1. en, konjunktion, men, som oftest i adversativ betydning, men med forskellige grader i styrken af den mente modsætning, så at denne endogså helt kan forsvinde og en få betydning af almindelig kopula 'og', gap vas ginnunga, en gras hvergi Vsp 3, en nú Skaði byggvir Grí 11, en á hliðu fúnar Grí 35, en feldi annan Eg Lv 9, en vér verðum Eg Lv 10, o.s.v. ; ingen modsætning, men forsættelse, betegnes i eksempler som en í Þrúðheimi Grí 4, en þar Baldr of hefr Grí 12, en af hans hornum Grí 26, endogså i begyndelsen af vers som En ór hans bróum Grí 41 ; en grund vas hrundin Haustl 15, her og på en mængde lignende steder kan det oversættes ved 'og'. Det samme er tilfældet med Skí 33, hvor en godt kan gengives ved 'og'. I visse tilfælde kan det gengives ved 'men (og) på den anden side' som Fáfn 36. Ghv 14 er en vist fejl for es, uagtet en enkelte gange i prosa findes, hvor man væntede relativet.

2. en, konjunktion, end, (ældre form er an, af þan, der findes i en manksk indskrift, men den findes aldrig i den håndskriftlige overlevering af versene ; ikke desto mindre må det antages, at an er den eneste rigtige skrivemåde i digte, ældre end omtrent 1100 i alt fald), hyppigst efter komparativ, óbrigðra en manvit mikit Hávm 6, o. s. v. (utallige eksempler), sœmri en at föður örnum Þtjald ; komp. kan stå efter : en þú færa Vell 4 ; undertiden fölger sé efter en : en sé manvit mikit Hávm 10. 11, en sé allra Húna Akv 7 ; ofte står heldr foran, heldr en Nj (XII) 1, Rdr 10 ; en enkelt gang findes dette udeladt så at en står alene uden foregående komparativ, Guðr II 9 ; lengra en Óðinn mun ulfi mœta, længere end til den tid da Odin möder ulven, Hyndl 44 ; verri en kyrr sitir, værre end om du havde siddet stille, Hym 19. Efter annarr, annarr en, Hhund I 17, Fáfn 43, annat en sæ þenna ÞjóðA 4, 8 (v. l.). Den yngre form en(n) findes Nj 28.

3. en, forkortet for enn foran komparativ se enn.

enda, (-a, -r, og -aða, -aðr), 1) ende, enda sögu Pl 54, enda ævi Mey 45, enda aldr Andr 3, enda söng Mv III 21, verðr endat Gdβ 65, endask stáli, lade sit liv for stålet, SnE II 226. 2) medium endask, være tilstrækkelig, meðan endisk Gyð 3, rödd randa endisk, skjoldenes (stemme =) klang var nok (jfr sammenhængen), Gldr 4. 3) vare ved, være holdbar, ævi endisk SnE II 242, ørlög endask (gisning) SnE II 222, sótt endisk Bölv 7. 4) tvivlsom kan betydningen være fölgende steder : opt endask mól Sigv 13, 10, leyfð endisk Sigv 13, 7 ; i det förste eksempel synes betydningen snarest at være 'at gå i opfyldelse' (jfr enda heit, opfylde löfte) ; i det sidste kunde enda henföres til den förste betydning, 'ros-verset sluttes' jfr lýk ek vísu nú straks bagefter), men også de andre betydninger kan komme i betragtning 'din ros, ry, vare ved' eller lign.

endalauss, adj, uden ende, Mey 32 ; endalaust som adv Katr 29.

endi, eller endir (nom. forekommer aldrig i den ældre digtning), m, 1) ende, við stangar enda Haustl 7, á bóðum endum (geirs, spydets) Am 25, sjá fyr annan enda, se så langt, at man kan se det andet (fjærnere) endepunkt, Kolb 2, 5. 2) ende, yderste kant, endi elgvers, landets ende, kysten, ÞjóðA 3, 34, endi heims Gd 5 (om Islands beliggenhed), Upplönd til hvers enda Sigv 12, 2, Jóta grund með endum, fra den ene ende til den anden, Þfagr 10, Heiðabœr með endum Anon (XI) Lv 7, á, at, himins enda Vafþr 37, Hym 5, fjórir endar himins Vell 37 ; selr í annan enda, med sælskikkelse i den ene ende (:: med hensyn til hovedet), EGils 1, 3. 3) ende, afslutning, endi lokins lífs Yt 23, til enda lífs Nj 10, endi lífs ok stjórnarmœðu Gd 25 ; ætt stendr á enda, står ved sin afslutning, St 4 ; endi alene, om döden, Gdβ 13, Arn 5, 3 ; lúta at enda óðar, lakke mod digtets slutning, GSvert 5 ; endir ills Hsv 106. 4) fela enda, stikke (en tråds) ende ind og fastgöre den således, Hhund I 4, leysa enda, lösne en ende, leysa illan enda, lösne en slem ende, volde en slem fortræd (om et nidvers), Korm Lv 33. 5) lofs endi, lýsa lofs enda, fremföre det rosende digt fra ende til anden (enda acc. pl.), Eg Skj. 6) ende (på en ting), band með endum se band. Jfr heims-.

endilágr, adj, lav, lavtliggende, fra den ene ende til den anden, om jorden i dens hele udstrakthed, Haustl 15.

Endill, m, sökongenavn (egl. 'modstander'?), Þul IV a 2, gallópnis halla, klippernes, Endill, jætte, Þdr 3 ; i kenninger, for skibe : Endils öndurr Eskál Lv 2, Endils eykr Nj 9, Endils ítrskíð Ód 23 ; for sö : Endils fold Pl 51, Endils (eld)grund Hfr Lv 3, for ravn : Endils svörr Þstf 1, 5 ; for brynje : Endils bjalfi Þveil. ættstafr Endils, slægtning af Endill, vistnok i egenlig forstand, Arn 5, 22, Endils niðjar, sökonger, Krm 18. Jfr Sám-.

endir se endi.

endiseiðr, m, fisk, som afslutter, omgærder, til alle sider (v. l. endiskeið), endiseiðr allra landa, hele jorden omgivende fisk, midgårdsormen, Rdr 15.

endilangr, adj, lang fra den ene ende til den anden (jfr endilágr) eller (ifg. Sievers' forklaring) lang mod én, udstrakt for ens syn (så langt det når), findes kun brugt om huse, endilangr salr (salir) Þry 27, Völ 7, Skí 3, endilangt hús Am 19. 26.

