a, det förste bogstav i alfabetet, er som alle andre vokaler både kort og langt ; det sidste betegnes her som ellers ved á. Den sædvanlige skrivemåde au beholdes, uagtet öu i og for sig ville være rigtigere, og opföres på sin plads her under a. a forlængedes på Island i löbet af det 12. - 13. årh. foran visse konsonant-forbindelser (hvoraf den förste i reglen er l, i ord som kalfr, hjalpa, almr osv., samt i Arni og mulig et par til) ; her tages der intet hensyn til denne særlige forlængelse ; egenlig burde dog alle sådanne ord, der kun findes i digte efter c. 1200, skrives med langt a, men derved vilde der indtræde en upraktisk og lidet påkrævet adskillelse af ord som hörer sammen. I tostavelsesformer i 1. pers. af verber går a på grund af tonlöshed over til e-i foran k + a(t), hvor også k bliver g (bjargiga). Med hensyn til rimet a : ö og ia : iö som helrim se Arkiv f. nord. filol. XXI, 244 ff., Wimmer Die Runenschrift s. 318.

abbadissa, f, (fra lat. abbatissa ; rimet er -iss- : oss), abbedisse, ESk 13, 5.

abbadís, f, (-dís : vís-), abbedisse, Mey 50. Jfr det foreg. ; -dís beror på tilslutning til det hjemlige dís.

abbask, (-aðisk), blive gnaven, misfornöjet, abbask við brag Merl II 94 (ved rettelse af alvis ; abbask upp á e-t findes i Nj. k. 124, 26.

abbindi, n, (sing. tant.), kun i eik (tekr) við abbindi, eg (tager) mod a., Hávm 137, vistnok: hårdt liv, stoltvang, anses for at stå for af-bendi (jfr klybberi for klyfberi Grág I 2, 109 og jfr? no. hardbende), en form som Sv. Pálsson anförer (Félagsrit IX, 185 ; jfr BHald) ; a. kaldes, ifg. ham, det at man stadig synes man trænger til afföring uden at kunne få den. Snarest foreligger der dog her stammen abb- (jfr abbask), medens af-b. beror på folkeetymologi. Jfr MoM. 1923 s. 15 f.

aburNo Fáfn 5 i aburNo scior asceiþ er så fordærvet, at det ikke kan rettes tilfredsstillende. Der synes at foreligge en hentydning til Sigurds födsel og opvækst. Der er meget der taler for, at der i aburNo skjuler sig et adj. óborinn "ikke födt", :: ikke bragt til verden på den naturlige måde, men f. eks. ved operativ behandling ; ifölge overleveringen var Völsung, Sigurds bedstefader, bragt til verden på den måde ; det skulde så være blevet overfört på Sigurd selv (eller fra ham til faderen). Om de forskellige forsög på at rette stedet se Gerings udg. af Hildebrands Edda³, s. 303. Angående óborinn se Arpis afhdl. i Upsala-studier (1892) s. 21 ff. Jfr i övrigt Bugge, Arkiv XIX, 14 f.

aðal, n, 1) natur, kendemærke, (egenlige) væsen, ósnotrs aðal Hávm 103, args aðal Lok 23. 24, drengs aðal Krm 23, ódyggs aðal Hsv 71. 2) hjem, odel, öðul Njarðar Hfr Lv 9 [v. l. af dul]. 3) egennavn på en af Jarls sönner Rþ 41. Fejl for alað Yt 15 (v.l.). Jfr óðal.

aðalbjórr, m, prægtigt (egl. trekantet) tæppe (jfr bjórr i var hon vel tjölduð ok uppsettir bjórar ; sml. refill i kvindekenninger), þöll aðalbjóra Bbreiðv 3. Jfr Falk, Kleiderk. 202. 205.

Aðalbriktr, m, Sigurd slembes fosterfader, Ív 1.

aðal-Grímr, m, "hoved-Grim", den vigtigste af 3 mænd, der alle kaldte sig Grímr, :: kong Olav d. hellige, Völs 11.

aðalmein, n, hovedmén, om blindhed, steinblindr aðalmeini ÞSkegg.

Aðalráðr, Alráðr, m, kong Ethelred i England (d. 1016), Gunnl 1, Sigv 10, 2. 7, Ótt 2, 8, (Alráðr) Gunnl Lv 10.

Aðalsteinn, m, kong Ethelstan i England (d. 940), Eg Að 1. 2, Sigv 11, 4, Ísldr 9. 13.

Aðalþegnshólar, m, pl., stednavn på vestkysten af Snefjældsnæs (vestl. Island), Bárð 1.

Aðils, m, (Aðgils? Eg Lv 11), svensk sagnkonge, Yt 21, Anon (X) II B 1, Þul II 3. 4, Aðils of sinnar Bjark 1. Jarl over Bretland (10. årh.), Eg Lv 11.

