allr, adj, al, hel, 1) i alm. al, = lat. omnis, öll vé Haustl 15, halir allir Vsp 56, allir menn Hávm 53, Vafþr 37, allir 11 ok 2 menn Hharð 13, allar 11 skeiðar Sindri 2, allir einherjar Vafþr 41, Grí 51, alt veitk Vsp 28, jfr alt eru ósköp Hávm 98 ; ofte uden noget subst. : ef allir lifði Hárb 23, þögðu allir Sigsk 50 ; alt es senn Hávm 17, alls fulltrúi, med hensyn til alt, Sigsk 14 ; nærbeslægtet hermed er bet. enhver, allr viðr, enhver art træ, Helr 10 (v. l.), alt böl Vsp 62 (her kan dog alt være at henföre til fölg.), öll snilli Mark 1, 9, alt fé Guðr II 25, alt víl Hávm 23 ; alls beini, sómi Am 8. 97 ; alls vesall (med hensyn til alt, i alle henseender) Hávm 69, alls óðr Skáldh 5. 2) hel, fuldkommen, = lat. totus, allr herr Rdr 11, allr (overalt) í dreyra drifinn Hák 15, öll í manna blóði GSúrs 18, allr valdögg sleginn Hhund II 44, allr týnumk Líkn 3, alla arma, armene i hele deres længde, Gautr II, 7, alla vetr fimm Hárb 16, Oddrgr 6, nætr allar níu Hávm 138, allra ellifu vetra Arn 3, 1, of allar nætr, hver nat helt igennem, Hávm 23, allr jötunheimr Vsp 48, allr ása salr Þry 13, allr vinskapr Hávm 51, muna far alt í sundi (helt og holdent) Sigsk 53, af öllum hug Hhund II 15, Gríp 47, allan hug Hávm 121. 124, allan dag Sigsk 13, engi allr dagr (dag tilende) Gunnl Lv 8, allra tíma (gen. abs.) St 8, geð alt Hávm 99, alls hugar (gen absol.), af min hele sjæl, Gríp 32 ; alt austr (helt) Hál 15, alt et iðra Korm Lv 15, alt of frák Þfagr 8 (i de 4 sidste exx. bliver alt næsten adv.) ; alt = hele verden, universet, alls stýrandi, gud, Mark 1, 31, alls dróttinn Hallv 8, alls hirðandi, kannandi SnE II 234, Líkn 5, alls gramr, d. s., Næv 1, alls grœðari ESk 6, 20, alls kjósandi (v. l.) ESk 6, 1, alls ráðandi ESk 6, 5, Gdβ 44, alls valdandi ESk 6, 1. Til denne bet. slutter sig endvidere : verða allr, dö, omkomme, Ísldr 9, Gróg 5. 3) ang. enkelte former bemærkes : a) alt bruges adverbielt - foruden i de nævnte tilfælde - alt ór Finna bygðum Sturl 3, 3, alt með Blálands jaðri Sturl 2, 21, alt norðr sst 20, alt í gegnum Sigv 11, 3, Halli 4 ; b) alls med superl., alls mest Hfr Lv 1, Sigv 3, 6. 13, 8, alls fyrst Þry 2. 39, Oddrgr 3, alls beztr Líkn 13 ; með engi (slet ingen) Korm Lv 1, Sól 74, Steinn 3, 17, Has 32, Hárb 28, alls ekki vel GGalt 3 ; alls uden tilföjelse, i det hele, Korm Lv 8 (Lv 36 er forvansket) ; jfr alls til lengi Helr 14 ; med talord alls þrír Eviðs 6, allra (gen. pl.) forstærkende med superl. : allra nýztr Gunnl Lv 10, allra flestir Hhund II 28, allra feiknast Hyndl 40, allra helzt Nkt 74, ESk 6, 63, allra hæstr Arn 2, 6, jfr absol. : sjau hundruð allra Völ 7, allra í ásmegin Hym 31. 4) adverbielle udtryk ; með öllu, fuldstændig, Hym 15, Gríp 38, Sigv 3, 16. 11, 17, Blakkr, EGils 3, 2, at öllu, i alle henseender, fuldkomment, Hhund II 26, Þorm 1, 6. 5) endelig bruges alls som conj. caus., da, eftersom, GSúrs 21, Harkv 18, Eg Lv 2, Hák 14 (v. l.), Bbreiðv 1, Eil 1, Refr 3, 2, Vafþr 1, HHj 7, o. s. v. Jfr görv-.

allrads, Gunnl Lv 1 er forvansket vistnok af elda.

allrauðr, adj, meget röd, (om blodet) Gestr 1.

allreiðr, adj, lidenskabelig ophidset (af kamplyst), Sindr 2.

allréttligr, adj, meget retfærdig, allréttligr dómr Mark 1, 8.

allrífr, adj, i rigelig grad tilstede og gærne uddelt, (altså passivt ; om penge) allrífr eyrir EBrún.

allríkr, adj, meget mægtig, Sigv 7, 6, ÞSjár 2, 2, Arn 5, 25.

alls, se allr.

allsaklauss, adj, meget (helt) uskyldig, Háv 1, 1.

allsannr, adj, meget (helt) sand, allsatt vas þat Anon (XI) Lv 1.

allsberr, adj, helt nögen, Mey 30.

allsherr, m, (-jar), hele folket, findes kun i dat., allsheri Arbj 17 (gen. allsherjar i prosa alml.).

allskarpr, adj, meget hård, kraftig, allskarpt som adv, DrÞorst 1.

allskjótr, adj, meget hurtig, allskjótt som adv, Grani 1, Leið 1, Anon (XII) B 15.

allskonar, se konar.

allskyndila, adv, meget hurtig, GSúrs 35.

allsnarpr, adj, meget skarp, (om sværd) Ísldr 18.

allsnarr, adj, meget rask, modig, allsnart hjarta Ingj 1, 3.

allsnotr, adj, meget klog, Grett 1, 6.

allsnúðula, adv, meget hurtig, ríða allsnúðula (E. Noreen Studier 3, s. 39 urigt.) Sigv 3, 12.

allsnœfr, adj, meget rask, dygtig, Gldr 4 (v. l. al-).

allstirðr, adj, meget stiv, uböjelig, om et lidet elegant el. flydende digt, Gd 78.

allstórr, adj, 1) meget stor, vigtig, eiga at véla um allstórt, have med meget vigtige sager at göre (om noget vigtigt forestående), Hálfs VI, 11 ; allstórr munr Jóms 5. 2) overmodig, kraftig, Ormsþ IV, 3.

allstrangr, adj, meget stærk, rivende, (om strömme) Anon (XIII) 3, 13.

allstríðr, adj, meget strid, stærk, kraftig, allstrítt som adv, Krm 12.

allstyrkr, adj, meget kraftig, HolmgB 8.

allsvangr, adj, meget sulten, hungrig, (om heste) Sigv 3, 11, SigvSt 2.

allsýsliga, adv, meget hurtig, rask (egl. -sýslliga), Örv VI, 3.

alltíðr, adj, meget hyppig, alltíðum som adv, stærkt (om skibets bevægelser i sögang), Grettiss 14.

alltíginn, adj, meget höj, fornem, (konge) Sigv 13, 2.

alltrauðr, adj, meget uvillig, alltrauðr flugar (til flugt) Hhund I 53.