endr, adv, grundbetydning synes at være 'en anden gang' (:: end nu), deraf udvikledes let de to hovedbetydninger : atter og fordum ; 1) atter, Húsdr 12, Hrafn 1, venda endr Has 34, kom endr at hamri Þry 32 ; svá endr lagit Sigsk 68 kan næppe være rigtigt, 'således lagt igen', eftersom der står et enn foran, svá er uden tvivl fejl for sem, så at endr får betydningen 'fordum, för'. 2) fordum, för (om længere eller kortere tidsafstand, jfr áðan), Yt 14, Eg Lv 43, Arbj 3, Eyv Lv 7, Þþyn, HolmgB 5, VSt 2, Tindr 1, 5, Þdr 2, Hfr 2, 4, ÞKolb 3, 10, Edáð 7, Sigv 12, 28, Am 1, ESk 6, 40, EGils 2, 10 ; þat vas endr Rst 28.

endrborinn, adj, genfödt, endrborinn herr, den forlöste menneskehed, Heilv 1.

endrgefendr, m. pl, mænd, som (afvekslende) giver hinanden, gör gengæld, Hávm 41.

endrþaga, f, tavshed til gengæld, gensidig tavshed (at snart den ene, snart den anden tier og lader den anden tale ; þaga : þegja = saga : segja), Hávm 4. Anderledes (:: -þága) E. Magnússon i Cambr. Phil. Soc. Proceeed. 1887.

Enéas, m, Enæas, Pét 54.

eng, f, eng, græsmark, engjar lúra, engens fisk, slange, dens látr, leje, guld, dettes þverrandi, gavmild mand, Sigv 13, 4.

enga- se einga-.

1. engi, n, eng (= eng), engis sax, le, Korm Lv 14.

2. engi, pron., ingen ; angående de forskellige former henvises til Skjspr. s. 83-84 ; nom. engr er meget gammel og går tilbage til omkr. 1000 ; derefter böjes ordet – når undtages nom-acc. sg. ntr. ekki, og nom-acc. pl. ntr. engi, samt gen. sg. masc-ntr. – som adj., idet eng- betragtes som stamme, hvortil endelserne föjedes ; dog holdt acc. sg. engi sig længst og formen engan er ret usikker ; af de oprindelige former findes enkelte rester : einungi Fáfn 17, einugi Hávm 133, Lok 1 ; hvorvidt ordet findes som va- st., er det umuligt at afgöre. Andre former : nom. pl. einigir Jóms 1, acc. pl. masc. einiga Ragn VIII 2, som dog vist er fejl (se andvígr) ; ekki er altid nom-acc. ntr., der – forholdsvis sent – går over til at blive nægtende part. (= eigi) ; enginn, engin findes ikke, ti engin Sigv 14, 1 bör sikkert læses engi en. Efter engi står i reglen samme kasus, engi maðr Vsp 45, Vell 31, Arbj 21, engi mann Hhund I 51 o.s.v., engi þrek HolmgB 12, öng tunga Mv II 20, ekki angr HHj 10, HolmgB 4 ; undertiden står gen., engr gumna Reg 23, ekki gjafa ESk 13, 3, alls ekki Korm Lv 1, ekki þess Am 72 ; eigi engi, ikke ingen, alle, SnE II 192, aldri engi, aldrig ingen, slet ingen, Sigv 13, 15 ; som ntr. findes ekki f. eks. Eg Lv 10, St 9 (jfr foran) ; senere går ekki over til at blive nægtende, = eigi ; overgangen skete ved sådanne udtryk som hœlumk ekki, jeg praler intet, i ingen henseende, slet ikke, Am 84, ekki hygg okr vesa ulfa dœmi Hamð 29, æva fljóð ekki gáði Akv 39, ekki spurðir Grott 8 ; som ren negation 'ikke' findes det så i : ekki at réðusk Am 48 ; Sól 9, Krm 18, Sturl 6, 6, EGils 3, 17 ; denne betydning er gennemgående næppe ældre end fra 12. årh. ; ekki i ældre digte kan i senere tider godt være indsat af afskrivere for et ældre eigi, f. eks. i Am 48.

engill, m, engel, Sigv 12, 28, Lil 7 o.s.v., guðs englar Þrándr, dróttins englar Rst 31, englum øfri ESk 6, 5, engla fylki Arn 2, 18, engla stéttir Lil 6, engla lið Pl 32 ; engla stillir, gud, Gmlkan 1, 3, engla kennir, d. s., Pl 8, engla stýrir, d. s., Pl 25, engla gramr Eil 1, 3 ; dýrð englanna, gud, Lil 22. Jfr höfuð-.

England, n, England, Þjsk 2, Gunnl Að, Hallv 6, Sigv 13, 19, Rst 5.

Englanes, n, uvist hvor, Krm 11.

Englar, m. pl, Englændere, Angelsakser, Hfr 2, 8, Sigv 1, 6, lið Engla ÞKolb 3, 12 ; ferð Engla Ótt 2, 9, Merl II 2 ; œgir Engla Steinn 3, 13, stríðir Engla Sigv 12, 19 ; Engla bjöð Hfl 2, Engla jörð Korm Lv 8.

engr se engi.

engskr, adj, engelsk, angelsaksisk, = enskr s. d., engskt folk (eng- : þrengv-) Ótt 3, 5.

Engús, m, skotsk fyrste, Sturl 5, 7.

1. enn, adv, endnu, i forskellige betydninger ; 1) fremdeles, enn snerak hnakka Has 7, enn munk vilja Hfl 16, fúss emk enn minnask Hfr Lv 3, sás enn kunni halda Sigv 7, 6, (hendir) enn sem aðra Jóms 2, Líkn 10, var enn grafinn Nkt 46, vituð enn eða hvat Vsp 27 o.s.v., enn senti of afrendi Hym 28, enn viltu Lok 28, ef enn sparir Fáfn 37, unz af méli enn mein komi, indtil der om nogen tid fremdeles (eller atter) opstår mén, Sigsk 44, þats enn of þann, fremdeles, yderligere, Hávm 46, bauð enn við mér Oddrgr 21, jfr GSúrs 18. 19. 34. 2) fremdeles, :: atter, igen, enn ölum gjóð Liðs 2, enn þeirs undan runnu ÞjóðA 3, 4, enn til kvinna Mberf 6, því fer enn svá HolmgB 5, þat vas enn folkvíg Vsp 24, þar nautk enn Eg Lv 27, enn vér gótum lof Hál 16, enn at eggja sennu Tindr Lv 1 ; vask enn of kominn Hávm 101, liggi enn í milli Sigsk 68, enn einu sinni Oddrgr 29. 3) endnu, :: til denne stund, enn emk óþekkr Korm Lv 42, látask enn finna Hfr 3, 10, enn lifir Vsp 21, saðr emk enn þess Hárb 3, enn kominn Hávm 108, enn óborinn Reg 8. 4) foran komparativ, enn norðarr Eyv Lv 2, enn lengra Hyndl 17 o.s.v., enn mátkari Hyndl 44, enn framarr Grott 21. 22, enn lengr Am 65. Dette enn bliver ofte svagt betonet i sætningen, hvorved det svækkes til en, in, eigi in minni Eviðs 7, skald in verri ESkál Lv 1, in mildri ESkál 2, 2, in sœmri Þtjald, in lengra Vell 31, (né hests) in heldr Hávm 61, in hnœfiligri Hárb 43, in lengr Am 62 o.s.v. Oddrgr 12 må enn på grund af versemålet omstilles, mank enn hvat þú | mæltir, jeg husker fremdeles (endnu) o.s.v. ; det er den simpleste rettelse. Jfr eðr.