af, præp. med dat., om udgangspunkt på forskellig vis, deraf forskellige nuancer i betydning og gengivelse : af, bevægelse, fjernelse, fra : af Svíþjóðu Hókr 1, af Vallandi Helr 2, af landi Am 98, af himni Vsp 57, af grunni Hfl 20, af grasi, bort fra græsgangen, Hávm 21, af vegi Hym 11, af fjalli, ned fra fjældet, Guðr II 13, Anon (X) B 8, af hafi Sigdr 10, af sævi Þþyn, af hendi Guðr II 41, af halsi Sigsk 43, af fótum Hávm 149, af augum Eg Lv 13, af jó Oddrgr 3, af glað Hást 2, af bógum Yt 21, (fljúga) af sárum TorfE 3 (men her vist fejl for at), af þingi Am 101, Guðr II 4, af veði Vsp 28, af almboga, ýboga, bogum Ingim, Guðr II 18, Hfl 13, af vængjum Vafþr 37, af skutli, bjóði Haustl 4. 5, af naðri (skibet) Hfr 3, 13, (rjúka) af rauknum Rdr 13 ; (koma) af göngu, veiði Vafþr 8, Völ 4. 8 ; (skína) af sverði Vsp 52, jfr Mey 3, af ljómum (leiptrir kómu) Hhund I 15. 2) udgangspunkt, hvorfra en el. noget hidrörer, hvorfra en bevægelse tænkes at udgå, kan ofte oversættes ved : på, i, (Ívarr) af Fljóðum ESk 13, 1, (Drótt) af Danmörku Ásm kapp I, 1, af golfi (fra, stående på, g.) Vafþr 9, af mari, hesti (siddende på) Vafþr 12, Hhund I 17, Völ 37, af baki Grí 17, af þolli Haust 3, af eikirótu Haust 6, af bergi (på) Reg 18, af haugi Ólhelg 10, af Trönueyri Hhund I 24. 3) om en (voldsom) fjernelse fra, (brjóta) af þjóri Hym 19, (leysa) af jöfri Yt 29, jfr (fletta) af klæðum Mey 41, (búa) af baugum Fáfn 38 ; sml. alt dró slafr af Hafri Grett 2, 8. 4) om en tænkt bevægelse, fjærnelse, fra ; a) fjærnelse fra, (ganga) af e-m (:: dauðum), dræbe en, Sindri 6, (bera sigr, banorð) af e-m, d. s., Korm Lv 47, Yt 34, Vém, (bera) af e-m, overgå en, Hhund II 38, (bera) af hendi, udföre, Húsdr 12, (fara, hverfa) af lífi Mey 25, St 10, (kominn) af fótum, om en affældig, HolmgB 14, (taka flaum) af skaldi Gunnl Lv 9, (hefja augu) af e-m Korm Lv 4 ; b) modtagelse, fra, ved, (kenna fúlt) af skaldi Hfr Lv 18, (taka) af e-m Sigv 3, 19, (þiggja) af e-m Bragi 2, 3, ESk 6, 18, (fá sjón) af blóði ESk 6, 24, af vífi Korm Lv 44, (geta) af e-m Eg Lv 25, (hljóta) af e-m Jórunn 5, (fá gjöld) af e-m Hávm 117, (hafa e-t) af e-m Gríp 46, Guðr II 34, (högg) af skíði, hamri Korm Lv 57, Hárb 47, (stendr starf) af e-m Eg Lv 22, (förnuðr, ógn osv. stendr) af ESk 6, 2, (þola) af e-m Mey 45, (stoð) af e-u Vell 22, (gipt) af guðs syni Sturl 4, 28 ; c) om oprindelse, fra, ved, brandr af brandi brinnr Hávm 57, (geta orð) af e-m Sigv 3, 4, (nema) af e-m Hávm 140, (orð) af syni Skí 2, (sål. A, at R), (vón) at ulfi Reg 13 (v. l.), (vaxa) af mér St 21, (alinn) af e-u Fáfn 3, (rinna) af rótum Hávm 138. 5) foran ord, der bet. sindsstemning eller (legems)kraft, hvorfra noget har sit udspring (jfr 6), af fári Oddrgr 10, af heiptum Sigsk 10, af afbrýði Guðr I 10, af æðru Anon (XII) F b 8, af ...(adj) hug Reg 7, Sigsk 9, Hhund II 14, GSúrs 9, af móði Vsp 56, Akv 9, af trausti ESk 6, 54, af reiði Eviðsjá 4 (men ved forvanskn. Korm Lv 62), af heiptum Eg Lv 40, af harmi Eg Lv 13, af trega Ghv 1, af angri Þklypp, af manviti Am 48, af ráði Sturl 3, 9 (rett. f. at), af mildi Sturl 3, 2 ; af afli Hhund I 3, af þreki Þorbjdís 1, af ríki Vell 9, Hhund I 47. 6) kausalt (jfr 5), af því (resp. af því at) Eg Lv 33, Korm Lv 44, Þmáhl 15, af slíku GSúrs 2, af nøkkvi Þjarls 3, af yðru ráði, magni Sturl 3, 19, (kuðr) af máli Hávm 51, (frægr) af verkum Hhund I 41, (sæll) af sonum Hávm 69, af þraut GSúrs 2, (hlæja) af e-u Sigsk 31, (vaxa) af gengi Ht 26, (hefjask) af gunni Þjarls 1, 1, (friðr glepsk) af falli Hfr 3, 25, af hœgu Háv 2, (dýrkaðr) af líkum (jævninge) Mey 54, (kviðugr) af konu Hyndl 41. 7) temporalt, af því, fra da af, Oddrgr 17, af bragði Am 2, af stundu Hhund I 23, af méli Sigsk 44, af fæðing Lil 35. B. 1) betegnende del i noget, af, blandt, af órum mönnum Háv 5, (hafa hlut) af vígum Brúsi, (bíta) af limum Grí 25. 26, (eta) af barri Hhund I 54, ögn af oxa Hym 18, (deila) af gera Brot 4, jfr (neyta) af ná Þmáhl 1, (verðr) af öllum Vsp 40, (fátt) af jarteinum ESk 6, 67, (þann) af konungum Guðr II 34, (einn) af þeim Hym 13. 2) betegnende stof, materiale, af járni ÞjóðA Lv 21, af hörvi Rþ 31, af hveiti sst., (verðr) af meiði Vsp 32, (orðnir) af mér Grí 54 (v. l. at). C) andre forbindelser, (hróðr) af e-m ÞormÓl 3, (bragr) af e-u ESk 6, 68, (gjöfull) af golli Gríp 7, (örr) af auði Ingj 2, 1, (fullr) af löstum, háska Mey 11. 38, (verða) af húnum, ske med, hvat af móði (?) Völ 32, Fjö 21, (hyggja) af þró, glemme længsel, Mbrf 4, (seinn) af e-u Sigv 11, 4 (kan dog forklares kausalt), (oltnar) af hagli Þdr 5 synes at være en forkortet udtryksmåde (væltende frem, fulde) af hagl el. lignende, (hór) af Hlórriða Lok 54, måske snarest kausalt : (er bleven horkarl på grund af H., fordi han har forfört H.s hustru), af geiri (gjallanda) Akv 5 kunde höre til dem der betegner del i noget, men stedet er forvansket, (mæla) af stríðum Oddrgr 28 kan enten opfattes som "(tale) om kummer" eller det kan henföres til rubrikken om sindsstemning, af þínum munum Skí 36 bör rettest opfattes på lign. måde : udfra din lyst, uagtet du har lyst (dertil), tiltrods for din lyst. Urigtigt er : af reiði (f. at reiði-) Korm Lv 62, af feldi (f. á) HólmgB 2, af œrnu (f. at œ.) Sigv 12, 18. D) Rent passivisk er, (drekkisk) af þjóðum Mey 41. E) adverbielt, af ganga Sigv 3, 4, rjúfa af, afbryde, Sigv 10, 10, selja af Hfr Lv 21, slítask af (= slíta af sér) Am 52, etask af Sigv 10, 9, hefja af Grí 42, drjúpa af Skí 21, rísta af Skí 36, vera af Hamð 28, fá af Hávm 130. I disse og lign. tilf. er det let at se, hvad der er underforstået ; derfor kan udtrykkene henföres til de forskellige nævnte kategorier. Med þaðan, om oprindelsen, þaðan af aldir alask Vafþr 45.

afar- findes kun i sammensætninger som forstærkende ; antages at være komparativ form til af 'noget der overskrider det passende' (jfr nimietas SE).

afarauðigr, adj, meget rig, hovedrig (om Harald hårfagre som ejer af, hersker over, hele Norge) Harkv 1 ; (iövrigt er ordet her v. l. for hárfagra.

afarhreinn, adj, meget ren (om klæder), Ormr 1, 3.

afarkaup, n. pl., köb, handel på hårde vilkår, venjask afarkaupum, måtte finde sig i hårde vilkår, overf. blive genstand for hård medfart, SnorrSt Lv 5.

afarkostir, m. pl., hårde vilkår, sæta afarkostum, blive genstand for ilde medfart, Katr 6.

afarlítill, adj, meget lille, ringe skraut afarlítit, af ringe værdi, Rv 9 ; stund afarlítil, meget kort tid, Merl II 46.

afarmenni, n, (ved sine egenskaber) fremragende mand, Þul IV j 3, (om Skule jarl) Sturl 4, 12. 27.