Allvaldi, m, jætte (sål. cod. reg.), Hárb 19, se Ölvaldi.

allvaldr, m, som er meget mægtig, har hele magten, konge, fyrste, Þul IV hh 1, Yt 4, Hák 13, Gráf 3, Sigv 1, 2. 13, 2, Rst 13, Þór, Hfr 2, 4, ÞKolb 3, 7, Bersi 2, Mark 1, 3, ESk 6, 50 (v. l. allsvaldr), Ht 3, Hhund I 21, (i pl.) Anon SnE I 512 ; allvalds sonr TorfE 5, Eg Lv 25, allvaldr aldar GSúrs 26 (her gud?), Ótt 1, 14, allvaldr Yngva þjóðar, aldar Yt 7, Korm 1, 7, allvaldr Egða ÞjóðA 3, 6, Stúfr 4, allvaldr Dana Steinn 1, 7, allvaldr austmanna Harkv 9, allvaldr Englands Sigv 13, 19, allvaldr Lundar ÞjóðA 1, 18, allvaldr innan lands Sturl 3, 18.

allvel, adv, meget godt, Bjhít 2, 6, Halfs VI, 5, Gríp 49.

allvesall, adj, meget elendig, þegi hann allvesall, elendig som han (i det tilfælde) er, Eindr.

allvirkr, adj, meget kærlig, omhyggelig, (om gud) SnE II 196.

allvíss, adj, 1) meget klog, Anon (XII) B 6. 2) helt vis, sikker, allvist (: mist) Has 2.

allvítt, adv, vidt og bredt, på en stor udstrækning, Grani 2, Hl 17 a.

allvitr, adj, meget vis, klog, Nkt 43.

allþakkligr, adj, meget tækkelig, smuk, (om skibet, vistnok rigtigere om hjælmene) Hást 8.

allþarfr, adj, meget nyttig, (om sange) Hávm 164.

allþétt, adv, meget ihærdig, vinna allþétt Leið 10.

allþrútinn, adj, meget ophovnet (af sorg), meget sorgfuld, Pét 45.

allþurr, adj, meget tör, helt törret, allþurr fura Völ 9 (hvor det rette vel er allþurru :: hrísi fúrr, ilden brændte ved - tændt op ved - de helt törre risgrene).

Almákíús, m, fyrste, Mey 19.

almanna, egl. gen. af almenn (der ikke forekommer) og identisk med allra manna, alle mands, alle folks, altid i forb. med et subst.: almannalof Ív 8, Hsv 120, almanna spjör Arbj 20, jfr alþjóð ; nu til dags bruges ordet i forb. almannarómur, jfr navnene Almannagjá, Almannafljót, og flere andre sammensætninger i prosa, se Fritzner.

almáttigr (el. -ugr), adj, almægtig, Has 17, Lil 1, Gd 1, Sól 7.

almbogi, m, ælmebue, (jfr ýbogi), Ingim.

almbörr, m, (-s ; -var), ælmens, :: buens, træ, kriger, mand, Mv III 17.

almdróg, f, (-ar ; -ar el. -ir? v. l. -draug ur.), buestræng, almdrógar œgir, kriger, Sindr 7 ; i prosa bet. dróg stribe. Jfr ýdróg.

almdrós, f, buens kvinde, valkyrje, kamp, almdrósar íss, sværd, Ht 60, almdrósar eisa, kampens flamme, d. s., Sindr 2.

almeiddr, adj, helt beskadiget, lemlæstet, Gd 18.

almenning, f, (uden pl.), den samlede folkemængde, Þul IV j 5.

almenningr, m, (uden pl.), det samlede udbud (til leding), den samlede krigerskare, ÞjóðA 4, 22, Sturl 3, 12, Gautr II a 6.

almildr, adj, i enhver henseende mild, d. e. syndfri el. brav, (om Olaf d. hell.) ESk 6, 35, (om Plac) Pl 17, (om Gudmund d. gode) EGils 1, 8.

almr, m, 1) ælm, ælmetræ, Þul IV kk 2, dörr almi skept, med skafter af ælm, Arn 3, 14. I kenninger for mænd : almr skjalda Ísldr 25, almr eggþings Nj 1, almr undirgerðar jarðar þráðs (guldets) Nj 5, almr hjalma funa Nj 7, almr malma dynskúrar Anon (X) Lv III B 4 ; som halvkenning skulde almr findes Hhund I 9, men en sådan kan ikke antages for et så gammelt digts vedkommende, se iövrigt ítrborinn. 2) bue, Þul IV p, benda alm (alma) Hharð 7, Rþ 28, sveigja alm Þham 13, beygja alm Rþ 35, draga alm Hfl 14, ÞjóðA 3, 14, almr gall Ótt 3, 10, almr umði Krm 12, almar bugusk Eyv Lv 7, almr sparn af sér oddi Jóms 27 ; þrymr alma, kamp, Hhund I 16 ; alms heggr, kriger, Háv 4, alms askr, d. s., Ísldr 3, alms ærir Sigv 12, 10, alms bifsœkir Ht 31 ; alms Grettiss 16 er vist fejl for jalms, s. d. Jfr þing-.

almreyr, n, buens rörstængel, pil, almreyrs lituðr, kriger, ESk 6, 17.

almrjóðandi, m, buens rödfarver, kriger, Ingj 2, 2.

almsíma, n, (el. -sími m?), buestræng, almsíma Ullr, kriger, Nj (XII) 4.

almskúr, f, 'bue-regn', kamp, Þorv tréf.

almsorg, f, ælmens sorg, mén, vind, ESk 12, 16.

almsveigir, m, buespænder, Áns 4, (jfr bogsveigir).

almsvell, n, buens is, pil, almsvells boði, kriger, Tindr Lv 1, .

almtaug, f, (-ar), bue-stræng, œgir almtaugar, kriger, Þdr 15.

almtýnandi, m, buens ödelægger, kriger, mand, Anon (XIII) B 42.

Almveig, f, Halfdans hustru, Hyndl 15.

almþing, n, 'bueting', kamp, Þorm 1, 10.

almþingsamr, adj, begærlig efter buens ting, kamp, kamplysten, Hást 8.

almþollr, m, buens træ, kriger, mand, Grettiss 24.

almæli, n, alles udsagn, eitt almæli, enstemmigt udsagn, Líkn 17.

almærr, almœrr, adj, helt navnkundig, ypperlig, (om aserne) Anon (X) B 5 (her mœr : fœr-), (om munden) Merl II 82.

almætr, adj, i enhver henseende udmærket, Ht 78, Mgr 50.

almóttr, m, (-ar ; ud. pl.), almagt, almægtighed, (guds) Nik 1, 2 ; al kraft, alle kræfter, leggja framm allan almótt, opbyde alle sine kræfter, Gautr II a 8.

alnenninn, adj, meget dygtig, virksom, Ótt 2, 2.

alnýtr, adj, i enhver henseende nyttig, dygtig, EGils 1, 1.

Alpheus, m, Alfeus, Mey 8.

alprúðr, adj, fuldt prægtig :: sædelig, (superl.) om Maria Magdalena, Mey 11.

alpt, se ölpt.

Alptafjörðr, m, Alftafjorden (på Snefjældnes, Isl.), ÞTréf 3.

alr, m, (-ir), syl, al ok af oddi, Herv V, 8.

alrauðr, adj, helt röd, ildröd, (om guld) Ht 42.

Alráðr, m, konge i England, Ethelred, (d. 1016), Gunnl Lv 10 ; se Aðal-.

