Am 1, œxla sköp = láta sköp vaxa, lade skæbnen have sin gang, fremme skæbnen, Am 2 (hvis teksten her er rigtig, der må så i alt fald læses skjöldungar som subj.). Sigsk 18 står ordet absolut (hvis ikke det foranstående áttum skal læses ótt um (of), således Bugge), foröge sin slægt, avle börn.