Afarr, m, hestenavn, v. l. Þul IV rr 3, vistnok fejl f. Alvarr, s. d.

afarríkr, adj, meget mægtig, afarríkr höfuðsmaðr (Árón) ÞormÓl 1, 1.

afarstórr, adj, meget stor, omfangsrig, valbjórr afarstórr, meget stort forråd af blod, Ht 11.

afartíðr, adj, meget afholdt, meget kærkommen, afartítt (her er afar rettelse for árar), Sigsk 14.

afarþungr, adj, meget tung, vægtig, vell afarþung, meget vægtigt guld, guldskat, Ht 46.

afbragðs-orð, n, (digteriske) ord om ualmindelige, herlige gærninger (nemlig biskop Gudmunds jærtegn), Gdβ 5.

afbrigði, n (snarest pl. tant. jfr v. l.), afvigelse fra (bregða af), afbrigði dygða, afvigelser fra dyder, synder, Lil 76.

afbrýði, f, egl. stærk (for stærk) fölelse for el. hos en kvinde, kone (af forstærkende, brúðr, næppe til bregða), skinsyge, of afbrýði Yt 13 (om brödres indbyrdes skinsyge), af afbrýði Guðr I 10 (om en kvindes skinsyge på en anden kvinde).

Affríkar, m. pl., Afrikanere, Merl II 29. 73, jöfurr Affríka, A.s konge, ÞjóðA 3, 3. Jfr Alfræði ísl. 16. Ordet skrives altid med ff, dog synes Þjóð. at have sagt Afr-, se K. G. Nj. II 995 anm.

afgamall, adj, meget gammel, afgamall karl Eg Lv 46 ; Grettiss 51, Harð 11.

afglapi, m, en, der begår afglöp (jfr vb. afglapa, subst glöp), ubegavet menneske, tåbe, kópir afglapi, Hvm 17 (jfr afglapi Fms VI, 201 om Hreidar heimske, Fms XI, 56, hvor det sidestilles med skiptingr).

afhvarf, n, egl. vigen bort fra :: den rigtige, lige vej, afhvarf mikit es til ills vinar, þótt á brautu búi, at tage ind hos en uven er det samme som at göre en lang afstikker fra vejen, selv om han bor lige ved den, Hávm 34.

afi, m, bedstefader, Þul IV j 8, Vafþr 29 ; mand i alm. (jfr got. aba 'mand'), enn fróði afi, om Frey, Skí 1. 2 ; aldraðr afi Hsv 121, ungr afi Gróg 5. Som egennavn Rþ 16.

afkárligr, adj, (jfr afkárr), kraftig, som viser et ubetvingeligt mod og beslutning, afkárlig orðgnótt Arn 3, 5.

afkárlyndr, adj, med kraftigt sind (jfr det foregående), afkárlyndr jarl Ív 6.

afkárr, adj, (vistnok af af forstærk. og kárr), meget kraftig, stridig, voldsom (jfr den pros. gengivelse af Am 71 i Fas I, 220, Völs. 101 : eigi hœg viðreignar, ikke let at have med at göre ; jfr Wimmer, gloss. til DR : Óðin-Kåurr ang. betydn. af kárr), afkárt (vok. forkortet) hjarta (fýstisk), det ubetvingelige, kraftige hjærte (jfr de to foreg. ord), Arn 3, 3, afkár dís, den hæftige kvinde (Gudrun), Akv 35 (her vel om hendes voldsomme færd), afkár áðr þóttak Am 71, afkárr söngr, voldsom sang (med biklang af noget uhyggeligt), Akv 38 ; Pl 27, afkárr (vok. forkortet) vinum fjarri, synes afkárr at bet. uhyggelig til mode, oprört el. lign., ordet er sikkert ikke her at henföre til dýr.

afklæða, (dda), afklæde, Lil 49.

1. afl, m, esse (i en smedje), leggja afla, lægge esser til rette, indrette esser, Vsp 7, ór afli ÞjóðA 4, 14, afli soðinn, forarbejdet (egl. varmet, smæltet) i esse (om et jernstykke), Þdr 15, járn ór afli Gát 2, hentydning til et fuglenavn (hávella?, jfr vella, syden, kogen).

2. afl, n, 1) kraft, styrke, især den legemlige, Eg Lv 33, Rdr 14, Hávm 160, Hárb 26, Rþ 44, HHjörv 22, Fáfn 28, Grott 8, af afli, med kraft, magt, Þdr 8. 20, Anon (X) Lv III C 1, Hhund I 3, kosta afls, pröve kræfter, Vsp 7 (Hauksb.), omtr. = sýna afl Has 22 ; of afl sér, udover sine kræfter, Þham 1, 1 ; féar afl, styrke bestående i penge, gods, Arbj 17, sakar afl, kraft til sögsmål, St 9 ; afl arfs ok gneista = megin øxna ( arfr og gneisti er oksenavne), :: øxnamegin (Torbjörns tilnavn), oksestyrke, Grett 2, 5. 2) magt, afl et meira Sigsk 33, jfr St 12. 3) styrke, bestående af hjælp, afls vón, forvæntning om hjælp, ÞjóðA Lv 25.

afla, (aða, aðr ; af afli, styrke), 1) magte, tilvejebringe, omtr. = orka, med dat., guð aflar flestu, gud maget alt, Skapti, afla gjöldum, skaffe erstatning, ÓlBrynj, afla skelk, forskrække, Rv 12, afla bóru skafli, frembringe höjryggede bölger, Hfr Lv 26. 2) skaffe, med acc. rei, afla ýtum gleði ok sorg, skaffe menneskene glæde og sorg, Gd 24, afla sóttarauka (acc. el. gen.?), fremkalde bekymring, Lil 40 ; med gen. rei, afla sér frægðar, erhverve sig berömmelse, Gyð 2.

aflamikill, adj, (af afli), kraftig, stærk, i superlativ Leið 2 (om gud).

aflausn, f, (pligtmæssig) afgörelse (afslutning) (jfr leysa sik af e-u), ill aflausn, dårlig måde at afslutte noget på, þeygi var sjá aflausn ill, den afslutning var ikke dårlig (udtrykker digterens glæde over at være færdig), Mhkv 29.

aflfár, adj, i besiddelse af ringe styrke, ntr. aflfátt i forb. med hafa, have for liden hærstyrke, Sigv 12, 9.

aflgerð, f, kraftig udförelse, istandbringelse, aflgerð orða naglfara borðs ok meðalkafla tungu, kraftig samtale mellem skjoldet og klingen (kraftig kamp), Ggnæv 2 (aflgjóðr i et par hdskr. er forvanskning).