Alrekr, m, sagnkonge, Yt 11 ; Alrekr enn frœkni Herv V, 1.

alriklubba, f, kölle af ælletræ, (v. l. f. eiki-), Þskúm.

alrœmðr, adj, almindelig omtalt, Harð 9.

alsetrs, Líkn 36 er vist fejl f. alls setrs.

alshendis, v. l. for einhendis (Þorv veil), s. d.

alskírr, adj, helt skinnende, strålende, alskírt höfuðmusteri Has 60. Fem. alskír (-ar), navn på solen, Alv 16 ; på månen, Þul IV ll, mulig ved en fejl.

alskjótr, adj, meget hurtig, om en hest Hávm 89.

alskýrr, adj, i fuldt mål klar, herlig, (om Kristus) Nik 1, 1.

alsnauðr, adj, helt fattig, bundfattig, Gyð 5.

alsnjallr, adj, fuldt modig, tapper, Korm Lv 38.

alsnotr, adj, fuldt vis, klog, i enhver henseenede klog, Hávm 55, Hsv 56, Þry 26. 28, Guðr I 2.

alsnœfr, adj, v. l. f. allsnœfr, s. d.

alstiðr, adj, fuldt stiv, uböjelig, (om sværdet) Hl 25 b, (hds alstríðr ; stiðr = stinnr).

alstríðr, adj, fejl for alstiðr, s. d.

alstyrkr, adj, fuldtud stærk, almægtig, (om Olaf d. hell.) ESk 6, 7, (om den hellige ånd) Heilv 16.

alsvartr, adj, helt sort, kulsort, (om okser) Þry 23, Hym 18. Som egennavn på en jætte Þul IV b 4, på en hest Þul IV rr 4.

alsvinnr, -sviðr, adj, fuldtud vis, alvidende, (om en jætte) Vafþr 6 o. s. v. Som egennavn på den ene af solens heste, hvor svinnr vel betyder 'stærk' (jfr got. swinþs), Þul IV rr 3, Grí 37, Sigdr 15.

alsæll, adj, 1) fuldt ud lykkelig, salig, Heilv 11. 2) i fuldt mål rig, mölum alsælan Grott 5.

alsœmdr, adj, fuldt hædret, Vitn 9 (vistnok om manden, ikke arven).

altári, n, alter, Þloft 3, 7, ESk 6, 50, Líkn 37, Nkt 53. Jfr K. Gíslason Nj II 998.

alteitr, adj, helt glad, munter, Bárð 2, .

alvaldr, se allvaldr.

alvangr, m, alles vang, land, en betegnelse for det isl. altings plads, tingsletten, alvangs eyrr, den holm i elven (Øxará), hvor tvekampe holdtes, Gunnl Lv 11.

Alvarr, m, hestenavn (den meget forsigtige, sikre, v. l. Afarr), Þul IV rr 3.

alvaxinn, adj, fuldvoksen, (om en okse) Hharð 17.

1. alvitr, f, (-r el. ar? ; r), væsen i fremmed ham, især om kvinder i svaneskikkelse (al- = al i alius, αλλος ESievers Beitr XII 488 f., og vitr af véttr), svanemö, alvitr ungar (unga hds) Völ 1, alvitr (voc.) Hhund II 26. Som egennavn findes det Völ 3 og 10, Alvitr unga, men ved misforståelse og i yngre tildigtninger.

2. alvitr, adj, fuldt vis, overmåde klog, (superl.) Ht 99.

alvíss, adj, alvidende, meget vis, Ingj 2, 5. Som dværgenavn Alv.

alþingi, n, almindelig forsamling, (om dommedag) Líkn 26, se hringmót ; om Islændernes Alting Harð 14.

alþjóð, f, (ud. pl.), den samlede befolkning, alle mennesker, St 9. 15, Arbj 16, = alþýða.

Alþjófr, m, dværgenavn, Vsp 11, Þul IV ii 3.

alþroskinn, adj, (af þroski), fuldt moden, i sin fulde kraft, Sturl 5, 20.

alþýða, f, (ud. pl.), den samlede folkemængde, hele folket, Mark 1, 23, alþýða lærðra manna, den samlede gejstlighed, ESk 6, 9.

alþýðr, adj, almindelig, alþýð kristni, den hele kristenhed, kristne kirke, ESk 6, 6 ; rimeligvis er alþýðr en oversættelse af catholicus.

alþýðu-rómr, m, (ud. pl.), almindeligt udsagn, noget alle siger, Hsv 84.

ama, (-aða, -at), vise sig uvenlig mod, söge at fortrænge, ama aurum, bortödsle sine penge, Hsv 54.

Ambhöfði, m, fingeret navn, hvorved höfdingen Haflide Mársson betegnes, Anon (XII) B 13 ; hvad amb- her betyder er usikkert ; jfr Hjarthöfði og Orknhöfði.

Ambrósiús, m, = Merlin, Merl II 9.

ambótt, f, tjænestekvinde, tærne, Þul III 2 b, Þry 20. 26. 28, Sigsk 70, Grott 2, Frþ I 12, Völs 2, ambáttir Ragnhildar Harkv 13, (guds, :: helgeninde) Pét 22, Katr 1. 18. 24. Som egenn. Rþ 13.

Amlóði, m, den bekendte sagnperson (jfr Saxo III) Hamlet (Amlethus hos Saxo), Amlóða meldrlíð, havet (se líðmeldr). Jfr Meissner JF XLV om hele stedet. Snæbj 1 ; i nutidsisl. bet. amlóði dögenigt.

amma, f, bedstemoder, Hym 8. Som egenn. Rþ 16. 21.

amorligr, se ömurligr.

amra, se ámr.

an, ældre form f. en efter komparativ, se en.

Ananías, m, en jöde, Pét 33.

Anastasía, f, helgeninde, Mey 42.

anda, 1) ånde, (abs) anda handan Anon (XII) B 8 ; anda á e-t Merl I 10. 2) undånde, dö, men kun i medium og part., Hfr Lv 28, Þloft 3, 7 ; part. GSúrs 29, ÞorkHraun, ÞjóðA 2, 4, Jóms 34 ; andaðs minjar Mhkv 21.

Andaðr, m, navn på en gögler, Harkv 22. 23 (eller rigtigere : Önduðr, jfr ty. Andahad ; gögleren har uden tvivl været tysker).

andagipt, f, åndelig, især den hellig ånds (andi), gave, Mlag 2, Lil 12.

andalauss, adj, uden ånde, livlös, om smedebælge og fisk, Heiðr 5. 31.

andargipt, f, åndelig gave, sjælsgave (önd), omtr. d. s. s. andagipt (jfr sammenhængen), EGils 2, 7.

andargleði, f, (ud. pl.), åndelig glæde (önd), Gd 24.

andarsárr, adj, såret i sjælen, syndbesmittet, Heilv 12.

andfetlar, m, (pl. tant.), bånd (på bryst og ryg, d.v.s. over skulderen), hvori sværdet bares, gyldir andfetlar Harkv 19.

andföng, n, (pl. tant.), modtagelse (af en gæst), Vafþr 8.