2. enn, bestemt art., den ; hvor gammel formen enn er, er usikkert ; i runeindskrifter fra 9. og 10. årh. findes den ikke, men kun hinn, hvoraf enn vistnok er udviklet ; de enkelte former er det umuligt at kontrollere, da ordet jo altid er ubetonet ; det står altid foran et adjektivum (substantivet enten foran artiklen eller efter adjektivet eller også helt udeladt), enn vari gestr Hávm 7, seggr enn ungi Skí 4, Kristr enn hreini Hfr 3, 29, enum reginkunnum Hávm 80, enum slævurum Lok 22. 23 o.s.v. Undtagelsesvis udelades enn foran adj., når dette er tilnavn, Þórarinn rammi HolmgB 11. På den efterhængte artikel findes ikke få eksempler i håndskrifterne, men sikkert skyldes den de fleste gange senere tiders afskrivere. Nær ved sammentrækningen er enn i tilfælde som Huga ens prúða Bkrepp 9 ; sikre eksempler på den vedföjede artikel för 1300 er opregnede Skjspr 80, hvortil henvises ; om forholdet i Eddadigtene se sst 80–81. Bortset fra Hárb er den vedföjede artikel i disse – de få steder den findes i cod. – at rette og skrive for sig ; et enkelt sted, Lok 52, vömmin ór, er ikke helt sikkert ; at læse vömm enn (= fremdeles) ór, lyder ikke godt ; det er ikke umuligt, at vi her har det ældste eksempel, så at tilföjelsen af art. skulde gå tilbage til 10. årh. ; er Arnórs heimrinn (2, 15) oprindeligt, bliver Lok-stedet mindre angribeligt. I de tilfælde, hvor versemålet ikke kræver art., er man efter forholdene berettiget til at anse den som senere tilföjet som f. eks. hallærit veldr hvóru Eyv Lv 14, harðræðit hvert ÞjóðA 2, 2 o.s.v.

enni, n, 1) pande, Árm 3, Frþ I 16, Lil 49, hár sveipt í enni Korm Lv 5, ósléttur ennis, rynker i panden, Eg Lv 13, flenna upp at enni, overdrevent udtryk (se flenna), SnH 2, 10 ; skör vas fyr enni, håret hang (midt) ned på panden, Rþ 15 ; ennis innmáni, i (under) panden liggende måne, öje, Húsdr 4 (jfr ennis sól SnE I 538). 2) om personer, óskírð enni Arn 3, 8, gunnhvöt enni Svarf 9. 3) som stednavn (Snefjældsnæs' nordside), fyr Enni Þmáhl 9.

ennibjalfi, m, pandehud, egg beit ennibjalfa GDropl 3.

Ennibrattr, m, navn på Odin (egl.'med stejl pande'), Þul IV jj 6.

ennidúkr, m, pandebånd (af kostbart stof), som gik omkring hovedet, auka með ennidúki, hæve en med (en gave af) pandebånd, Korm 1, 3.

ennigeirr, m, 'pandespyd', ennigeirr oxa, horn, Áns 3.

ennihögg, n, pandehug, Rdr 6.

Ennilangr, m, navn på Tor (egl. 'med lang [:: bred?] pande'), Þul IV d.

ennileiptr, n, 'pandelyn', öje, Morg.

ennimáni, m, 'pandemåne', öje (jfr enni), ormfránn ennimáni Arbj 5.

ennitingl, n, 'pande-prydelse' (mulig plader af metal, se tingl), ennitingl holtvartaris, slangens pande- :: hoved-prydelse, skrækkehjælm, Anon (X) I B 5.

ennitungl, n, 'pande-måne' (el. 'stjærne'), öje, Rdr 13.

ennlangr se endlangr.

Enók, m, Enoch, SnE II 246.

enskr, adj, engelsk, angelsaksisk (jfr engskr), ensk fold Eg Lv 24, enskir vellir ÞKolb 3, 9, ensk slétta SnE II 222, enskt láð ESk 1, 1, ensk ætt Ótt 2, 11, Merl II 102, ensk þjóð Merl II 2. 4, enskir lýðir Rst 5, ensk drótt Rst 5 (v. l.).

epli, n, æble, epli algollin Skí 19. 20 ; Lil 14. 17. 66 ; eplit hreina, SnE II 188 ; i kenninger, for hjærte : epli aldrklifs (brystets) Hl 15 a (jfr SnE I 540), for sten : epli aurs Bergb 3, for döden : epli Heljar ÞBrún 1. Jfr fjarð-.

ept, eptir, præp. og adv., forholdet mellem ept og eptir som præp. er, at ept bruges som antepositiv, medens eptir bruges som postpositiv ; först sent findes denne form som antepositiv (jfr Skjspr 122-23 ; de ældste eksempler på eptir som antepositiv er fra omkring 1200 ; i håndskrifter skrives oftest eptir, men ept cod. reg. (Edd.) 23 24, :: Skí 39. 41, Yt 2 v. l., jfr Haustl 12, ÞKolb 3, 6), efter, 1) med accusativ, temporalt, eptir þat Merl II 28, ept nætr níu Skí 39. 41, eptir dag Sól 45, eptir dauða Líkn 22. 38, Heilv 17, eptir bana Helga Gríp 15, eptir genginn guma Hávm 72, eptir frændr sína, efter deres död, Hyndl 9, eptir Stranda-Hneiti Anon (XII) B 6, eptir látinn Sigv 13, 22, eptir liðinn Inga Nkt 68, eptir Harald fallinn Nkt 20, eptir dolgstríði dauðan Sturl 6, 6, eptir víg ÞKolb 3, 6, eptir hervíg ÞjóðA 1, 25, eptir orðna þrimu Ód 25, eptir synðir Has 48, eptir hag þungan Has 49, eptir munoð Sól 68, eptir kvöl mikla Líkn 19, eptir þenna dreyra drykk, efter at have drukket denne blodslurk, Fáfn 27, eptir kvið norna, efter nornernes bestemmelse, den tid nornerne har bestemt, Hamð 30, öll grétu þau eptir hann Mhkv 9. 2) med dativ, for (for at hænte), eptir dóttur Eylima HHj 36, eptir Sköfnungi Ísldr 21, ráða prútt eptir manni Rst 28, for at indhænte, eptir ítrum støkkvi Styrkárr 2 ; hertil hörer også eptir dvergi hljóp, for at få fat i dværgen, Yt 2, jfr sás eptir ferr Fj 27 ; i overensstemmelse med, eptir vilja mínum Has 7 ; vita e-t eptir e-m, vide om noget, en har begået, eller hvad han har af fejl, Hsv 90, med fregna (jfr spyrja), fregna eptir driptum Hl 4 b. 3) eptir som adv. slutter sig til de anförte betydninger, efter, bagefter (jfr eptir med acc.), of sumur eptir Vsp 41, lifa eptir Valg 9, Merl II 36, Am 54 jfr Oddrgr 33, verða eptir Gríp 44, liggja eptir ESk 6, 60, sitja eptir Ótt 2, 17, Völ 38, Hhund I 51, vera eptir, være tilbage, Valg 4, Am 69, upp stóðu eptir Jóms 39, optliga eptir Jóms 37, enn sem eptir renni Steinn 2, 2, en þá eptir Sól 22, viku eptir Sól 25, finna eptir Sigsk 40, iðrask e-s eptir Sigsk 7, létk hana eptir hafa Hávm 105 ; (med dativ), óskabyrr leggsk eptir (:: skipi) Hhund II 32, líta eptir (:: e-u) Gríp 21, spyrja eptir (:: e-u) Am 78, fara eptir Fj 27. Hamð 5 eptir es ykr þrungit þjóðkonunga må snarest betyde : "I er trængt tilbage for hovedkonger, I er hovedkonger langt underlegne". 4) enkelte steder synes ept (eptir) at betyde 'igen', være = aptr, þar munu eptir finnask Vsp 61, koma eptir í Óðins sali Eirm 3.