aflgjóðr, ur., se aflgerð.

afli, m, styrke, (stöttende) mandskab, afli konungs vex, Sigv 2, 12, með afla slíkan, Sturl 3, 16.

aflimi, adj, berövet lemmer, lemmers kraft, dísir aflima þér, diserne er fjærnede fra dig, de har forladt dig, Am 28.

aflífi, adj, måske tör et sådant adj. antages St 10, på grund af, at af her er stærkt betonet, i betydn. 'livlös, död'? (jfr aflífaðr i senere isl.). Jfr M. Olsen, Ark. XXXV, 142.

aflnœgir, m, som skænker (mennesket den fornödne) kraft (K. G. Nj. II 28), den hellige ånd, Heilv 4.

aflraun, f, kræfters pröven, kraftpröve, anstrængelse, Þdr 9.

aflsteldr, adj, hdskr. har afll steldr (el. stellr), Pl 46 ; man har antaget ordet for = aflstældr, med hensyn til kraft stålsat (gud) ; der vilde da være et enestående rim (: veldi) ; steldr er vel snarere part. til et vb. stella (jfr senisl. subst. stelling, den rigtige stilling, leje), hvis kraft har det rigtige mål og art? el. blot udstyret med kraft? ; jfr no. stella 'sætte i en vis orden'.

aflstuðill, m, stötte for ens styrke, stötter, hjælper, (om en sön) Háv 2.

aflvani, adj, krafteslös, afmægtig, uden betydning, Hsv 66.

aflvón, f, håb om styrke, hjælp (v. l. afls ván), ÞjóðA 4, 25.

afr, adj, stærk, (rettelse for aþr) Hym 12.

afraki, m, blandt kongenavne, Þul IV hh 1.

afráð, n, 1) afgift (reiða af Kock Acc. §442), (trykkende) afgift, gjalda afráð, udrede afgift, Vsp 23 (her : give erstatning for begået fejl, uret, :: Guldveigs drab). 2) skade, tab, gjalda ilt afráð, lide stort tab, ÞjóðA 4, 27. Ordet forvanskes senere til afroð, afhroð. Jfr skattr, tíund m.h.t. betydnings-udviklingen. Jfr R. Pipping i Festskr. til F. Jónsson s. 226 f.

afrek, n, et vel udfört arbejde, (reka af endnu i isl. i bet. 'rask at afslutte en gærning'), især dygtig, udmærket gærning og ævnen til at udföre en sådan, afreks veit, det viser fremragende dygtighed, ÞSjár 2, 2, unna e-m afreks, unde en (frugterne af) hans dygtighed, erkende ens dygtighed, Anon (XII) B 6, jóð slíkt at afreki, et sådant barn m. h. t. kraft og dygtighed, Am 105. Jfr afreks- i sammensætninger (nedenfor).

afreki, m, mand som udförer afrek, handlekraftig, dygtig mand, om en fyrste, Arn 6, 18.

afreks-maðr, m, mand, der udförer udmærkede gærninger, Máni 4, Nkt 38. 78.

afreks-orð, n, ord (digt) om udmærkede gærninger (mirakler), ESk 6, 8, afreksorð harra, kongens udmærkede, djærve, ord, Balti 1.

afreks-óðr, m, digt om berömmelige gærninger, Mlag 3.

afrendi, f, egl. hænders kraft (jfr det fölgende), Hym 28 (her vistnok i sin egl. bet.), så i alm. kraft, legemlig styrke, Hængr 5, 11 (v. l. for afl).

afrendr, adj, egl. i besiddelse af megen hånd-styrke, hænders kræfter (afr, stærk, og hönd), så i alm. kraftig, afrendr konungr Ólhv 2, 2, afrendir jöfrar Eskál 1 ; Pl 35, Þhreð 10.

afréttr, m, (-ar), egl. fjærnt sted, hvorhen noget drives, hede og fjældgræsgange, of afréttu Korm Lv 9.

afruni, m, egl. fjærnen sig fra (renna af) :: fra det gode, dårlig handling, bót afruna, bod for misgærninger, Merl II, 103.

afskurðr, m, (-ar), afskæring (skera af), afskurðr tungu ESk 6, 26.

afspringi, n, afkom, Lil 13.

afspringr, m, 1) hvad der springer ud af, kommer af, fats afspringr, hvad der kommer af (og gemmes i) et fad, mad eller drik eller bægge dele, Korm 1, 6 jfr Meissner 433. 2) afkom (= det foreg.), Þul IV j 10, afspringr Freys Yt 11. 3) navn på sværd, Þul IV l 9, se Falk, Waff. 47.

aftíg, vistnok at et aftígr, m, (-s ; tíg- : víg), bjóða lífs aftíg Hskv 2, 8 ; ordet må bet. afslutning, brud (bet. det 'afvisning'?, tíg- jfr téa, part. tíginn?). Jfr ags. oftéon, osax aftihan.

aga, (aða), tugte, aga með ávítum, Hsv 112 (v. l.).

Agðir, f. pl., Agde (sydlige Norge), ÞKolb 3, 6, Sigv 2, 4, ÞSjár 4, 1.

agi, m, 1) ufred, ufredsoptöjer og tumult, agi bragna magnask Ólhv 2, 7, í aga miklum Merl II, 43, kynda aga, optænde ufred, Anon (XIII) B 28. 2) sögang, í aga miklum Gils 1, 3 (jfr hroði om söens oprör).

agn, n, mading, agn á króki Lil 60, gína við agni, gabe over madingen, Hym 22, ögn auðfeng, mading let at skaffe, Hym 18.

Agnafit, f, (-jar), en flad strækning "på sydsiden af staden" (Stockholm), Örv IV, 5.

Agnarr, m, Geirröds sön, Grí 2. 3 ; Audas broder, Helr 7 (FJs udg) ; Ragnars sön, Hl 86, Krm 17.

Agnes, f, (-ar), helgeninde, Mey 30.

agngalgi, m, madingens galge, fiskerkrog, Sigv 13, 1.

Agni, m, sagnkonge, Yt 10.

aka, (ók, ekinn), age, köre, komme körende, aka hlunns vögnum, age på rullens vogne, skibene, Styrkárr ; men i reglen står aka uden ord for vogn ; overfört er aka jó, med en hest (forspændt), Hávm 90 ; aka at ísarnleiki, om Tor, Haustl 14, aka í Jötunheima Þry 12. 21, aka austan Vsp 50 ; aka brautir Rþ 39 ; aka á hæl, vige, Hást 6 ; trans. med dat. pers., óku [henni] heim Rþ 40, óku heim hanginluklu Rþ 23 ; fortrænge en (egl. tvinge en ud af vejen), aka e-m á bug Mhkv 7, aka e-m í krók, tvinge en op i en krog, bringe en i knibe, ÞjóðA 2, 1 (her vistnok upers.) ; ekin ró, en ved krysning bevæget rå, ÞjóðA 1, 2.

akarn, n, agern, Merl II 88, akarn brunnin (flt. skulde være ökurn ; Völs.s. frembyder akarn br., medens cod. reg. af Edd. her ved fejl har akarninn), brændte agern, Guðr II 23 ; dolgs akarn, fjendskabets agern, hjærte, Þdr 10, aldrklifs akarn, brystets agern, d. s., Hl 15 b. Jfr móð-, rast-.

akka, f, pil, Þul IV o 1. Falk, Waff. 100.

akkeri, n, anker, Þul IV z 10, akkeri halda eik (dativ) Hharð 9.

akkeris-fleinn, m, ankerspids, leysa akkerisfleina, afrejse, afsejle, Ag II 1.