Andhrímnir, m, navn på örn, Þul IV vv, på Valhals kok, Grí 18 ; vistnok "den, der er rimet, sodet, i ansigtet".

andhvalr, m, (pl. -ar, -ir), næbhval, Þul IV y 2 (måske samme som andarnefja på grund af snudens lighed med et andenæb, jfr Ghm III 359).

andi, m, 1) ånde (der udgår af munden), Ingim, Þvazf 1 ; fisks andi SnE II 432. 2) sjæl, Lil 58. 77 ; sind, grimmr andi Gd 31. 3) ånd (guds, den hellige ånd) Gd 13, jfr andi spekðar Heil 3. 10, ESk 6, 6, Has 3, Leið 22, GOdds 6, Lil 27. 54. 80 osv ; skírleiks andi, omtr. = skírleikr, Lil 25. 4) ondt væsen, djævel, fúlir andar Mgr 50, sem andinn segði Lil 39 ; jfr girndar andi EGils 3, 2. Jfr ástar-, spekðar-.

andkæta, f, (ud. pl.), gensidig glæde, især om vellystens udövelse, Völs 9 (af and-, gensidig, og kátr, munter).

andlangr, m, (ud. pl.), den anden himmel (vel egl. lang, udstrakt fra den ene ende til den anden), Þul IV ff ; andlangs herra, gud, Gd 29 (hds. laugs), andlangs gæðir, som giver himlen(s glæder), gud, Pét 39 (hds. -lags).

andlát, n, udånden, död, (láta önd, öndu), Lil 60.

andláts-tíð, f, dödstime, Gdβ 13.

andlit, n, ansigt, Rþ 8, Sól 59, Merl I 38.

andlits-hvítr, adj, med hvidt ansigt (om Adam og Eva) Lil 17.

andmarki, m, fejl, bröst, mangel (ved noget), Hálfs I (skr. ann-).

1. andnes, n, (også skr. annes), næs, der stikker frem parallelt med eller overfor et andet, Völs 1. 10 ; andnes alnar gims, ringens mod hinanden stående næs, (bægge) arme, Gunnl Lv 7. Jfr Annisnes.

2. andnes, n, andens næs, land, söen, andness öndurr, skib, Gunnl Lv 6 (skr. ann-).

andprúðr, adj, enten : hvis önd, sjæl, er modig, el. ligefrem : skön, herlig (foran, ::) af udseende, andprútt höfuð (om Olaf d. hell.) Sigv 12, 21.

andr, m, (-rs ; -rar, yngre form f. öndurr, s. d.), ski, andr Ekkils vallar, skib, Nj 23.

andrán, n, berövelse af livet, döden (voldsomt påfört), HolmgB 10, Ólhelg 9, Grett 2, 5, Pl 58, Örv IX, 44. 67.

Andréás, m, apostlen A., Vitn 2.

andskoti, m, 1) 'modskyder', fjende, Korm Lv 16. 36, Háv 11, ÞjóðA 3, 19, Valg 7, Gils 1, 18, StjO II 3, Hym 11. 13, Hávm 148 ; andskoti Aðalráðs Sigv 10, 7, andskoti Baldrs, Höd, Vsp 33, Bdr 11, andskoti Gauta Gldr 7. 2) djævelen (som menneskehedens fjende), Líkn 38, Jón.

andspilli, n, (ud. pl. ; også skr. ann-), 1) gensidig tale, samtale, Sigv 5, 2, Skí 11. 12, Sigsk 46, Guðr II 11. 2) efterretning, melding, inn kom andspilli Am 45.

andspillir, m, som förer samtaler (med en anden), fortrolig ven, andspillir Agða (om Gisle) GSúrs 14.

andspjall, n, = andspilli 1, samtale, Sig. meiri (Brot) 4 (FJs udg.), andspjöll bera, fremföre tale (især passende, tröstende ord), Guðr I 12, andspjall léa (v. l. bera) Herv V, 4.

andsvör, n, (også skr. ann-), svar, altid i pl., Harkv 4, Gautr II 6, Örv III 6, Mv III 19, Lok 5, Brot 7, Sigsk 17. 45. 50, (veita andsvör konstant udtryk).

andvaka, f, sövnlöshed, vågen tilstand, Mgóð 2 ; andvaka randa, skjoldenes sövnlöshed, d.v.s. bevægelser (under kampen), omtr. = kamp, Oddr 2, andvaka hjalms Þmáhl 6.

andvani, adj, blottet for, berövet (jfr det fölg.), margs andvani Ív 35, alls andvani Hjörtr 3, lífs andvani Örv IV, 3, Lil 20, auðs andvani Hhund II 33, glaums andvani Brot 16, og mulig Guðr II 42 (her kan andvana både være nom. pl. og acc. pl. både til andvani og andvanr).

1. andvanr, adj, = det foreg., andvanar saums (siglur) Rdr 5, andvanr banda lags Korm Lv 41, andvanr ótu Hhund I 5. Jfr Olson Stud AK 529.

2. andvanr, adj, berövet livet (önd), Ód 23.

1. Andvari, m, dværg, Vsp 15 (SnE I 66), Þul IV ii 3.

2. andvari, m, fisk (lupus SE), Þul IV x 1. Dværgen Andvari (se foranst.) siges at have været i en geddes skikkelse i elven.

andvarp, n, suk, stönnen, Mdr 13.

andvinnr, adj, arbejdende imod, bekæmpende, rede til kamp mod, Anon (XII) B 22.

andvígr, adj, kæmpende imod, angribende, St 8, Vell 29, Ragn VIII 2, (rettelse for einiga) ; andvígr hiti illífis, skadelig, Heilv 5.

andþeyst, se auðþeystr.

andþings, ÞSíð 3, er dunkelt, måske : andþing, möde med, andþing œgis, möde med den frygtelige?

andæris, adv, 'mod-roende', imod, ulykkelig (and og ór, åre), ganga andæris, gå uheldig, Am 14.

andærligr, adj, besværlig, trykkende (jfr det foreg.), andærligr ekki (sorg) GSvert 10.

andærr, adj, kan opfattes dels som andærr, 'roende imod', (jfr. de to foreg.), om vinden, der er imod, besværlig, (sål. SE), dels som andœrr, hvis ånde, pust er rasende, Eg Lv 23 (v. l. aundurr).

angan, n, (ud. pl.), fryd, person der er til fryd, angan illrar brúðar, om völven, Vsp 22, angan Friggjar, Odin, Vsp 53 (R har det ur. angan tyr), Freyju angan (?) ÓlLeggs 4.

Angantýr, m, sagnhelt, Hyndl 23, Hl 22 a ; en (anden) sagnperson, Hyndl 9. 45.

Angeyja, f, en af (Heimdals?) mödre, Hyndl 37.

1. angi, m, (ud. pl.), duft, (en kvindes) duftende ynde, dýrligr angi gengr af svanna Hfr Lv 18.

2. angi, m, udstående spids e. trævl (bånd-ende), angi foldar, orm overhovedet, EGils 1, 39 (om en indvoldsorm) ; anga Sigv 13, 1 er ur. v. l. for öngul.

Anglía, f, England, Merl II 71.

1. angr, n, (ud. pl.), kummer, sorg, Þklypp, Jór 4, GSúrs 4 (med gen. obj.), EGils 3, 20, Gríp 20, Am 100, Hálfs IX 21, bíða angr Darr 8, Þham 2, 2, bera angr Líkn 10, hljóta angr Leið 8, gera sér angr HolmgB 4, verða at angri Hhund I 5, gera angr við e-n, göre noget som volder en sorg, HHj 10 ; sorg over synder, syndsmærte, ESk 6, 63, jfr angri firðr (om abbedissen) ESk 13, 5, lemja angr Líkn 39 ; pine, Has 39, lífs angr Mv II 18. I kenninger, angr hjalms, sværdet, Grettis 16, angr ýs, træets skade, ilden, Þorm 2, 18 ; angr (v. l. f. garmr) fýris, vinden, Arn 2, 10 ; angrs hefnir, hnekkir, syndens nedbryder, from mand, Pl 47. 59. Jfr hjalm-.