eptirdœmi, n, forbillede (egl. 'noget, hvorefter man dömmer', det klassiske er dœmi alene), Lil 52, Gd 48, Gdβ 6.

er se es.

erakendi Alv 11 er et forvansket ord, hvoraf sidste del utvivlsomt er kendi, den svage form af kendr (jfr v. 29 : nótt, en Nörvi kenda), det förste e er lige så utvivlsomt rest af enn, men hvad ra kan repræsentere er usikkert ; der skal stå et ord, der begynder med h (: h i himinn) ; Bugges forslag : enn Hrönn kendi (Arkiv XIX 7-12) træffer sikkert ikke det oprindelige ; forudsat, at der er tale om himlens herkomst, måtte der være sigtet til Ymir eller Ymirs hjærneskal, men kendr synes ellers kun brugt med personnavne ; der må antages at have stået et sammensat ord (af form som lofkendr, morðkendr jfr leyfðarkendr), mulig hríðkendr 'stormfuld'.

erðgróinn, adj, således ved rimet krævet (erð- : verð-), for hds's jarðgróinn, vokset op af eller ud af jorden, dværg (jfr dvergar í jörðu, Vsp 10), Gylfa grundar (havets) glaumr (hest) erðgróins, dværgens skib, dikterdrikken, digterævnen, Eg Skj (jfr misfenginn og taumr).

erðr, n, = reðr, om en hestepenis, SnH 2, 11.

erendi se ørendi.

erfa, (-ða, -ðr), arve, holde gravöl (erfi), med acc., erfa brœðr sína Am 75, erfa föður, her omtrent s. s. hævne, Vell 13, erfa Keldhverfinga Grettis 33.

erfð, f, arv, BjH 6, Nkt 12, sú mun erfð eptir, den arv er tilbage, nemlig at hævne sig på Atle, Am 69, erfðir jöfra, kongers arvelande, Sigv 11, 3, telja erfðir, opregne sine arvekrav, Mark 1, 23.

erfðaskipti, n. pl, arvedeling, Vitn 10.

erfi, n, gravöl, gera erfi, foranstalte gravöl, Am 86, drekka erfi Ghv 8, Jóms 10, Herv V 3 ; drekka erfi gleði sinnar, sige farvel til sin glæde, livsfryd, Bbreiðv 1. Jfr nið-.

erfiði, n, (uden pl.), arbejde, möje, ørendi sem erfiði Þry 10. 11, erfiði en ekki ørendi HHj 5, víl ok erfiði Hárb 58, drýgja erfiði, lide möje, döje meget, Grí 35, mikit erfiði Merl II 31, vinna erfiði, udföre dröjt arbejde, Bjark 1, fá hjölmum erfiði, berede hjælmene hård möje, kæmpe tappert, Valg 7 ; erfiði Austra, Östres möjefulde byrde, Arn 5, 24 (jfr SnE I 314).

erfiðr, adj, möjefuld, vanskelig, erfitt verðr þeims illa kann Mhkv 24, erfitt sinni, möjefuld gang, Bdr 5.

erfimeiðr, m, 'arvende-træ', erfimeiðar Eiðs, Eds arvinger, sönner, Tindr Lv 2.

erfingi, m, arving, sön, auðit erfingja Hsv 43, Pl 21, erfingi Þyrnifótar, Bergönund, Eg Lv 17, erfingi Ásbjarnar, Helge, Ísldr 7, erfingi Skolms, Toralv, Ísldr 13, erfingi Ara, Gudmund, Kolb 2, 6, erfingjar grams ÞjóðA 4, 26.

erfinyti, m, 'arv-nyder', sön, Sigsk 26.

erfinytjar, f. pl, arvegods, arfi erfinytja, arving til arven, sön, Eg Lv 42.

erfivörðr, m, 'arv-vogter', arving, sön, Sigsk 63, Ghv 14, Nkt 3, Gautr II α 2 ; erfivörðr Högna Akv 12, erfiverðir Eiríks Nkt 15.

ergi, f, blödagtighed (af den værste art, jfr argr), ergi ok œði ok óþoli, hvor ergi synes at betyde 'brynde' i höjeste grad, Skí 36.

erja, (arða, ariðr), plöje, heldr herja an erja, drive agerdyrkning, Anon (XII) C 19, erja barði, plöje söen med stavnen, Anon (XII) C 16, erja úrgu barði Rv 31.

erkibyskup, m, ærkebiskop, Anon (XII) B 19, Gdβ 14.

erkistóll, m, forkortet for erkibyskupsstóll, ærkebispesæde, Mark 1, 13. 27, ESk 6, 65 ; erkistóll éls, bygens, stormens, ærke(bispe)sæde, himmel, Stúfr 8.

erki-Þundr, m, egl. 'ærke-Odin', erki-Þundr víns kastala brugt om ærkebisp, EGils 2, 12. Jfr Meissner 388.

erlendis, acv, udenlands, til udlandet, ÞjóðA 1, 3, til en anden verden, GSúrs 26.

Erlendr, m, en nordmand, ESk 13, 2.

Erlingr, (én gang Erlengr Sigv 7, 5), m, Erling Skjalgsson, ÞKolb 3, 6, Ólhelg 9, Sigv 7, 1. 3. 5 ; Erling jarl eller skakke, Þorv 1, Nkt 68.