Akkeris-frakki, m, lavet navn, Anker-frank (jfr fortællingen ; af frakkr, vel = dygtig, jfr frakk Aasen), ÓTr 1, Hfr Lv 4.

akkeris-hringr, m, ankerring, Anon (XI) Lv 6.

akr, m, (-rs), ager, mark, teðja akra, göde marker, Rþ 12, ársáinn akr Hávm 88, ósánir akrar vaxa Vsp 62, eyða ökrum Merl I 25, akrar hvítir Lil 94, veðr ræðr akri Hávm 88 ; reka plóg af akri, i overfört bet. 'holde op med et arbejde, sysselsættelse', Rv 31 ; dánar akr, dödens mark, Anon (XIII) B 38 ; móins akr, ormens mark, guld, Od 21 ; akrs síkr, markens fisk, slange, Rv 34. Ordet nævnes blandt sáðs heiti, Þul IV ddd 1, og kan bruges i omskr. for 'hår' SnE II 500. Jfr bratt-, Brunn-, svarð-, Ullar-.

akri, m, en vis fugl, Þul IV xx 6 (= sæðingr?).

akrmaðr, m, agerdyrker, landmand, Pl 23.

akrmura, f, mark-potentil, jökla akrmura, isflagers mark-, :: sö-potentil, sild, Eyv Lv 13 (jökla akr 'havet').

Akrsborg, f, Acre i Palæstina, ESk 1, 3, Þsvart, Oddi 4.

akta, (aða, -aðr), bevirke, akta nýtt róg Mv 3, 17, aktaz pín, pine bevirkes, avles, Mv 3, 23.

aktaumar, m. pl., egl. reb ved råens ender til at flytte, dreje, seglet (aka segli) op imod vinden, brasetov, Þul IV z 10, slitni aktaumar Bós 5. Jfr Falk, Seew. 65.

Akvítánía, f, Akvitanien, Örv IX, 53.

Akvítánir (el. -ar?), m, Akvitaniens indbyggere, Örv VII, 4.

ala, (ól, alinn), 1) avle (om faderen), föde (bringe til verden, om moderen), avle og föde (både om fader og moder), nema sjalfr ali St 17, es ól Gjúki Am 105, ól ulf Loki Hyndl 40, ósum alinn Vafþr 38, ala mun (Guðrún) jóð Sigsk 63 (ved rett.), ól mér jóð Ghv 14, jóð ól Edda o. s. v. Rþ 7, es ala vildi Bjhít 1, 3, undri alinn Fáfn 3 ; börn ólu þau Rþ 12. 24, ólu sunu Hyndl 15, jfr part. : síð of alinn Hávm 72, alin verði Korm Lv 42 ; alinn baztr manna Anon (XI) Lv 14 ; alinn óblauðastr Fáfn 23. 24 ; alinn at bölvi, födt til ulykke, Ólhelg 4, alin at rógi Gunnl Lv 12, alinn til hjalpar Grett 1, 1 ; med. alask (abs.), þaðan af aldir alask Vafþr 45. 2) give föde, ala flagðs gota (ulven) Hl 10, ala sveita má (ravnen) Þorf 2, ala gögl Gunnar systra Hhund II 7, alendr imðar faxa (ulvens), krigere, Gísl 1, 1, ala við hræ Gunnl Sig 3, ala engan nema jarlinn Rv 11, við hvat einherjar alask Grí 18, ala e-n á féi Hfr Lv 12 ; opföde, fostre, ala ulf ungan Sigsk 12, ala dóttur Fáfn 41, grey alin Hamð 29 ; ala upp Oddrgr 13, Am 72 ; med. alask Vafþr 49 ; hertil kan henföres : ala aldr Sturl 8, 1, ala önd, opholde sig, leve, ESk 1, 2, ala jól, opholde sig i julen, Rv 18, samt om vindstödene : (rokur) alnar við frost, ernærede, gjort kraftige ved kulden, Sveinn 1. 3) nære, være besjælet, behersket af, ala önn um, nære omhu, bekymring, for, Hasv 125 (v. l.), ala ótta, ugg, nære frygt, Mgóð 2, Ormr 1, 2, ala sút Hávm 48, ala sorg of e-n Árm 3, Anon (XII) C 37, ala lóm, nære svig, Hfr Lv 8, ala öfund of, være misundelig, fjendtlig stemt, på grund af, Korm Lv 17, Sól 61.

alað, n, (uden pl.), næring, föde (ala), Yt 15 (v. l. aðal ur.) jfr K. Gísl. Aarbb 1881 s. 224-25.

albjartr, adj, helt lys, klar, albjart ljós ástar Líkn 4.

albœttr, adj, fuldstændig helbredet, EGils 1, 13 (her bætt : stétt). 22.

alda, f, bölge (egl. den svulmende, sig hævende, al-a), Hfr Lv 26, Þul IV u 4, eldfaldin alda Korm Lv 39, œst alda ÞGísl 2 ; öldu vegr, havet, Eg Lv 24, öldu sveipr, åre, Anon (X) B 10b ; öldu vigg, fíll, skibet, Has 21, Þjsk Lv 5, öldu eykr (jfr eyktemjandi), d. s., Has 42 ; öldu eldr, guld, GSúrs 35, Bbreiðv 4, VGl 4 ; hunangs öldur, mjöd, Ht 24, alda Óðreris hafs, en bölge af O.s hav, et enkelt digt, Vell 5, alda Óðins, digt, Nj 26 ; alda benja, blod, Hl 16 a ; alda illrar skepnu, den onde skæbnes bölge, Guðr I 24 ; aulldu Korm Lv 54 må være fejl, for aldna? Jfr gunn-.

alda-föðr, m, (-rs), menneskenes fader, Odin, Rdr 14 (v. l. al-), Vafþr 4. 53 (v. l. -föður, vistnok = föðr), Þul IV jj 1 (v. l. -feðr).

alda-gautr, m, menneskenes skaber (?), Odin, Bdr 2 ; sål. hdskr., af flere rettet til aldinn gautr i henhold til v. 13, hvor det oprl. skrevne allda af skriveren selv er rettet til alldin.

alda-heimr, m, menneskenes verden, Sól 41.

aldar-far, n, tidstilstande, forhold, Merl I 50.

aldar-rof, n, menneskehedens undergang (sml. udtryk som regin rjúfask), Hhund II 41.

aldar-róg, n, strid mellem mennesker, Hávm 32 (skrives i reglen i 2 ord).

aldauði, adj, uddöd, aldauða arfr, arv, som ingen levende arving er til at tage, ráða aldauða arfi HHjörv 11 (hdskr. har aldauðra næppe rigt., jfr aldauða arfr i de norske love, Gul 106).

aldauðr se foreg.

alda-þopti, m, i pl. blandt betegnelser for mænd, Þul IV j 7, vel egl. mand som længe (alda-vinr, en gammel ven) har været ens fælle på rorbænken (þopti er hálfrýmis-félagi SnE I 536 ; aldar- hedder det Fms III 72).