2. Angr, m, navn på en norsk fjord, arm af Hardangerfjorden, Þul IV ccc (jfr No. gårdn. XI, 491), men Hæng V, 9 må der være ment en nordligere fjord, mulig Varanger i Helgeland ; sö i alm., angrs eldr, guld, Ísldr 15 (jfr eldmeiðir).

angra, (-aða, -aðr), volde bekymring, smærte, sótt (kummer) angrar Korm Lv 35, med dat., angra e-m (harmr) Okík 2, (meintregar) Gríp 34, angra kaupskipum (om strömmen) Ótt 2, 13 ; med acc., angra fyrða Halli 4, angra þengil Anon (XI) Lv 6, angra oss (kunde også være dat.) Máni 1 ; med. angrask, betages af (synd-)smærte, Líkn 47.

angrbeittr, adj, fört ved krysning over söen (angr m.), (ved rettelse) om skibet, Eg Lv 24 ; ifg. hds. er ordet at henföre til havet selv og må da opfattes (SE) som 'besværlig (angr n.) befaret ved krysning'.

Angrboða, f, jættekvinde (mén-bebudende, ménvolderske), med hvem Loke avlede ulven, Hyndl 40 (ifg SnE I 104 var hun også moder til midgårdsormen og Hel).

angrfellir, m, sorgens, :: syndens, tilintetgörer, (St. Johannes), Kolb 1, 1.

angrfirðr, adj, kummer-berövet, glædet, glad, angrfirð öld EGils 1, 39.

angrfyldr, adj, opfyldt af synd, angrfyld öld ESk 6, 58.

angrhegnandi, m, 'synd-nedbryder', Kristus, Líkn 23.

angrhrjóðandi, m, 'synd-udrydder', from mand, Pl 32.

angrlauss, adj, fri for sorg, bekymring, Hsv 109, angrlaus hvíla (hvor kun fryd föles) Hhund II 47 ; oss (dat.) angrlaust (adv.), til fryd for os (også om elskovsfryd), Korm Lv 10.

angrlestandi, m, 'synd-nedbryder', gud, Has 65.

angrlestr, adj, beskadiget ved mén, angrlestr ægir SnE II 202.

angrleystr, adj, löst fra synden el. (helvedes) pine, SnE II 234.

angrljóð, n, (pl. tant.), smærtefulde sange, sange om sorg (sörgelige tildragelser), klagesange, Hhund II 46.

angrljóðasamr, adj, fuld af klagesange, som synger om sorger og ulykker, der vil ramme folk, Drv (XI) 9.

angrsamr, adj, fuld af sorg, kummer, elendighed, engum angrsamt Has 37.

angrskerðandi, m, som gör skår i, nedbryder, synden, om gud Líkn 51.

angrsól, f, 'söens sol', guld, angrsólar jafnendr, gavmilde mænd, Háv 8.

angrstríðandi, m, som bekæmper synden, gud, angrstríðandi aldar Líkn 49.

angrstríðir, m, = foreg., angrstríðir öldu viggs runna Has 21.

angrtælir, m, som anvender svig mod (til tilintetgörelse af) hvad der volder kummer, angrtælir ylgjar, den der stiller ulvindens sult, kriger, Arn 3, 5.

angrtöpuðr, m, (-ar), som tilintetgör kummer, angrtöpuðr ulfs (jfr det foreg.) Ív 27.

Angrvaðill, m, vel egl. 'som farer frem til mén', navn på et sværd, Þul IV l 4 (v. l. -vand- ; jfr Þorst. s. Vík., Fas II).

angrþjófr, m, som afvender (ens) sorg, som er til fryd, angrþjófr Óðins, Tor, Þdr 15.

angrþrútinn, adj, opfyldt af sorg, Mv I 11.

angrþverrir, m, som formindsker, tilintetgör, synden, den hellige ånd, Heilv 15.

1. Anna, f, nytestamentlig person, Mgr 6.

2. anna, (-aða, -at), udföre, magte (af önn), med dat., anna frama, magte herlige gærninger, Rekst 32 ; annask of eyki, være sysselsat med lastdyr, sörge for lastdyr (heste ; spottende), Bjhít 2, 16 (annad hds).

annarr, adj–pron, talord, anden, betegnende et sidestykke, noget sidestillet eller noget som står i et vist sammenlignings- eller modsætningsforhold til noget andet, A. 1) en (den) anden (ikke talord i egl. betydn.), feldi annan Eg Lv 9, en vér annan Þorv veil, annarr heimr GSúrs 26 ; ljós annat Am 87, annat þing HolmgB 2, annarr stóð (salr) Vsp 37, annarr (hani) gelr Vsp 43, annarr konungmanna Gldr 9, en önnur gekk Hym 8, annarr óauðigr Hávm 75, annars kona, eyrarúna Korm Lv 48, Vsp 39, Hávm 115, verr annarrar Helr 1, vinr öðrum Hávm 124, jfr Mhkv 5. 15 o.s.v., annat slíkt Akv 6, önnur nöfn Rþ 25, önnur verri lög Sigv 11, 8, öðrum sagði Hhund I 24, skala annan hafa Hávm 30 ; annarr ... annarr, den ene ... den anden, hörer hertil : annarr öðrum betri, Þloft 3, 1, annarr ... annarr, den ene ... den anden, Fjöls 16, jfr Lil 72 ; efter hverr findes annarr, tákn ferr hvert á annat, det ene fölger efter det andet, ESk 6, 46, jfr Lil 20. 71, (det ene) annarr eller hverr kan udelades : því bregðr öld við aðra (:: öld) Vell 13 ; ekki annars ÞjóðA 4, 8, hvárki annat Helr 12 ; annarr tveggja Skáldh 5, Hjalti, Sigv 2, 11 ; annarr en ... Harkv 13, Fáfn 43, Anon (X) Lv 5. 2) allerede herved betegnes en modsætning, der tydeligere fremtræder i fölg. : annat vas Sigv 13, 28, aðra sögu (en anden, d. e., forskellig, modsat) ÞKolb Lv 7, annan (= hinn) Oddrgr 28, öðrum (= hinum) HolmgB 8, aðrar sýslur Hhund I 17, aðrar spekjur Guðr III 4, til annars veðrs Hym 25, annat (andet og mere) fláræði Gríp 38, flest alt annat, så godt som alt andet, Lil 16, annat fleira Jóms 5, of vann annat (andet og mere) Eg Að 1 ; hinir eru ok aðrir Harkv 23, efni annars GSúrs 17 ; efter sem findes annarr föjet til subst., sem konur aðrar Guðr I 1, II 11, sem vanir aðrir Þry 15, jfr minni ok manvit annat, Mark 1, 9 ; deraf fölger dog ikke, at den pågældende person ligefrem tilhörer de væsner, som de sammenlignes med (således i det andet eks.) ; den anden el. modsatte måde, side, betegnes ved : (á) annan veg Háv 9, GDropl 1, Blakkr 2, 2, Sigsk 48, á aðra hlið Sigsk 66. 67, tiden : í sinn annat Hárb 59, Am 11. 104, annat sinn Korm Lv 49. B) talord, 1) anden : maðr ok annarr, en og anden (d. e. to) Eg Lv 1, ÞSjár 2, 4, einn ok annarr Anon (X) Lv 10 b, þul ok Óláf annan, som den anden, Ísldr 18, annarr harmr Vsp 53, annarr galdr Gróg 7, önnur Vegsvinn Grí 28, en Durinn annarr Vsp 10, aðrir sjau Guðr II 35, öðru sinni Vsp 59, Yt 15, jfr Lil 70. 2) den anden = den næste : annars dags Sigrdr 25, Vkv 22, at aptni öðrum Hym 16, annan morgin Merl II 7. C) adv. annars, ellers, Sigv 13, 1. D) At öðru Hfr Lv 26 er lidt dunkelt, mjök at öðru hefr uðr aflat, i höj grad har bölgen (den ene) efter den anden bevirket o.s.v., sml. hvat at öðru.

annar-tveggi, denne form kan ikke for digtens vedk. kontrolleres el. konstateres ; formodningen er for, at der alle vegne bör indsættes formen annarr tveggja, se annarr A, 1.

ann-, se and- (annes, annfetlar, annmarki, annspilli, annsvör, annvanr).