Ermengerðr, f, sydfransk fyrstinde (i Narbonne ; död 1194), Rv 16, Oddi 2, Árm 2.

ermr, f, ærme, Örv II, sterti ermar Rþ 28 ; fyr ermar, i steden for(?) ærmer, Gunnl Lv 4 ; erma Ilmr, kvinde, Korm Lv 6. 29, jfr viðr erma, arm, SnE I 542.

ermvangr, m, 'ærme-vang', arm, ermvangs brandar, guldringe, disses Auðr (brugt her som gudindenavn), kvinde, Harð 7.

ern, adj, rask, dygtig (hvor dog raskheden er den herskende egenskab), ern faðir Marnar, om Tjaze som örn, Haustl 12, om den unge Egil, Egils (XII) 1, om fyrster, Sturl 6, 1, om gud, Líkn 25, Has 20 ; ern auðnorn Grettis 11 ; ern fallbrodda, rask i håndteringen af spyd, Ht 79 ; om tyve : hvern ernan þjóf Sigv 12, 5 ; om söen(s raske bevægelse) : ern sili Hernar ESk 13, 13 ; om jærnankerets spids : ernan krók ór járni Anon (XI) Lv 6 (kan ikke opfattes anderledes).

Erna, f, Hersirs datter (egl. 'den raske', af ern), gift med Jarl, Rþ 39.

Erpr, m, Jonakrs sön, Rdr 3, Hamð 14. 28 (jfr jarpskamr v. 12, ordet er egl. = jarpr) ; Atles sön, Akv 37, Hamð 8.

erra, f, stridbarhed, görr við erru, stridbar, Hjörtr 2.

Erri, f, Ærö, Ív 19, Þul IV bbb 6.

erriligr, adj, rask, hæftig, errilig snerra Hharð 3.

erring, f, dygtighed, raskhed, eigi lítil erring Þorm 1, 12, ofra erring ESk 11, 5, vinna erring Þorm 1, 6, erringar-verra lið, mandskab ringere til at vise raskhed, Ótt 2, 13.

errinn, adj, rask, kraftig, dygtig, errinn hlýri Anon (X) I B 10 a, errinn skörungr GSvert 10, om fyrster, Ód 5, Sturl 3, 18, om mænd, Nj 7, Gyð 5, errinn kappi Eg Lv 30, errinn herr Ingj 3, om gud, Heilv 11. Jfr fjöl-.

erróttr, adj, stridbar (af erra), Korm Lv 51 ; anderledes Bugge Aarb. 1889 s. 79.

ertla, f, vipstjært (motacilla), Þul IV xx 5 (diminut. af arta s. d.).

es, pron. rel, yngre form er ; når overgangen er sket, lader sig ikke direkte eftervise, da ordet aldrig findes i betonet stilling, men formentlig falder den samtidig med, at verbet es (est) bliver er (ert), d. e. omkring 1100 (först i Norge, senere på Island), – som, 1) står for alle kasus, og går på et subst., der enten står foran eller bagefter, eller som er underforstået og let at supplere, eller efter pronomen + subst. eller pronomen alene (overordenlig hyppig), afglapi, es kømr Hávm 17 (jfr Hávm 81), es fá á, (lostfagrir) litir Hávm 93 ; es kømr Fáfn 17, þeim sæ, es stendr Vsp 20 ; Yt 1 o.s.v. ; som gen. (eller dativ, 'hvis' eller 'for hvem'), maðr, es afskurðr hafði farit orða hlýðu ESk 6, 26 ; det kan styres af en fölgende præpos., es ór steini vas höfuðit á, på hvem, = hvis, hoved var af sten, Hárb 15 ; til præpos. kan da föjes et subst. eller pron., ekki þess, es hljótisk siðabót af því Has 3, jfr sådanne tilfælde som hvat . . . es ek þat sé, hvor þat er overflödigt, Lok 44. 2) ofte er es midt imellem virkeligt relativum og adv., som völlr, es, mark, som, :: hvor, Vafþr 17. 18, bœr, es Grí 6. 11, dag hverjan, es, hver dag, som, :: da, Grí 29. 30, draums, es kveðr, omtr. = siden du, Hyndl 7. 3) i övrigt bruges es temporalt, både med eller uden þá (foranstillet), både om fortid og fremtid, Hávm 20. 62, Vsp 53, Hávm 96, Rdr 16, når, Vsp 26, es ek get þána Hárb 58, efter þás Þþyn. 4) kausalt, Grí 51, Hym 32, jfr Brot 1 (siden). 5) lokalt, efter þar, Skí 26, Fáfn 35. 6) for det at, líkn, es ek vas sendr Lok 35, bœt, es þú lézt höggvinn Hata HHj 24 ; i de sidste tilfælde grænser es at være ensbetydende med at, 7) en brug af es som ofte findes, aldr hefk frétt þat es feldu Rv 6, hitt vas fyrr es ek gat blóta Hfr Lv 6, þat es ek þögn of gat Hfl 19, þat verðr, es of myrkvan staf villisk Eg Lv 38, hvat varð vitri es skyldi vilt rísta Am 12, jfr Vsp 21. Ofte findes at som v. l. for es og omvendt. 8) es trækkes hyppig sammen med foranstående ord, især pron. (sá) og adv. (som þar, þá ; altid med und, se unz), herom henvises til Skjspr 81-82 samt Arkiv for nord. filol. XXVII, 367-68 ; et særligt interessant eksempel herpå er hins på Karlevi ; i rim findes þars : hers Arn 6, 14, Þdr 13, þás : Frís- Vell 28 o. s. v. 9) nogle gange findes es overflödigt og næsten altid efter subst., Sviðurr ok Sviðrir, es ek hét Grí 50, sáttir þínar es ek vil Alv 7, níu röstum, es þú skyldir HHj 16, rekka es þú vildir HHj 18, rétti es þú munt HHj 22, þráar es ek hef Fj 50, vatn es mér Sól 50, efter verber : eyvitar firna es maðr skal Hávm 94, ójafnt skipta es þú mundir Hárb 25, jfr auði frá es mér ætluð vas Sól 49 ; dette es er blevet forklaret forskelligt, jfr Nygård Arkiv f. nord. fil. XII, 117 ff ; snarest synes der her at foreligge en anomali i sætningsbygningen hos den talende, han begynder med et subst. (infinitiverne kan også betragtes således), og tilföjer en relativsætning, for egl. at fortsætte med verbet, som subst. skulde være subjekt i, men denne fortsættelse udebliver ; i enkelte tilfælde, efter at dette var blevet alm., kunde es bruges analogice ; i oversættelsen må sætningerne trækkes sammen og det hele gengives uden hensyn til dette es. Med sems Am 105, = sem es forholder det sig vist anderledes.