Aldeigja, f, byen Gammel-Ladoga i Rusland, Edáð 6.

Aldi, m, öen Alden i Söndfjord i Norge, Þul IV bbb 2, Friðþ I 5. 7, Alda garðr, söen (jfr hyrbjóðr), Kolb 1, 5 ; om navnet se Bugge, Arkiv XX 333 ff.

aldin, n, træers frugt, = ber Nik 2 ; om Mimameids frugt, Fjöl 22, her dat. aldni ; dat. aldini findes Merl I 21. 25, Heilv 5, der enten er at henföre hertil (altså usammentrukket) eller til en nom. aldini. Jfr Läffler, Festskr. til Feilberg 681 f.

aldinfalda, adj, f, med gammeldags hovedpynt (aldinn, faldr, m), om oldemoder, Rþ 2.

aldingarðr, m, have med frugttræer Pl 24, Merl II 47.

aldinn, adj, gammel, bedaget (og kun i denne bet. af 'gammel'), om Odin Bdr 13 (jfr 2 og aldagautr), Vsp 28, om Heimdal Rþ 1, om jætter Skí 25, Hávm 104, Grí 50, Fáfn 29, jættekvinder Vsp 40, Þry 32, om en kvinde aldin rýgr Þvíðf, (og ved rettelse) Korm Lv 54 (jfr alda ovf.), om en örn Hl 17 a, ulven aldit vigg varðrúnar Arn 6, 13 ; om bygder Rþ 36, om vægge (i et hus) Bjark 7, havet Hávm 62, Ht 67, om Yggdrasilsasken Vsp 47.

aldinskógr, m, skov med frugttræer, Lil 10.

aldinviðr, m, (-ar), s. s. foregående, Sturl, 4, 4.

aldjötunn, m, gammel jætte, Bergb 1 (vistnok et ord, der i senere tid er dannet efter og af aldinn jötunn).

aldr, m, (-rs), 1) liv, levetid, livets hele udstrækning, aldr ok ævi Lil 1, skapa aldr, bestemme levetiden, Skí 13, Hhund I 2, marka aldr, d. s., Hróm 2, Ótt 1, 3, auka aldr Mhkv 9, aldr Hákonar Eyv Lv 9 ; alder i alm., höj alder, slíta aldri saman Fjöls 50, Helr 14, una aldri Oddrgr 14, njóta aldrs Rþ 40, Ht 102, gæta aldrs Grettiss 51, lifa langan aldr Lok 62, fœða flestan aldr, tilbringe det meste af, Arn 2, 16, aldr bölvar skaldi VGl 11, aldr viðr e-n Guðr II 30, vilja aldr e-s í moldu ÞBrún 1, leggja aldr, dö, Hál 9, slíta aldri, dö, Hfr Lv 8, lúka aldri ESk 6, 19, týna aldri Sigsk 51, ræna aldri Bdr 8. 9, svipta aldri Ísldr 6, næma aldri Guðr II 1, numinn aldri ESk 6, 62, bella aldri Ótt 2, 10, synja aldrs Reg 15, Fáfn 36, skapa aldr, dræbe, HolmgB 14 ; hjölp aldrs, hjælp til (at bevare) livet, Grett 1, 1 ; at öldrum, ifölge alderen (de forskellige alderstrin, ifg sammenhængen, den unge alder), Mhkv 25. 2) kortere eller længre udstrækning i tid, eiga skemra aldr (om et forlig) ÞjóðA 1, 5, (ungr) at aldri Hfr 2, 1, Sigsk 51, Ghv 2, þrítugs aldr Lil 37, of aldr, hele tiden, omtr. = altid, i al fremtid, Krm 21, Þórsnep, Ólhelg 7, Stúfr 3, Gróg 16, Fjöls 32, Guðr II 33, jfr leiða ver aldri Sigsk 41, deilask af aldri Arn 1, 1. 3) acc. som adv. temporis = of aldr, altid, verk hagna vísa (dat.) aldr Vell 5 (jfr SnE I 510), aldr hefk frétt, altid har jeg hört, Rv 6. Jfr barns-.

aldraðr, adj, gammel, til års, Nj 2 (jfr aldrœðr), Hsv 32. 95, öldruð kona Völs 1.

aldrán, n, livsberövelse, död, Gísl 2.

aldrbót, f, 'livs-bod', livs-forskönnelse, hvad der gör livet godt og herligt, Skúli 1, 2, Anon (XII) C 38.

aldrdagar, m. pl., egl. livets, tidens, dage, især i forb. of aldrdaga, altid, i al evighed, Vsp 64, Vafþr 16 ; of þína aldrdaga Hjálmþ II 6.

aldrgipta, f, livslykke, Sigv 7, 9.

aldrgöfugr, adj, herlig ved (den höje) alder, aldrgöfugt veldi Pl 46.

aldrigi, aldri, adv, aldrig (egl. dat. af aldr med partiklen -gi, den sidste form sammentrukken af den förste ; jfr Skjspr s. 119) ; i Eddadigtene findes den længste form hyppigst, omtr. 36 gange, medens den anden kun findes en 7-8 gange (i Hávm bægge former 6. 76. 77) ; i skjaldedigtene findes den længste noget hyppigere, (bægge f. eks. hos HolmgB, Kormákr, Hallfreðr o. s. v.), aldri(gi) síðan Lok 65, HolmgB 1, Tindr Lv 2. Efter nægtelse findes aldrigi nogle få gange : engi aldrigi Hávm 93, eigi, -at aldrigi Oddrgr 10. 22.

aldrklif, n, livets klippe, hjem, brystet, Hl 15 a, b. Jfr akarn, epli.

aldrlag, n, nedlæggelse af livet, död, (jfr leggja aldr), valda aldrlagi GSúrs 30, ráða aldrlagi Hl 8 a, Hsv 35, verða e-m at aldrlagi Vafþr 52, at aldrlagi, ved (med) ens död (voldende ens död), Hamð 8, Krm 24, Ragn VII, 1, bægja aldrlagi Ingj 2, 4 ; til aldrlaga (pl.) Hamð 8 ; for at bibringe döden, HHj 30. Samme bet. har ordet vist også i Sigsk 5 : at aldrlagi ekki grand, intet mén, der kunde medföre döden (bevirke at hun skulde dö for andres eller - især - for egen hånd) ; SE og Ger (jfr Bugge i Tidsskr. f. Phil. VIII 9) opfatter aldrlag her som livsforhold, skæbnebestemmelse, men sikkert ikke med rette.