Ann(is)nes, n, stednavn, Halfs VIII, 7 (v. l. andnes).

annlauss, adj, uden arbejde (önn), annlaust, adv, i ro og mag, SnE II 228.

annr, adj, kun i ntr. ant, fuldt af arbejde (önn), af beskæftigelse, hvat er ant (med dativ), hvad beskæftiger, hvad drejer (ens) tanker sig om, Gróg 2 (i nutidssproget bet. det : en har travlt, og i forb. med um e-ð, noget er genstand for ens omhu, ömhed).

Anteókía, f, Antiochia, Mey 34.

Anþekja, f, d. s., Örv IX 67.

apa, (-aða, -aðr), göre til abe, :: tåbe (se api), dåre, margan hefr auðr apat Sól 34, apask, blive tåbelig, apask at óheillum, göre dumheder, der bliver til uheld, til ulykke, Sól 62.

apaldr, m, (-rs ; -rar), abild, æbletræ, Þul IV kk 2 ; træ i alm., i kenninger : brynþingr apaldr, kriger, Sigrdr 5. Jfr lín-, róg-.

apaldrs-garðr, m, have med æbletræer el. frugttræer, Pl 49.

Apardjón, f, elv i Skotland, Þul IV v 3 ; by sst., Aberdeen, ESk 7, 5. Det beror dog vist på en misforståelse, når Apardjón opföres som elvenavn.

api, m, abe, tåbe (kun denne bet. findes), ósvinnr api Hávm 122, Grí 34, Fáfn 11, verða api af aurum Hávm 75, jfr apa ; om jætter (som tåbelige, kluntede væsner), áttrunnr apa Hym 20.

apli, m, 1) tyr, Þul IV ö 3 ; som egennavn, Þul I b. 2) hest, Þul IV rr 4.

apr, adj, sörgmodig, förum aprir Okík 2.

aptann, m, aften, Am 81, Vsp 6, aptann dags Sigsk 6, síð aptans Sigv 11, 18, aptan hverjan Sigsk 8, nær apni Hávm 98, at apni (öðrum) Reg 25, Hym 16, á öptnum, ÞKolb Lv 1, í aptan Bbreiðv 1, Hhund I 34, of aptan Hhund I 31, Oddrgr 11.

aptanskæra, f, aftenskumring, Sigv 3, 11, (jfr sst. dœgr mœtask nú), Korm Lv 5 (her pl.).

aptarla, adv, langt tilbage (langt nede i legemet, ad bagdelen til), aptarla es hjarta, talemåde for at udtrykke fejhed, HHj 20.

aptr, adv, 1) tilbage (om bevægelse tilbage, legemlig el. åndelig), koma aptr Fj 27, Bdr 14, Eirm 3, árna aptr Skall 3, Fj 2, støkkva aptr Hókr 6, leiða aptr Haustl 11, beygjask aptr Lil 66, heimta aptr Hávm 14, líta aptr Hym 35, falla aptr Hávm 139 må henföres hertil ; tilbage = hjem, Bragi 2, 1, Hávm 104, Vafþr 4 jfr 39, Ghv 8. 2) bagover, falla aptr Sigsk 23. 3) bag, aptr í skut Hym 21. 4) lukket, hurð vas aptr Sigv 3, 4. 5) igen, en anden gang, segja aptr Hym 32, fýsa aptr Fj 5.

aptra, (-ða, -aðr), sætte tilbage, hæmme, hindre, aptra krapti (guðs) Leið 29.

aptrborinn, adj, genfödt, Sigsk 45.

aptrhvarf, n, (-s), venden tilbage, muligheden af at kunne komme tilbage, óask aptrhvarf, nære angst angående, frygte at man ikke komer tilbage, Sigv 3, 2.

arasteinn, m, örnesten, sten (klippe), som örne sætter sig på, und arasteini Hhund I 14 ; mulig er ordet her at opfatte som egennavn, jfr norske stednavne som Arstein (i Söndfjord, Rygh NG II), jfr dog ari sat á steini Anon (XIII) B 24.

araþúfa, f, örnetue, tue som en örn sidder på, ensomt sted, Skí 27.

arðr, m, plov, Rþ 22, beita yxn fyr arðr Hsv 138.

arðskafi, m, 'plov-skraber' (en der forfærdiger plove?), som tilnavn, Hyndl 22.

arfi, m, arving, sön, Rþ 41, Sól 78, arfi hilmis Reg 26, arfi Ásmóðar HelgÓl, arfi Búra Þblönd 2, arfi Eysteins Korm Lv 57, arfi Geirs Eg Lv 43, arfi Gjúka Gríp 47, (i pl.) Hyndl 27, Helr 5, Oddrgr 28, arfi Halls Ísldr 23, arfi Klœings Þorm 1, 1, arfi Ulfs Steinn 3, 10, arfi Viðris Rdr 16, arfi Þóris Þorm 1, 8, arfi Véseta Jóms 7 ; arfi erfinytja Eg Lv 42 ; Þdr 10 står arfi formentlig f. Atli, Gunnl Lv 4 f. æri.

arfljúgr, adj, sem ved lögne vil skaffe sig en arv (der ikke tilkommer ham), Eg Lv 27 (v. l. arflyndr ur.).

arfnyti, m, (-ja), 'arvnyder', sön, arfnyti Bjarnar ÞTref 1.

1. arfr, m, arv, föður arfr VGl 1, leifa arf ÞjóðA 3, 35, borinn til arfs Eg Lv 16, kveðja arfs Reg 12, aldauða arfr HHj 11, skipta arfi Oddrgr 10, ráða arfi Akv 11. 27, dat. el. acc.? þryngva arf und sik Hhund II 20 ; Krm 27 skal arfi læses æfi. Jfr föður-.

2. arfr, m, okse (mulig identisk med foranstående), Þul I b, Grett 2, 5.

arfstóll, m, 'arv-stol', stol man har fået i arv, retmæssig erhværvet stol, sæde, arfstóll Ála hattar (hjælmens), hoved, Eg Lv 26.

1. arfuni, m, sem er tilfreds (una) ved arv, sön, Þul IV j 8.