es-Freyr, v. l. él-Freyr, as-Freyr, Refr 5, 1, af disse læsemåder er den sidste vistnok den rigtigste, (jfr KGísl Nj II 317), as :: ös, kamptummel, kamp, es-Freyr, kriger ; men helt sikker er tolkningen ikke.

eski, n, 1) asketræ(er), egl. kollektivt (af askr), elris garmr (ilden) eski mettr, mættet af (det opbrændte) træ, Sturl 4, 8 ; eskis fat, kar dannet af asketræ (v. l. eski-fat), om madkar, Korm 1, 6 ; jfr afspringr. 2) spyd, se fölg.

eskiaskr, m, 'spyd-ask', kriger (af eski = askr, spyd), Þorm 2, 21.

eskinnar Bergb 5 er forvansket og uforståeligt.

eskja, f, navn på jorden (af askr?), Þul IV æ 1.

eta, (át, etinn), spise, æde ; om mennesker (ligegyldigt hvad de spiser), Sigv 13, 28, Hávm 67, Hárb 3, Hym 15, Þry 24. 26, Hhund I 36, II 7. 9, Fáfn 27. 32, Akv 36, jfr Haustl 6, Lil 18 ; om dyr (hunde, ulve, orme) absolut, Fj 17. 18, Hhund I 54, Þjsk 1, 1, Ólhelg 9, Am 22 ; eta sér aldrtrega, spise sig ihjel, Hávm 20, láta etask af, egl. 'lade æde noget fra sig', lade sig noget beröve, Sigv 10, 9 ; om andre forhold, fortære, eldr etr byggðir HHj 10, aurr etr iljar, gnaver fodsållerne, Grott 16 ; sorg etr hjarta, sorgen fortærer hjærtet, Hávm 121, mein eta e-n, mén ödelægger én, Hávm 151.

1. etja, f, 1) stridbarhed, kappelyst, etju lund, stridbart sind, Vell 7. 2) blandt navne for kamp, Þul IV k 2.

2. etja, (atta, att), ophidse, især to mod hinanden, med dativ, etja jöfrum, ophidse konger til strid, Hárb 24, etja jöfrum saman, d. s., Mhkv 22, etja saman liði Hl 23 a, þótt etti Rdr 9, etja meinþjóf markar (ilden) á sinn föður Yt 4, etja afli við e-n, pröve, opbyde sine kræfter mod en, Fáfn 28, etja við e-n, d. s., Hálfs VIII 6, etja prettum við e-n, anvende rænker imod en, Gunnl Lv 3, etja framm járnhrömmum, anvende jærnhænder til kamp, Hjalmþ 3, 9 ; etja hrefnis stóði á lög, sætte skibene kraftig ud på söen (etja her valgt m. h. t. kenningen : 'hrefnis heste'), ÞKolb 3, 3, etja flaustum í salt með órum, ro skibene kraftig frem, Ótt 2, 4, og absolut etja á sæ Þór.

Eufemía, f, helgeninde, Mey 46.

Eufrátes, m, floden E., Þul IV v 3.

Eustakíús, m, Placitus' dåbsnavn, Pl 6.

1. ey, f, ö, Hfr Lv 24, dat. eyju Kveld, Hák 6, Hárb 16, Völ 29, víða of eyjar Jóms 9, eyjar, om Orknöerne, TorfE 5, Rst 11, eyjar vestan Ótt 2, 19, om land i alm. Hhund I 13, i kvindekenninger, ey orms löggvar (for döggvar hds) Hrafn 1, ey aurborðs varrbliks Ólhelg 7. Jfr dún-, hauk-, Inndyris-, Lindis-, vin-, vífils-.

2. ey, adv, 1) altid (ved hver given lejlighed), Rdr 9, ey vesa í einum stað Hávm 35, ey getr kvikr kú Hávm 70, vesa ey fyrstr Hhund I 53, ey óðr Gldr 1 ; undertiden som v. l. til æ TorfE 3 ; hljóta ey Líkn 29 ; Has 15. 38. 2) uafladelig, ey lifa Hávm 16, ey þreyjandi Hyndl 47, ey lýsir mön Vafþr 12, ey bað halda Hhund I 4 ; ey mun uppi Þstf 1, 5, stendr ey ÞSíð 1 ; om noget forbigangent, der har sin aldrig ophörende virkning, illa réðk ey Þorm 2, 2.

3. ey, nægt. part., ikke, ey manni veit Vafþr 55. Fj 40 er på dette punkt ganske upålideligt, da ey her sikkert er s. s. ei, yngre form for eigi, og her rimeligvis, som så ofte, indsat i steden for ældre -at.

eybarmr, m, ö-kant, en ös kystlængde, Herv III 8. Jfr eykarmr.

eybaugr, m, 'ö-ring, -bælte', hav, eybaugs öndurr, söens ski, Þorm 2, 15, eybaugs vigg, söens hest, skib, Eskál Lv 3, eybaugs þing, söredskaber, anker, Anon (XI) Lv 6.

eybúi, m, öbo, Ótt 4, 2, om orknöboerne?

eyða, (-dda, -ddr), göre öde, tom, ödelægge, (af auðr), eyða land, hærge landet, Edáð 6, eyða Peitu Ótt 2, 12, eyða setr jöfra ÞjóðA 1, 19, eyða grund langviðrum Mhkv 24, land eyðisk Hák 21, eydd Eysýsla Sigv 1, 2, eydd borg Hskv 2, 5, eydd Sikiley Valg 1, eyða eyjar Sturl 5, 13, eyða vagna borg ESk 6, 56, her kan borg også være dativ ; når det Guðr I 21 hedder landi (eyðið), er dette sikkert fejl for land ; fésjóðar eyðask, pengepungene tömmes, Nj 22, nafn eyðisk, går tabt, Merl II 71, friðr eyðisk Drv (XI) 9, eyddr, (Ormen lange) ryddet, Ód 21, jfr Rst 23, lét eyða, (sammenhængen ikke helt sikker), Eg Lv 33 ; eyða andar mein Has 41, andar sór eyðask Gmlkan 1, 4 ; med dativ, tilintetgöre, eyða fjörvi Þfisk 2, eyða Skotum Hfr 2, 8, eyða hringum Mark 1, 7, eyða löstum Has 24, eyða vörgum Mark 1, 8 ; eyðisk hitt, det sker aldrig, Mark 1, 14. Part. eyðandi i kenninger for mænd : eyðandi eldaflóðs (guldets) Gunnl Lv 1, eyðendr fjarðar dags, d. s., GSúrs 11, eyðendr Svölnis beðja reyrar barðs, d. s., EGils 3, 20, eyðendr arnar hungrs, krigere, Þskakk 1, eyðendr geima vals (skibets) Arn 2, 19 ; eyðöndum er urigt. f. Eydönum Hál 13.

eyðiligr, adj, som öde, ringe, uanselig, eyðilig för, uanselig, lidet pragtfuld rejse, Þloft 2, 5.