aldrlauss, adj, livlös, död, superl. aldrlausastr hauss Ht 51.

aldrlok, n. pl., livets afslutning, döden, (jfr lúka aldri), Hhund II 11.

aldrminkandi, m, en der forkorter (ens) liv, aldrminkandi aldar steins Ellu, jætternes livsforkorter, Tor, Þdr 20.

aldrnari, m, ild (egl. den, der nærer, vedligeholder livet, jfr eldr es baztr Hávm 68), Þul IV pp 3, Vsp 75 (jfr K. G. Nj II 992). Jfr Falk, Ark. XLIV, 320.

aldrprúðr, adj, hvis liv er herligt, ÞjóðA 1, 18.

aldrprýðir, m, som gör livet godt, herligt, aldrprýðir lýða (Sct. Peder) Has 50.

aldrrúnar, f. pl., runer, der beskytter livet, Rþ 43. Jfr ævinrúnar.

aldrslit, n. pl., livets afbrydelse, döden, (jfr slíta aldri), til aldrslita Nkt 30.

aldrspell, n, livets fordærv, döden, Þorm 1, 2, Rekst 5, Merl II 69, Örv VIII, 8.

aldrstamr, adj, hvis liv er stanset, död, skjaldmeyjar aldrstamar Akv 42.

aldrstríð, n, Mark 1, 31, er fejl f. aldar stríð.

aldrteigr, m, livets bane, livets strækning, livet, Arbj 23.

aldrtili, m, livets slutning, döden, Þorm 2, 6.

aldrtjón, n, livets tilintetgörelse, döden, Osvínf, Dagst, aldrtjón Ellu, hvad der bragte (kong) Ella döden, örn, fordi en örn (blodörn) blev ristet på Ellas ryg ; i fuglegåden, Gát 1.

aldrtregi, m, hvad der forsinker, stanser, livet, döden, eta sér aldrtrega, æde sig döden til, Hávm 20 ; fjón aldrtrega, had hvis mål er (en andens) död, dödeligt had, ESk 6, 59 jfr Meissner 135.

aldrœðr, adj, gammel (v. l. aldraðr), Nj 2.

aldrœnn, adj, gammel, Rv 13, Merl II 63, StSigv, Hárb 44.

aldyggr, adj, i enhver henseende brav, retskaffen, (om gud) Líkn 23, Pl 8, Has 28, (om konger) Rekst 4, Sigv 7, 9, ÞjóðA 3, 23, (om en kvinde) Grettis 14 (v. l. all-) ; pålidelig (ydet af bravt, ærligt sind) (om færgning) Pl 16.

aldýrr, adj, fuldtud herlig, udmærket, (om gud) Has 17. 29, Leið 29, Gyð 1, (om konger) Hfr 3, 13, Hl 6 a, Sturl 7, 2.

Aleinn, m, skotsk konge i 13. årh., Sturl 5, 14 (Al : dval-).

Alexandría, f, staden Alexandria, Katr 5.

alfa, f, (yngre álfa, egl. hálfa, halvdel ; h bortfaldt först i sammensætninger efter r, norðrálfa o.s.v.), af sinni álfu, fra, på sin side, Mgr 22.

alfaðir, m, (-föður), alles fader, Odin, Arn 5, 4 (v. l. all-), at alföður Hhund I 38.

Alfarinn, m, jættenavn (v. l. Alfv-) Þul IV b 5.

alfeginn, adj, meget glad, superlativ Líkn 29.

alfeigr, adj, helt til döden hjemfalden, alfeig augu Eg Lv 28.

Alfgeirr, m, jarl i England, Eg Lv 9 ; nordmand, Þmáhl 10.

Alfheimr, m, alvernes verden, given til Frey, Grí 5, i en uklar kenning Þdr 20 : Alfheims bliku kalfar.

Alfífa, f, Knud d. stores frille, moder til Sven, konge i Norge 1030-35, ævi Alfífu Sigv 13, 28, Alfífu sonr ÞjóðA 1, 3 (fíf : dríf), Nkt 36.

alfkunnigr, adj, af alve-herkomst, alfkunnigar nornir Fáfn 13, jfr det fölg.

alfkunnr, adj, af alve-herkomst, v. l. til foreg. i SnE I 72.

1. alfr, m, alv (mytisk væsen), som oftest i pl. og hyppig sammen med aserne, alfar ok æsir el. lign. Vsp 48, Hávm 143. 159. 160, Grí 4, Skí 7. 17. 18, Lok 2. 13. 30, Þry 7 (bis), Sigrdr 18 ; alvernes 'sprog' findes nævnet 11 gg í Alv ; Völund kaldes vísi, ljóði alfa Völ 13. 32. 10 ; grœti alfa, alvernes sorger, hvad der bringer alverne sorg (menneskelige ulykker?), Hamð 1 ; blót alfa, ofringer til alver, Sigv 3, 5. Som dværgenavn Vsp 16, Þul IV ii 3. I omskr. for mænd, krigere (jfr. vel þykkir kent til alfa SnE I 334), lindar alfr, skjoldets alv, Sturl 3, 22, fjörnis (hjælmens) alfr Sturl 3, 20, sóknar (kampens) alfr Rdr 4, valmeyjar (valkyrjens, kampens) alfr Ragnarsþ, skips alfr Anon (XIV) A 5. Jfr band-, bjarg-, brand-, brynj-, Hó-, land-, lind-, morð-, rand-, ráð-, róg-, sverð-, (sœki-), víg-. Jfr 3 Alfr.

2. alfr, m, v. l. for apli, s. d.

3. Alfr, m, navn på forskellige sagnpersoner: Alfr enn gamli Hyndl 18, Alfr enn gamli Ulfsson Hyndl 12, (en tredje) Alfr enn gamli Hhund I 52 ; Alfr Hjalpreksson(?) Guðr II 13, Alfr Hundingsson Hhund I 14, Alfr Alreksson Yt 12, Alfr bjálki Örv VIII, 6. 7. 8 ; historisk er Alfr Þórarinsson HolmgB 10. Jfr 1 alfr.

alframr, adj, dygtig, udmærket i alle henseender, Ht 67, Anon (XII) C 5.

alfreginn, adj, overalt hört, erfaret, alfregnar jartegnir Leið 6.

alfríðr, adj, i enhver henseende skön, herlig, om Kristus Leið 9. 25 (her superl.) ; om en konge Ód 2 ; om en fest Leið 36.

alfrjávaðr, adj, i enhver henseende moden, alfrjávaðr ávöxtr Mdr 17.

alfröðull, m, solen (egl alvernes stråle, glans), Þul IV gg, Vafþr 47, Skí 4 ; geisli alfröðuls, solstråle, Gd 12 ; elfar alfröðull, guld, Eyv Lv 9.