2. arfuni, se örfuni.

arfvörðr, m, (-verðir), 'arv-vogter', sön, Sigv 1, 7, Ísldr 11. Jfr erfivörðr.

arfþegi, m, 'arv-modtager', sön, Ív 31, Jóms 28, Rst 32, Herv V, 5, (som v. l.) Hyndl 19. 30 (Vsp. sk.).

arghyrna, f, ökse (af horn, bladets ene spidse ende, argr = dårlig ; vel egl. egennavn), Þul IV m, Skall 3.

argr, adj, 1) blöd, blödagtig, fej, argr karl Vígl 14, eggja argan Krm 22 ; örg geit Örv VIII 17, örg vættr Krm Lv 54 (her m. h. t. en sejdkvindes væsen og art, jfr det fölg.), argr goðvargr Þveil (her er der måske hentydet til mandens efter hedensk opfattelse formentlige blödagtige, ukrigerske adfærd). 2) kvindagtig (om en der lader sig bruge som kvinde el. tænkes at blive omskabt til an sådan og da pleje omgang med mænd, jfr Fritzner s. v.), args aðal (:: bringe börn til verden, om Loke) Lok 23, (om Odin som den, der i en troldmands skikkelse udöver sejd) sst 24, kalla argan (om den som Freyja forklædte Tor) Þry 17. Jfr ragr. Jfr half-, sann-.

argskapr, m, (-ar ; ud. pl.), blödagtighed, fejhed, undr ok argskap ok alla bleyði Heiðr 38 (om der sigtes til Odins forvandlingsævne, jfr Lok, se argr, er usikkert).

argspæingr, m, som udtaler en slem spådom (spæingr af spár), ildevarslende person el. tegn, Helg Ásbj.

ari, m, 1) örn, Þul IV vv, xx 1, grár ari Skall 1, ari hlakkar Vsp 50, arar gullu Hhund I 1 ; ara greipar Yt 19, ara fitjar Þjsk Lv 2, ara tunga Arn 5, 16 ; ara jóð Grani 2, ætt ara Hhund II 8 ; ara þúfa (måske ét ord jfr arasteinn) tue, örnen sidder på, Skí 27 jfr Anon (XIII) B 24 ; náttverðr ara, lig, Hfl 10, ara steik GSúrs 15 ; ara bræðir, kriger, Arn 3, 2, ara grennir, d. s., Arn 3, 17 ; ara sær, blod(?) ÞjóðA 3, 30 (i en ikke fuldt ud gennemsigtig sammenhæng). 2) leir ara ens gamla, dårlige vers (i henhold til Odins forvandling til örn, da han hæntede digterdrikken, og SnEs fortælling derom), Þstf 2, 3. 3) örnebillede frembragt ved at skære ribberne fra ryggen og strække dem ud (= blóðörn), skera bak ara (dat.) Sigv 10, 1. 4) som mandsnavn Þorv 1, Kolb 2, 6 (forsk. pers.), sagnhist., Örv IV β 4 (her synes metrum at kræve Ári).

arinbauti, m, kun i kenningen : arinbauti salvanið Synjar Þdr 19, d. e. arin-Synjar salvanið-bauti ; arin-Syn, stenens Syn, jættekvinde (arinn egl. = arne-sten, her brugt i alm. 'sten'), jættekvindens sal = klippehulen ; den der er vant til denne (til besög, ophold deri), jætte ; dennes bauti 'banemand', Tor ; bauti sml. vb. bauta 'at fange, slå ihjæl'. Cod. reg. har ur. brauti.

Arinbjörn, m, norsk hövding, Arbj 11. 21, Eg Lv 34.

arinbrandr, Ótt 4, 1, fejl f. ölunbrandr, s. d.

aringreypr, adj, finds kun i Akv 1 : bekkjum aringreypum, og 3. 16 : hjölmum aringreypum, altså som epitet dels til bekkir, dels til hjalmar ; det förste led kan være arinn, arne, arnested (i hallen), hvilket da må stå i et objektivt forhold til greypr, der synes at måtte betyde : omfattende, omgivende (jfr. vb. greypa at indfælde, no. grøypa af graup, fals) ; dette passer godt til bekkir, bænkene, der omgiver arnen (på bægge sider) ; i det andet eks. vilde det være fristende at ændre greypum til greypan, hörende til bekk i foranstående linje ; adj blev ved misforståelse ændret til dat., fordi hjölmum stod lige foran (denslags fejl findes ellers) ; dette bliver dog usikkert, da aringreypr det 3. sted virkelig er epitet til hjalmar, som da måtte bero på, at hjælme var ophængte på væggene over bænkene og kunde da, ligesom disse, skönt ikke fuldt så naturligt, kaldes 'arnen omgivende', men sammenhængen viser dog, at dette er så noget nær umuligt. Mulig foreligger der her en anden betydning af arinn, nemlig 'en forhöjning' i en sal, af en lignende art som den, der omtales eller antydes Fms V 339, jfr VIII 429 (jfr arinn 2) ; men vi kender intet videre til en sådan. Endelig er der den mulighed at aringreypr på bægge de sidste steder er fejl for hringgreypr 'omgivet af en ring, ringformet kant' (jfr hringreifðr).

arinkjóll, m, arnens skib, hus, Yt 4.

arinn, m, 1) arne, ildstedet midt på husets (hallens) gulv, omgivet af stene og med stenbund (jfr Aarbb 1909 s. 274-75), umbdögg arins, fugtighed omkring arnen, Guðr II 23, þría arna Ghv 10 (her om de 3 forskellige hjem, repræsenterede af deres vigtigste del), til arna Yngvars Egs 101, at síns föður örnum Þtjald ; Rþ 2 har man villet rette hds af aarni til at arni, hvilket mulig er det rigtige, men se iövrigt árn. 2) noget på et skib (en forhöjning?), Þul IV z 10, det kan ikke siges hvad ordet egl. betyder, jfr Falk Seew. 115. Jfr bjóða-björn, grjótbjörn.

Arinnefja, f, Træls datter ('hende med næsen i arnen[s aske]), Rþ 13.

arin-Syn, se arinbauti.

arka, (-aða, -at), gå, bevæge sig, tildels på må og få, (i senere tider omtr. = slentre), örkuðum at auðnu, vi rejste som skæbnen förte os, Am 98.

armband, n, armbånd, :: ring, Arn 7, 3 (hds har armraud).

armbaugr, m, armring, Lok 13.

armbeðr, er mulig den rette læsemåde for ormbeðr, s. d.

arm(s)blik, n, Ingj 2, 6, fejl for áms blik.

armdagr, m, armens dag, glans, armring, armdags Eir, kvinde, Gunnl Lv 10 (rettelse f. orm-).

armglóð, f, (-ir el. glœðr), armens ild, guldring, armglóðar eyðir, gavmild mand, GDropl 2, armglœðr ESk 6, 45.

armgrjót, n, armens sten, guld- el. sölvring (SnE I 402), armgrjóts ógrœðir, gavmild fyrste, Hfr 3, 16.

arm-Hlín, f, armens Hlin (gudinde), kvinde, Mberf 5.

armleggr, m, (-s el. -jar ; -ir), overarm (i kenninger ensbet. med 'arm'), i kenninger for ring (guld), armleggjar ormr Bjhítd 2, 22 ; armleggjar eisa Þfagr 12, armleggjar glóð Þblönd 2, armleggjar röf Mark 1, 7.

armligr, adj, ynkel, usselig, Guðr III 11.

armlinnr, m, armens orm, ring, armlinns þöll, kvinde, Bbreiðv 1, armlinns eyðir, gavmild mand, Gyð 7, armlinns ýtir, d. s., Eg Lv 37, armlinns beiði-Þrór Pl 56.

armlín, se arm-Hlín.

armlod, Heið 34, forvansket ord, Bugge : arnhljóð, örneskrig.

armlog, n, armens flamme, guld, Hl 17 a.