eyðimörk, f, ödemark, örken, Mey 12. 16.

eyðing, f, tilintetgörelse, eyðing lasta, synders nedbrydelse, Lil 89.

eyðir, m, udrydder, tilintetgörer, eyðir Eydana (v. l. œgir), Hakon d. gode, Hák 3, eyðir Dana, om Hakon jarl, Tindr 1, 6, eyðir Selund-byggva, Harald hårdråde, ÞjóðA 3, 23 ; eyðir þjóðar Háv 7, eyðir óþjóðar Þblönd 1, 2, eyðir svikfolks Mark 1, 5 ; eyðir jarðar, orm, Gdβ 62 ; eyðir ætna (s. d.), grådig mand, Bjhít 2, 16, eyðir ilsku, slethedens udrydder, from mand, Gdβ 35, Pét 16, eyðir villu, vantroens udrydder, Gd 11, eyðir banna, om en biskop, Gdβ 32, eyðir tála ligel., EGils 1, 27, eyðir góðverka, slet person, Harð 11. I kenninger for mænd, efter guld : eyðir armglóðar GDropl 2, eyðir unnglóða ÞGísl 12, eyðir álfúrs (rett.) HSn 2, 1, eyðir öldu eisu Nj 10, eyðir eyjarbands elda EGils 2, 2, eyðir branda skæs (skibets) lands (söens) lýsibliks Gyð 5, eyðir dalreyðar ítrbóla Sturl 5, 7, eyðir orma leiðar Nj 11, eyðir ölungrundar eitrs Nj 9, eyðir orma setra Grettis 50, eyðir ormsætrs (hds or-) ÁmArn 4, eyðir hella mildings (jættens) máls Sigv 12, 2, efter våben : eyðir böðvar skíða (sværdenes) SturlB 2, eyðir hjaldrbliks, d. s., Þham 2, 2, eyðir baugvallar (skjoldets) Ht 83, eyðir alms (buens) Harð 17, efter andet : eyðir heiðingja sútar (ulvens sults), kriger, ÞjóðA 3, 6, eyðir ulfa gráðar, d. s., Arn 2, 7. ógnar eyðir ESk 6, 54 (v. l.) beror på forvanskning.

eyðirunnr, m, 'tilintetgörende træ', eyðirunnr Íma hljóðs (jættetalens, guldets) = eyðir golls, mand, Gd 22.

ey-Danir, m. pl, Ö-Daner, Hál 13, hilmir Eydana, Erik egode, Mark 1, 24 ; œgir Eydana, Hakon d. gode, Hák 3, meiðir Eydana, Harald hårdråde, Arn 6, 8.

eydöggvar Hrafn 1 fejl for ey löggvar.

Eyfirðingar, m. pl, beboerne af Öfjorden (nord-Isl.), GGalt 5, SnSt 4, 3 ; i sing. SigSt 1.

Eyfura, f, moder til Anganty og hans brödre, Herv III 3, Örv III 1, Hyndl 24.

eygarðr, m, 'ö-gærde', hav, Hharð 7, eygarðs (rettelse) Freyja, kvinde, Vígl 6.

eygir ur. v. l. for œgir et par steder (Þul IV l 8) se œgir.

eygja, (-ða, -ðr), öjne, se, komme til at se, Haustl 7.

eygló, f, 'altid lysende', solens navn hos jætterne, Alv 16, kan også være acc. af fölg.

eyglóa, f, 'altid lysende', navn på månen, Þul IV ll ; men det er höjst mærkeligt, at månen skal have et navn, som er hunkönsord (jfr alskír) : de to förste linjer i dette vers månenavne er formodenlig slutningen af et vers med solens navne, mærk at l. 3 begynder med máni ligesom 'sol'-navnene begynder med sól.

eyhjalmr, m, 'ö-hjælm', himmel, konungr eyhjalms, gud, Líkn 21.

Eyjafjörðr, m, Öfjord (nordl. Isl.), VGl 2.

eyjarband, n, 'ö-bånd', hav, eyjarbands eldar, guld, dettes eyðir, mand, EGils 2, 2.

eyjarskeggi, m, 'ö-skæg', en skægget fra en ö (öer), navnet hidrörer formentlig fra, at öboere lod deres skæg vokse vildt og var derfor meget afstikkende fra dem især, der opholdt sig ved hirden, hvis skæg og hår (formentlig) var klippet og plejet, Herv II 2, Frþ I 22, Örv IX 36.

Eyjolfr, m, en islænder, 11. årh., Háv 6, en anden, 13. årh. (Brúnason), SnSt 4, 6 ; en sagnperson E. Hundingsson, Hhund I 14.

eykarmr, m, 'ö-karm, ö-omslutter', havet, eykarms fjara, havkyst, Merl II 86 (mulig er dog ordet forvansket af eybarmr) ; jfr eylúðr.

eykr, m, (-jar), ög, lastdyr, trækdyr, hinns of eyki annask Bjhít 2, 16, om Tors bukke, Bragi 2, 1, især om heste, keyra eyk ór garði Ólhelg 10, eykja greiði, bidsel, Yt 11, eykr jötuns, okse, uvist hvorfor den kaldes så, Yt 17 ; i kenninger for skib, Endils eykr Nj 9, aurborðs eykr Vell 26, unnar eykr Sigv 4.

eykríðandi, m, 'ög-, hest-rider', Endils eykríðandi, som rider sökongens hest, söfarer, mand, Nj 9.

eykríðr, m, s. s. foregående, Ekkils eykríðr, söfarer, mand, Eg Lv 36.

eyktemjandi, m, 'ög-, hest-tæmmer, -styrer', öldu eyktemjandi, som styrer bölgens hest, skibet, Has 42.

eykvæn, f, 'altid-kone'(?), Heðins þeyjar eykvæn, kampens stadige(?) kvinde, valkyrje(?), Þsíð 1, men vistnok skal ey skilles fra kvæn og henföres til stendr (l. 5).

eykyndill, m, öfakkel, Oddnys tilnavn, Bjhít 2, 1.

eyland, n, öland, land som er ö, öll eylönd Bjkrepp 9, eylands jarlar, ö-jarler, Yt 20, eylands barmr Merl II 40, eylands jaðarr Merl II 5.

eyleggr, m, 'ö-knokkel', sten, eyleggjar Freyja, kvinde (steinn = steinasörvi), Grettis 46.

Eylimi, m, en sagnkonge, HHj 36, Gríp 9, Reg 15, Hyndl 26.

1. Eylúðr, m, navn på Odin, Þul IV jj 7.

2. eylúðr, m, 'ö-omgiver' (egl. 'ö-kværnkasse'), havet, eylúðrs Grótti, havkværnen (havet som kværn), Snæbj 1.

eyma, (-ða, -ðr), egl. 'ömme' (af aumr), göre blöd, svag, eyma róð, vise sig svag i sine råd, handlinger, Arn 6, 8. Jfr Aarbb 1879 s. 195 ff.

eymð, f, elendighed, usselhed, frá eymðum Sól 75, með eymðum Vitn 9, eymð ok óp Lil 72.

eymðarverk, n, elendig, slet, handling, Gd 41.