alföðr, m, (-rs) alles fader, Odin, Grí 48, Þul IV jj 2 ; urigt. Þorm 1, 2. Jfr Nj II 246 ff.

algegn, adj, i enhver henseende brav, Hsv 97.

algildr, adj, fuldt gyldig, dygtig, udmærket, om en konge Korm 1, 7, Hl 6 a, om digtningen Hfr Lv 7.

algífri, n, fuldkommen trold (gífr), Rdr 9 ; synes at måtte forbindes med ulfr, algífris ulfr, ulv, der er den værste trold, uhyre, Fenrisulven ; det kunde også opfattes som apposition til ulfr og da i bet. 'væsen, der er skadeligt for alt'.

algollinn, adj, (skr. gull-), helt af guld, gylden (dog vistnok altid m. h. t. det ydre udseende), algollin epli Skí, om en kvinde (i fuld guld-stads) Hym 8.

algóðr, adj, i enhver henseende god, superl. Pl 11.

algrœnn, adj, helt grön, Ólhelg 4, Akv 13. Som egennavn (en ö) findes Algrœn (f. -ar), Hárb 14.

algörr, adj, i enhver henseende fuldkommen, algört vald SnE II 240 ; held udfört, algört verk Hsv 99.

alhreinn, adj, fuldt ren, om gud Líkn 7, om den hellige Katrine (ved rett. f. at hr.) Katr 1.

alhróðigr, adj, i besiddelse af fuldkommen ry, herlighed, om gud Gdβ 43, om jomfru Maria Mv I 29.

alhugat, adj. n, noget man alvorlig tænker på, ef mér es alhugat, hvis jeg for alvor vil, HHj 21.

aligós, f, (-gæss), tam gås, husgås, Hharð 17.

alin se öln.

Alin, f, elvenavn (vistnok part. alinn), Þul IV v 3.

alindript, f, armens sne, sölv(ringe), Rv 17.

alinleygr, m, (-s el. -jar), armens ild, guld, Refr 1, 1.

alinmunnr, m, armens mund, gab, d.v.s. afstanden mellem tommelfingeren og de andre fingre (= greip), gína alinmunni við, gribe med hånden, Þdr 16.

alinveldi, n, armens rige, område, armen, Ht 43.

alka, f, alke, Þul IV xx 2.

Alkasse, n?, by i Portugal, Hskv 2, 4. Jfr Shl XII, 38-40, GStorms oversættelse af Hkr (oktavudg. 676).

alkeppinn, adj, i besiddelse af fuldt kapp, d.v.s. energi og kraft, Sturl 5, 7. 16.

alkeyptr, adj, köbt for fuld pris, dyreköbt, hafa alkeypt Hálfs IV, 5.

alklökkr, adj, fuldstændig blödgjort, afmægtig, EGils 3, 17.

Alkoga v. l. f. Olga s. d.

alkostigr, adj, fuldt ud fortræffelig (egl. i besiddelse af fortræffelige egenskaber i fuldt mål), Arn 5, 2, Hl 18 a, ESk 9, 4.

alkunni, adj, helt kendt, unz alkunna Bdr 8. 10. 12 antages at stå f. unz 's alkunna, 'indtil alt er fuldt kendt, erfaret (af mig)'.

alkunnr, adj, helt kendt, almenkendt, berömt, alkunnr sunnudagr Leið 32.

alkœnn, adj, meget kyndig, indsigtsfuld, om Olaf d. hellige ESk 6, 31.

allbrátt, adv, meget hurtig, tidlig, Tindr Lv 2, Sigv 7, 6 (SE henförer allbrátt her til ek veit eigi i bet. let).

alldáðgöfugr, adj, meget berömt ved bedrifter, Sigv 5, 5.

alldáliga, adv, meget fuldkomment, i höjeste grad, alldáliga feigr, uundgålig bestemt til at dö snarlig, Nj 11. Jfr dála.

alldrengila, adv, meget mandigt, tappert, Hfr Lv 25.

alldýrr, adj, meget herlig, udmærket, (en konge) Hfr 3, 13.

allfagr, adj, meget smuk, allfagrt enni Árm 3.

allfár, adj, meget ringe i antal, få, yrkja allfátt, digte meget lidet, Jóms 4.

allfljótt, adv, meget hurtig, Rst 3 (v. l.).

allframr, adj, meget fremragende, ypperlig, Sigv 5, 4. 13, 15.

allfrekr, adj, meget grådig, om ilden Arn 3, 8.

allfriðliga, adv, meget fredelig, Bölv 7.

allfróðr, adj, meget kyndig, ESk 13, 1, GullásÞ 1.

allfölr, adj, meget bleg, Korm Lv 6.

allglaðr, adj, meget, synderlig, glad, Sigv 7, 8.

allgóðr, adj, meget god, (om biskop Gudmund) Gd 24, allgótt heyra, höre gode ord, råd, lærdomme, GSúrs 15.

allharðr, adj, meget stærk, allhörð él Ísldr 12 ; meget kraftig, om en mand, Nj 28.

allheiðinn, adj, helt hedensk, Hfr Lv 1.

allheilagr, adj, meget hellig, EGils 2, 11.

allheppinn, adj, meget heldig, Leið 22.

allhratt, adv, meget hurtig, Krm 12 (v. l. allstrítt rigtigere).

allhryggr, adj, meget bedrövet, EGils 1, 22.

allhvass, adj, meget skarp, Bjhít 2, 14 ; allhvasst som adv, meget hurtig, ÞKolb 1, 1.

allhvítr, adj, meget hvid, lys, (om en kvinde) Korm Lv 5.

allhœlinn, adj, meget pralende, Grettis 19.

allhættr, adj, meget farlig, allhætt ofreiði Halli 5.

allkaldr, adj, meget kold, Eg Lv 46.

allkœnn, adj, meget kyndig, ÞorgHöll.

alllengi, adv, meget længe, Anon (XII) B 1, Grettis 46.

alllítill, adj, meget lille, ringe, Mhkv 5.

alllítt, adv, meget lidet, i en meget ringe grad, Korm Lv 24, ÞjóðA 4, 8, Mgóð 2, Líkn 47.

allljóss, adj, meget klar, gennemsigtig, (om et digt) Leið 44.

allmargr, adj, meget talrig, Atli, SigvSt 1, Mhkv 14, Ragn VI, 1.

allmikill, adj, meget stor, acc. m. allmikinn som adv, meget hurtig, Grettis 24.

allmjök, adv, i meget höj grad, Mhkv 29, Halli 4, Gyð 8.

allnáttförull, adj, som altid el. gærne færdes ude, farer omkring, om natten, (om ulve) Arn 3, 11.

allnýr, adj, meget ny, hvat allnýs, hvilke nye tidender, Ragn V, 5.

allnýtr, adj, meget nyttig, dygtig, Hl 41 a.

allnær, præp., meget nær ved, StHerd 3, 2.