1. armr, m, 1) arm, i flt. arme, favn, Þul IV öö, armr sólbrunninn Rþ 10, armar lýstu Skí 6, armar svíddu Lil 56, á armi, på armen, i ens favn, Korm Lv 39, Hrafn 1, Stefnir 2, Fj 41, HHj 4, leggja sér at armi ÞorkHraund, hefjask at armi Sigsk 4, meðal arma Hfr Lv 19, verja armi Hávm 163, HHj 42, hníga at armi Hhund II 25, leggja arma of (yfir) Lok 17, Hávm 108, hyggja at örmum Rþ 28 (her synes 'arme' at være ensbetydende med 'ærmer' eller 'armens udstyr') ; arma eik, kvinde, Hallbj ; arma farmr, hustru, Haustl 7, Þdr 3 ; arms ormr, ring, ÞorkHraund ; arms hyrr, guld, Leið 9 ; arms sýn (sol), d. s., Þhreð 9. 2) den ene del af noget (hvortil der på den modsatte side findes tilsvarende) især noget fremstående ; flöj (af en opstillet hær), verja arm Hharð 1. 3) del af (en by-, borg-) væg, armr borgar Bölv 2, Merl II 41, Anon (XI) Lv 7, enn vestri armr Sigv 5, 1 (borgar) kunde styre Rúðuborgar.

2. armr, adj, ussel, elendig, ulykkelig, undertiden i forbandelse, armir búendr ÞjóðA 3, 20, en arma jötna systir Þry 29, örm véttr Guðr I 22, enn armi Hæng II 3, en arma móðir Atla Oddrgr 32, armr es vára vargr Sigrdr 23, örm þjóð Þflekk, armi drengr Sigv 3, 5, armir Skotar Ód 7 ; armr harmr Mv II 5, örm kvöl Mv I 13, armir glœpir Mey 14.

armsól, f, armens sol, guldring, Sturl 4, 25.

armsprengjandi, se arnsprengjandi.

armsvell, n, armens is, ring, armsvells hati, gavmild mand, Arn 3, 4.

armviðr, m, 'arm-træ', armviðr fannar for armfannar viðr, ringens træ, mand, Ísldr 12.

armœða, f, elendighed, EGils 1, 15.

Arnarvatsheiðr, f, höjplateau i det indre af Island, Grettiss 38.

arnar-vængr, m, örnevinge, ÞjóðA 4, 21.

arngreddir, m, örnens mætter (se greddir), kriger, Vell 29.

arngrennir, m, som lokker örnen til (valpladsen), giver den föde, kriger, ESk 9, 2, Svert 2.

Arngrímr, m, sagnperson, Hyndl 24, Herv 3, 3.

Arnhöfði, m, navn på Odin (egl. den med et örnehovede), Þul IV jj 2.

Arni, m, isl. kirkebygger i 12. årh. (her Arn : Bjarn-), RKet.

arnkell, m, örnenavn, Þul IV vv.

Arnketill, m, Arnkell gode (10. årh.), Þmáhl 16, ÞTref 2.

arnsprengir, m, som bringer örnen til at rævne (ved den rigtige föde), kriger, GOdds 8.

arnsprengjandi, m, s. s. foreg., ÞorgO.

arnstallr, m, kun i forb. arnstalls sjötul-björn Eg Lv 27, hvorved navnet Arinbjörn omskrives ; sjötul må vist indskydes i arnstallr, sjötul-stallr omtr. = set-stallr (forhöjning til at sidde på, som danner et sæde) og örnens sjötul-stallr er da en klippe (jfr arasteinn), men steinn er synonymt med arinn (stein- = arin-).

arnsúgr, m, (ud. pl.), den ved örnens flugt i luften fremkommende stærke bevægelse, lufttræk, leggja arnsúg at e-m, forfölge (i örneskikkelse) ved en voldsom flugt, Haustl 12.

aroar, St 19, forvansket og uforklareligt ord.

arta, f, en slags fugl (måske en and?), Þul IV xx 1.

arz, m, bagdel (jfr raz, rass), Anon (XIII) B 9.

as-Freyr, se es-Freyr.

aska, f, aske, Merl I 8, aska ein, lutter aske, ÞKolb Lv 4.

asklaug, f, (-ar), bad, tvæt i vand blandet med aske, Vígl 9, se Falk, Kleiderk 37.

asklimar, f. pl, asketræets grene, Hhund II 50 (her som opholdssted for örne), Reg 22.

1. askr, m, A) ask, asketræ, Þul IV kk 2, ítrskapaðr askr Hhund II 38, askr Yggdrasils Vsp 47, Grí 29-32. 34. 35. 44 ; udtrykket er sikkert at forstå som 'asken (der kaldes) Ygdrasil' ; i Vsp 19 hedder det : Ask veitk standa heitir Yggdrasill, sål. de fleste hdss., medens kun cod. reg. af SnE her har Yggdrasils ; dette er sikkert urigtigt. B) forskellige af ask lavede (byggede) genstande, 1) spydskaft, oddr aski studdr ÞjóðA 1, 21, spyd, skafnir askar Ak 4, hvítir askar Ht 57, skelfa aska Rþ 42, askr skelfr Ht 9 ; i alle disse tilfælde er det dog vel spydskaftet, der egenlig menes ; det er næppe rigtigt at opfatte ordet som sværd (således SE) i henhold til Þul IV l 4. 2) skib af en særegen art eller form (dog vel oprindelig fordi de byggedes af asketræ), Örv III 2, Þul IV z 1, jfr asksögn (Falk, Seew. 87). 3) kar (rundagtigt ; på Island har man til de seneste tider haft små runde trækar med låg for at spise söbemad af), Korm 1, 6 ; Heljar askr, Hels madfad, hunger, Anon (XIII) B 38 (jfr Heljar diskr), jfr SnE II 494. 4) navnet på den af Borssönnerne skabte förste mand Askr (fordi han blev skabt af asketræ), Vsp 17. I forbindelse med dette står måske den iövrigt dunkle kenning : emblu askr Eg Lv 40 (se embla). C) i omskrivninger for mænd bruges askr : ættar askr St 21, askr böðgerðar (kampens) Tindr Lv 1, askr Hárs drífu Refr 5, 1, askr rimmu Refr 2, 1, askr dalar éls EGils 3, 1 ; askr Hrungnis ilja þilju (skjoldets) Ht 30, askr alms (buens) Ísldr 3, askr lagar mána (guldets) Tindr Lv 1. D) endelig findes askr som hestenavn, Þul IV rr 4. Jfr. eski-.

2. Askr, m, gård på öen Fenring, Ingim, Gautr II 4 (på grund af et asketræ el. -træer).

Askröð, f, Askrovöen i Söndfjord, Þul IV bbb 6.

asksögn, f, mandskab på en 'ask', kun i omskrivningen : Ullar asksögn, Ulls skib (askr) = skjold (se Ullr), dets sögn = skjoldbevæbnede mænd, (jfr geirvangs raðar), Vell 2. Jfr askþollr.

askvitull, m, skib (en art af skib), Þul IV z 3 (står vel i forbindelse med askr.

askþollr, m, kun i forbindelsen Ullar askþollr, af Ullar askr = skjold (jfr asksögn), skjoldets þollr (fyrretræ), kriger, Hfr 1, 1.

asni, m, asen, æsel, illingar asni (gengivelse af asinus nequitiæ) Merl II 87 ; ægis asni, havets æsel, skib, Krm 18.

Asparnir, f, (pl. tant.), norsk ögruppe, Þul IV bbb 7 ; mulig Aspen på Nordmöre.

Aspasíús, m, en dommer, Mey 32.

Assatún, n. pl, by i England, Ótt 3, 8.