Eymóðr, m, sagnfyrste, Guðr II 19.

Eymundr, m, sagnperson, Örv IV β 1, en anden, Hyndl 15.

eymylvir, m, 'ö-bryder', havet, ÞSjár 4, 4.

Eynefr, m, sagnperson, Hálfs VIII 1, hvor hans sönner antydes. Jfr Eynæfir.

eyneglðr, adj, 'ö-naglet', som har öer for nagler, om havbæltet, eyneglð jarðar gjörð, det öfyldte hav ("broderet med öer"), Eg Lv 41. Jfr at skær kaldtes nagli, se Norske gaardn. XII, 221.

Eynir, m. pl, Önerne, beboerne af Eynafylki, Hókr 2.

Eynæfir, m, således snarere end -nefir, sökongenavn, Þul IV a 2, her er formen sikret (:: -ir) ved metrum, (-nefr reg, -næfir 748, -nefir T, 757), Eynæfis öndurr, skib, Rdr 16, Krm 11. Jfr Eynefr.

eyra, n, öre, Fáfn 35, Húsdr 5, hlýða eyrum Hávm 7, sœkja eyru, söge (folks) öre, blive gærne hört (og omtalt), Arbj 16, segja, mæla í eyru Vafþr 54. 55, koma til eyrna Korm Lv 56, bera fyr eyru, höres, GSúrs 36, vesa at eyrum e-s, ligge en stadig i örene, Lok 44, koma við eyra, beröre ens öre (ubehagelig), om et kölleslag, Korm Lv 20 ; liggja e-m nær við eyra, være truende, farlig, for én, Kolb 2, 6 ; eyra Árvakrs, hvorpå runer var ristede, Sigrdr 15. eyrna land, hoved, SnE I 538 ; eyrna viðr, træ ved örerne, horn, (om uroksens horn), Eg Lv 3. eyru nævnes blandt dele på et skib, Þul IV z 6 (jfr stafnloks eyru, kinnungs eyru nu til dags ; jfr Falk Seew. 80).

Eyrar, f. pl, (egl. pl. af eyrr), Öre (ved Nidaros), Sturl 4, 11.

eyrarleggr, m, 'strand-knokkel', tilnavn til en Grímr VGl 11.

Eyrarsund, Eyra-sund, n, Öresund (efter de mange 'örer' både i syd og nord, særlig dem i syd), Hárekr 1, Halli 1, Krm 2, Sturl 3, 15.

eyrarúna, f, 'en, som har en mands fulde fortrolighed', hustru, annars eyrarúna Vsp 39 ; medhustru eller fortrolig veninde, Hávm 115.

eyrir, m, (pl. aurar), 1) öre, vægtenhed, 1/8 af en mark (omtrent 2 lod eller 26,8 gram), hagl vá eyri ÞGísl 9 (om haglkornene under Jomsvikingeslaget), om penge, meta hálfs eyris, vurdere til en halv öre, VGl 3, leigja skip 3 aurum, for 3 öre, Korm Lv 22, krefja enskis eyris Herv VII 7, gefa aura Korm Lv 47. 2) i alm. penge, besiddelse, rigdom, således især i plur., i sing. kun færi eyrir, mindre guld (kostbarheder), Sigsk 52, ef eyri átt Hsv 22 ; i plur. Pl 13, gefr sumum aura Hyndl 3, óra aura Völ 13, telja e-m aura, udrede gods, Sigsk 36, vilja aura e-s, önske at gifte sig med én (aurar her vel = mundr), Sigsk 38, gefa til aura, bortgifte en for pengenes skyld, Gunnl Lv 8. 10, leggja aura, samle gods, Skall 2, fætta aura SnE II 226, illr af aurum, karrig med sit gods, Jóms 36, gefa grið ok aura Jóms 44, ljósir aurar Sól 34. I kenninger for kvinder : Eir aura GSúrs 13. 19, Hfr Lv 17, eik aura Anon (X) III D. Jfr landaurar.

eyrendi se ørendi.

eyrnalauss, adj, uden ören, om en hund, Harkv 23.

eyrr, f, ör, sandet og af småsten opfyldt strækning, der går ud i vandet (ved kysten, ved eller i elve), og som også kan være omflydt af vand (komme til syne ved ebbetid), slétt eyrr Þjsk Lv 5, út við eyri Sigv 2, 7, fyr eyri Edáð 5, út fyr eyri Krm 21, á eyri VGl 10, Obarr 2, Hfr Lv 23, eyrar grunn ÞKolb 3, 10, eyrar tangi Háv 3 ; særlig om holme, hvor tvekampe udfægtedes, á eyri = á holmi Korm Lv 47. 64 ; jfr alvangs eyrr, om holmen i Øksarå på den isl. tingslette, Gunnl Lv 11 ; til eyrar HHj 33 ; i kenning for arm, geirs eyrr Korm Lv 15. Jfr Lindis-.

eyrskár, adj, skridende over ören, landet, om en hests (hurtige, kraftige) benbevægelser, jór eyrskár Akv 32. Jfr Psilander Stud. A.K. 531 f. (tolkningen unödvendig).

Eysteinn, m, Ynglingekonge, Yt 23. 31, Islænder, Korm Lv 33. 57, kong Eystein Haraldsson, ESk 4, 1. 6. 8. 71 ; sagnkonge, Krm 7.

eystri, adj, östligere, salt et eystra, Östersöen, Arn 2, 4 ; et eystra, i östen, Þjsk 3 (v. l.), Merl II 5.

eysund, n, sund mellem öer, Halli 2.

Eysýsla, f, Ösel (egl. 'syssel som består af en ö', modsat Aðalsýsla, jfr sýslur om begge), Sigv 1, 2, Ótt 2, 6.

eyverskr, adj, hörende til öerne, :: Syderöerne, eyverskr herr Hfr 2, 9 ; eyverskir ormar, oversættelse af insulani dracones, Merl II 50.

Eyvindr, m, Eyvind skreyja, Eg Lv 8, Eyv Lv 3.

eyvit, f, ingen ting, intet (af ey neg. og vit, svækket af vétt[r]), eyvit týr, det hjælper intet, Mhkv 12, eyvit stoðar, d. s., Mhkv 29, gera eyvit Merl I 57, eyvitar firna skal, for intet skal man dadle, Hávm 94, eyvitu leyna, intet skjule, Hávm 28.

Eyþjófr, m, sagnperson, Frþ II 3. Eyþjófs bani, Ögmund, Örv VII 16.

eyþvari, m, oksenavn, Þul IV ö 1.